Håbets svære linedans

Man registrerer det lynhurtigt i patientens øjne. På kroppens holdning. Eller hører det på stemmens toneleje. Fysioterapeuten foretager en nærmest instinktiv scanning af patientens håbs-barometer, så snart denne træder ind ad døren. Er det en patient, som tror på fremskridt? Har vedkommende ressourcer og livsmod? Inden fysioterapeuten - mere eller mindre bevidst - er i gang med at indhente svar, får patienten udtrykt sit dybfølte ønske: ”Jeg håber godt nok, at det bliver bedre”.

Et - måske på overfladen - diffust ønske, der nemt kan besvares med et ”ja, lad os prøve at se på det”. Men ifølge Kristianna Hammer, tidligere sygeplejerske, cand. cur. og ophavskvinde til en ny ph.d.-afhandling om håbets betydning i sygeplejen, bør patientens ord tages dybt alvorligt.

”I patientens ytring ligger et håb, der stikker dybt. Håbet er helt afgørende for behandlingens succes”, siger Kristianna Hammer. Den fynske forsker har blandt andet undersøgt håbets betydning hos kræftpatienter, og hendes konklusioner er ikke til at tage fejl af:

”Håbsfremmende processer er ganske enkelt lige så vigtige for behandlingen af kroniske syge som den medicinske og kirurgiske behandling. Det betyder, at håbsfremmende omsorg har en faglig berettigelse i sundhedsvæsenet. Ikke som erstatning, men som et nødvendigt supplement”, siger Kristianna Hammer og erkender, at håbet kan være en svært tilgængelig størrelse:

”Man har i årtier forsket i håbet inden for sygeplejen, men selv om man har teoretisk viden om håbet, så synes det ikke at være implementeret i praksis. Det forekommer, at håbet ikke har plads i praksis, eller at håbet er svært at formidle i praksisfeltet”.

Kristianna Hammer pointerer, at der i forskningen ikke gives nogen entydig definition af, hvad håb er. Selv hæfter hun sig ved, at det enkelte menneske henter næring til håbet på tre fronter: For det første via en indre kraft, for det andet via ydre kræfter som for eksempel naturen og endelig via fællesskabet, i form af nære relationer som ægtefælle, børn og venner.

Kristianna Hammer er tilhænger af, at håbet som medspillende behandlingsfaktor i højere grad vinder indpas i sundhedsvæsenet – også i fysioterapien. Men det kræver, fremhæver hun, at sundhedspersonalet har en grundlæggende viden og fortrolighed med begrebet håb.

”Det er klart, at det er en blødere og mere bøjelig størrelse at forholde sig til end den rent fysiologiske genoptræning. Derfor kan nogle fysioterapeuter også føle en større usikkerhed ved at inddrage dette element i behandlingen. Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at de patienter, der mobiliserer håb, oplever en langt større effekt af træningen”, siger Kristianna Hammer.

Håb i praksis
En tur rundt på nogle aflandets sygehuse, genoptræningscentre og private klinikker viser, at patienters håb bestemt ikke er ukendt land blandt fysioterapeuter. Håbet er i spil - men lige på den anden side af håbet lurer håbløsheden.

Helle Storgaard, børnefysioterapeut i Assens Kommune på Fyn, møder dagligt det udtalte håb.

”Håbet er der i mere eller mindre omfang ved hvert eneste møde med et barn og dets forældre. Ingen tvivl om, at dem, der håber på, at der kan gøres noget, er nemmere at hjælpe. Håbet er alfa og omega for et godt behandlingsforløb”, siger Helle Storgaard.

Men selvom hun er sig bevidst om håbets potentiale – og forsøger at tage det alvorligt – så er hun samtidig af den opfattelse, at fysioterapeuter generelt vil være bedre rustet med en såvel praktisk som teoretisk indføring i håbet.

”Man skal som fysioterapeut være sig utrolig bevidst om, hvordan man responderer på håbet. Jeg møder i mit daglige arbejde forældre, der siger, at de håber, at jeg kan hjælpe deres barn. Her handler det om at levere et svar, hvor man giver næring til håbet – og udnytter dets energi – samtidig med, at man ikke stiller urealistiske forventninger i udsigt”, forklarer Helle Storgaard, der mener, at en styrket viden om håbet, vil kunne afføde en decideret håbs-afklaring i behandlingens indledende fase:

”Jeg tror, at der vil være et stort udbytte i en bevidstgjort forventningsafklaring med udgangspunkt i håbet. Hvad er forældres håb? Hvad er barnets håb? Hvad er mit håb som fysioterapeut? Afstemte forventninger – med udgangspunkt i håbet – er en forudsætning for et godt resultat”, siger Helle Storgaard.

Forsker med håb
Ved forskningsenheden Helbred, Menneske og Samfund ved Institut for Sundhedstjenesteforskning sidder lektor Niels Christian Hvidt. Forskeren med den teologiske baggrund har i mange år været optaget af såvel troens som håbets betydning ved sygdom og læner sig i høj grad op ad de forskningsresultater, der gennem årtier er indhentet i USA. Og selv om både troen og håbet hurtigt kan lede over i religiøse forestillinger, så mener Niels Christian Hvidt, at der også er al mulig grund til at betragte håbet som et psykologisk fænomen.

”Håbet er et grundvilkår i menneskets liv. Vi går altid rundt og håber. Vi håber, at vi får lov at stå op i morgen, vi håber at vores børn klarer sig godt i livet. Men det er i det øjeblik, at vores liv er truet, for eksempel i form af sygdom, at vi bliver bevidste om, hvor meget håbet betyder for os, og det er her, vi begynder at kæmpe - og håbe på noget meget konkret, nemlig bedring”, siger Niels Christian Hvidt og forklarer dermed, hvorfor det også melder sig i så udtalt grad i patienters møde med fysioterapeuter.

”Håbet er en indre struktur, en psykologisk grundstruktur, som er en del af vores livskraft. Gennem håbet mobiliserer vi kræfter til at ville et andet sted hen, hvis vi er havnet et sted, vi har meget svært ved at være”, siger Niels Christian Hvidt.

Han betoner vigtigheden af, at fysioterapeuter integrerer håbet i behandlingen og genoptræningen.

”Fysioterapeuter og andet sundhedspersonale møder dagligt håbet. Enten i form af eksplicitte ytringer eller som fravær. Der er ingen tvivl om, at den enkelte behandling vinder på, at håbet gøres bevidst i måden, vi tænker og kommunikerer med patienten på”, siger Niels Christian Hvidt og understreger, at håbet altid balancerer på en knivsæg:

”Som fysioterapeut skal man tage håbet alvorligt, men samtidig være realistisk. Stiller man urealistiske forventninger i udsigt, så afføder det håbløshed, og dermed forsvinder den livskraft, der er afgørende for, at der på det fysiske plan opnås resultater”.

Arbejdet med livstruede
Netop dén balanceakt kender fysioterapeut, Karin Kjærside, fra Vejlefjord Rehabiliteringscenter alt til. Med genoptræning af senhjerneskadede følger hun patienter, hvis liv er eller har været truet, og hvor håbet derfor også er præsent.

”Patienter, der møder op med et håb om, at en effektfuld genoptræning vil bringe dem et nyt sted hen, har et godt udgangspunkt. Men en af vores fornemste opgaver er samtidig ikke at stille urealistiske forbedringer i udsigt. Mange patienter håber, at livet kan blive som før, og her handler det om, at vi hjælper med at justere håbet. At vi gennem dialog med patienten hjælper til en forståelse af, at småforbedringer også kan føre til et godt liv”, siger Karin Kjærside.

Hun kan i høj grad genkende billedet af håbet som en livskraft. ”Patienter med afstemt håb har ofte en vilje til at træne videre for at komme et nyt sted hen. Ved at tale med patienten om dennes håb, kan vi medvirke til, at vedkommende får gjort sig de nødvendige erkendelser, så håbet bliver tilpasset den reelle virkelighed. En apopleksipatient, der har mistet førligheden i den ene arm, og som tidligere har været en lidenskabelig golfspiller, skal måske hjælpes til at håbe på, at han kommer til at spille bowling eller petanque frem for at svinge golfkøller”, siger Karin Kjærside.

Derfor handler det med hendes ord om, at de patienter, der møder op med håbet om en mirakelkur får demonteret denne forestilling, men at der samtidig fastholdes håbet om et godt og lykkeligt liv. Helt på linje med det synspunkt er Kristianna Hammer, som fremfører, at håbet og realismen står og falder med en velovervejet kommunikation.

”Undersøgelser har vist, at hvis patienten oplever, at håbet svinder, skyldes det, at oplevelsen af informationer er for dårlig. Sagt anderledes: Hvis man som fysioterapeut skal dyrke og gøre gavn af det håb, som patienten møder op med, skal man give sig tid til at snakke, informere præcist og realistisk og i det hele taget udvise respekt og ærlighed. Gør man det, vil patienten fastholde sit håb, og det vil indvirke positivt på behandlingsforløbet. Til glæde for både patient og fysioterapeut”.