”Der er langt fra massøser til dagens fysioterapeuter – enormt langt”

I tre år har professor Mogens Hørder siddet som formand for Danske Fysioterapeuter videnskabelige råd, som har givet anbefalinger til blandt andet forskningsbasering af fysioterapeutuddannelsen og interaktion mellem forskning og klinisk praksis.

Hans kendskab til fysioterapi og fysioterapeuter begrænser sig dog ikke kun til de tre år som rådsformand; fra 1988 til 2008 var Mogens Hørder dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet og således en af arkitekterne bag Institut for Biomekanik, der rummer blandt andet Forskningsenheden for Muskuloskeletal Funktion og Fysioterapi og kandidatuddannelsen i fysioterapi.

”Da Danske Fysioterapeuter kom for mange år siden og spurgte, om ikke vi ved SDU kunne lave en monofaglig masteruddannelse, svarede jeg, at det kunne vi godt, men først skulle der være etableret forskning, vi kunne basere den på”, fortæller Mogens Hørder og roser de fysioterapeuter, der gik forrest og tog til udlandet for at få den eftertragtede master- eller kandidatgrad, der eksempelvis har været med til at bane vejen for, at 35 fysioterapeuter i dag har en ph.d.-grad, og at endnu flere er på vej.

”Jeg har oplevet ikke kun en faggruppe men også en organisation, der i den grad har været sig bevidst, at uddannelse og forskning danner grundlag for den kliniske virksomhed. Jeg kender alle sundhedsprofessionerne, og skal jeg placere dem på en rangskala, vil fysioterapeuterne ligge højt, hvad angår forståelse og interesse for forskning. Der er langt fra massøser til dagens fysioterapeuter, enormt langt – man kan slet ikke se roden”, siger Mogens Hørder.

På spørgsmålet om, hvad der særligt kendetegner en fysioterapeut, set fra hans bordende, svarer han diplomatisk, at ”fysioterapeuter har et nødvendigt selvværd”, der på den ene side gør dem i stand til at fungere i teams, mens de på den anden side stiller deres faglighed til skue i tilstrækkelig grad til også at komme til at spille en selvstændig rolle.

”Fysioterapeuterne har også været gode til at gå ind i de paradigmer, som nutidig medicinsk forskning repræsenterer, og har taget evidensbegrebet til sig. Derfor har de også let ved at gå ind i en forskergruppe med folk med eksempelvis medicinsk baggrund”, mener han.

Netop tværfaglige forskningsmiljøer er noget af det, Videnskabeligt Råd lægger meget vægt på i sin seneste rapport, hvor det understreges, at det er vigtigt for professionens udvikling, at have øje for, at fysioterapeutisk forskning ikke nødvendigvis er forskning udført af fysioterapeuter, og at fysioterapeuter, der forsker, ikke skal isoleres i monofaglige miljøer, men i flerfaglige forskerteams.

Det er ikke akademisering, det handler om

Mogens Hørder har været vidne til, at ambitionerne i faget er vokset i takt med, at flere og flere milepæle er nået, men han er bevidst om, at det ikke er sket uden sværdslag, og at ambitionerne ind imellem er gået i forskellige retninger. ”Jeg læser jo også Fysioterapeuten”, som han siger, og han kender derfor også bekymringen for, om akademiseringen af fysioterapi har taget overhånd på bekostning af kerneydelsen.

”Om fysioterapeuter skal være akademikere eller ej – det er jo slet ikke det, det handler om. Det handler om det niveau, man uddanner sig på. Som det er nu, er professionsbacheloruddannelserne ikke forskningsbaserede . Det er det, der er problemet - ikke om uddannelsen sker på en professionshøjskole eller et universitet”, mener han.

Og så alligevel. For Mogens Hørder lægger heller ikke skjul på, at han er fortaler for et uddannelsessystem i ét spor. Om man for at praktisere som fysioterapeut skal være bachelor eller kandidat har han ingen mening om, men at det som nu foregår i to næsten uafhængige spor, der spærrer for en reel forskningsbasering af grunduddannelsen, udtaler han sig gerne om.

”Man bliver ikke nødvendigvis en bedre fysioterapeut af at være kandidat. Men vi får helt sikkert en bedre fysioterapeutuddannelse af at have en kandidatuddannelse. En kandidatuddannelse er en drivkraft og en forudsætning for, at en bacheloruddannelse kan forskningsbaseres. Basisuddannelsen skal forskningsforankres, og det vil den blive, vurderer han: ”Det er en uafvendelig udvikling, der vil ske glidende gennem de næste 5-7 år, indtil de to spor er smeltet sammen, som det er sket for eksempelvis ingeniører og før dem for andre fagområder”.

Ingeniørernes professionsbacheloruddannelser er lagt ind under universiteterne, og når man har fundet det nødvendigt at give ingeniørerne dét løft, må det også være nødvendigt for sundhedsuddannelserne, mener Mogens Hørder.

”Vi kan ikke have for høje ambitioner, hvad angår niveauet for de ansatte i vores sundhedsvæsen. Og en opfattelse af, at vi på universiteterne ikke er i stand til at uddanne folk, der skal ud i det praktiske liv, er hen i vejret. Vi uddanner eksempelvis både jurister, læger og ingeniører.

Universitetsuddannelserne, der har sigte på en efterfølgende profession har rigtig mange undervisere ansat i kombinationsstillinger; det vil sige, at de både er forskere og praktikere, hvilket er en fantastisk mulighed for at kombinere forskning og praksis”, siger Mogens Hørder, der i mange år kombinerede sin ansættelse som professor på SDU med ansættelse som ledende overlæge på Odense Universitetshospital.

Det er vekselvirkningen, der er interessant

Den sidste rapport fra Videnskabeligt Råd handler som sagt netop om interaktionen mellem forskning og klinisk praksis. Her slår rådet på, at fysioterapeuter i alle sektorer skal have mulighed for at tilegne sig en større forskningsforståelse for at kunne implementere ny viden, men forpligtelsen går også den anden vej, understreger Mogens Hørder.

”Der laves en del forskning, som kan opfattes som en art grundforskning, og hvor afstanden til praksis er meget lang, men en moderne forsker har en forpligtelse til at se den relation. Forskerne kan hente meget inspiration ved at se, hvad der foregår i praksis, ellers vil der være forskning, man ikke kommer i tanke om at lave. Det er vekselvirkningen, der er interessant”.

Udviklingsklinikken er et godt bidrag til den interaktion, mener Mogens Hørder, men advarer også mod at tro, at flere udviklingsklinikker er hele svaret.

”Udviklingsklinikken er et godt laboratorium, hvor man kan afprøve en forsøgsopstilling, og et laboratorium uden for hospitalsmiljøerne er en god idé. Men det er en smal tilgang, fordi man ser isoleret på, hvad det er, fysioterapien kan bidrage med. Det svarer til, at man taber noget og kun leder dér, hvor gadelygten kaster lys. Det er ikke tilstrækkeligt, hvis fysioterapien skal evidensbaseres i bred forstand. Forskningen skal have mulighed for at søge mange svar, fordi komplekse problemstillinger kræver komplekse løsninger”.