Digital genoptræning

Eigil Hansen laver squats, tre sæt af ti gange, og får straks højlydt ros: ”Det var godt. Nu kan du tage en pause inden næste øvelse”. Stemmen kommer ikke fra en levende fysioterapeut, men fra en mobiltelefon, og Eigil står ikke i et træningscenter, men i sin stue.

Bokserhunden Ezo kigger interesseret, snuser til Eigils strømper og lunter hen på sin plads i sofaen, hvor den opmærksomt følger med. Fra køkkenet strømmer radioens P4, og rundt om Eigil er ikke blå bolde og spejle som i et fysioterapeutisk træningscenter, men bøger og billeder. Han står på et blødt gulvtæppe, og når han sætter sig, er det på en spisestuestol af læder og metal.

Eigil Hansen er en af de mange borgere, som har fået det digitale genoptræningsværktøj Icura med sig hjem, så han kan genoptræne når og hvor han vil.

”Det er sjovt. Det virker motiverende, og det gør det nemmere at træne herhjemme,” siger Eigil Hansen, som fik indopereret en ny hofte i januar i år og dermed er i målgruppen for den digitale teknologi, som Gladsaxe Kommune udleverer til udvalgte patienter med nyt knæ eller hofte.

Snakker med avataren

Eigil Hansen har klæbet fem sensorer fast på lår, underben og om livet, som sender signaler til hans mobiltelefon. Mobiltelefonen er placeret i en holder på spisestuebordet, så han hele tiden kan følge med i det program, som en app viser.

I dag skal han lave tre øvelser ti gange: Squats, step up’s på trappen og benløft i sengen. Hver gang han laver en øvelse, afspejler en tegnet avatar i telefonen hans bevægelser, og en høflig mandestemme tæller højt fra ét til ti. Efter hver øvelse får han point i form af stjerner, på en skala fra 1 til 6, afhængig af, hvor godt han gør det.

Appen indeholder desuden en vidensbank med bl.a. strækøvelser og en chatfunktion, hvor han kan kommunikere med sin fysioterapeut, som befinder sig på kommunens genoptræningscenter.

Eigil går ud til trappen op til husets første sal for at lave step up’s, mens han holder fast i gelænderet.

”Jeg er nødt til at støtte her, for min lyske er øm,” siger han, og skifter til det andet ben. Avataren blander sig: ”Du kan nu tage en pause. Bliv ved med at gøre det så godt som i dag.”

Eigil går op på første sal, sætter holderen med mobilen på en stol og lægger sig i sengen. Nu er det tid til benløft. Avataren sætter ham i gang: Læg dig på venstre side og løft benet op…..højere op.”

”Det kan du sagtens sige,” griner Eigil. ”Det her er den  ondskabsfulde øvelse.
Det gør ondt, for musklerne blev krænget til side, da jeg skulle opereres.”

Avataren: ”Pas på, du ikke falder for langt tilbage i hoften.” ”Ja, ja, du er sød,” svarer Eigil. ”Den er led, den her.”

Teknologien driller

Efter fem løft begynder avataren at té sig. Den virrer rundt om sig selv og udfører en vanvittig hiphopdans, helt uden sammenhæng med øvelserne. Eigil rejser sig og forsøger at stoppe den. ”Jeg er nødt til at omkalibrere.” Han stiller sig op på gulvet med spredte ben og lader systemet måle ham forfra. Det er ikke første gang, systemet sætter ud.

”Det har nogle børnesygdomme, men normalt kan jeg godt klare den ved at omkalibrere.” Det nytter dog ikke noget i dag. Men selvom billedet på skærmen er væk, fortsætter den instruerende stemme, og Eigil fortsætter sine øvelser.

Lige så effektiv som traditionel træning

Icura Trainer er et digitalt genoptræningssystem, som erstatter de traditionelle øvelsesark til genoptræning i hjemmet. Det består af fem sensorer, en mobilapp med instruktionsøvelser, videofilm og et træningsprogram, som giver brugeren point, støtte og opmuntring undervejs.

Brugeren skal placere sensorerne på lår, underben og mave, som registrerer brugerens bevægelser. En avatar gengiver bevægelserne, mens en stemme instruerer og roser eller giver konstruktiv kritik. Undervejs sendes signalerne til fysioterapeuten, som kan aflæse hyppighed og kvalitet af træningen på sin computer og chatte med borgeren.

Gladsaxe Kommune startede projektet i samarbejde med Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal Kommuner og det private firma Icura tilbage i 2012, og efterfølgende har kommunerne lavet et randomiseret studie af de 300 borgere i samarbejde med SDU, som har afprøvet det digitale system.

Undersøgelsen viser, at den digitale genoptræning var lige så god og effektiv som traditionel genoptræning to gange om ugen på hold med pjece til hjemmetræning.

Borgeren skal kunne bruge teknologi

Inge Bohn Bidstrup fra Træningscenter Gladsaxe er en af de fysioterapeuter, som har været med i udviklingen af Icura fra den spæde start i 2012. Hun ser mange gode muligheder i systemet, som bliver udleveret til ca. halvdelen af de henviste borgere med knæ- og hofteoperationer.

”Det er sjovt at arbejde med vores fag på en ny måde. Det er selvfølgelig ikke alle borgere, der kan betjene teknologien, men de der kan, får meget ud af det. Vi gør en dyd ud af at det er de rigtige, der får tilbuddet. Det skal være dem, der kan træne selv og klare sig med vejledning. Og så skal de kunne bruge teknologien. Man skal kunne betjene en smartphone og være i stand til at se de små knapper. Men det er ikke altid alderen, der gør forskellen. Nogle er 85 år og kaster sig ud i det, andre er yngre og har ingen teknologiforståelse, de bliver frustrerede, og så bliver det ikke et godt træningsforløb.”

De lægger sig i selen

De, som tager imod systemet, er til gengæld i høj grad tilfredse, fortæller fysioterapeuten. Det randomiserede studie viser, at patienterne træner mere, end de ville have gjort, hvis de blot havde trænet derhjemme med et øvelsesark.

I nogle tilfælde har den høje motivation betydet, at borgerne blev så ivrige, at de måtte vejledes i at træne mindre, hvis de oplevede smerter.

Den gode effekt skyldes blandt andet, at de får umiddelbar feedback fra avataren, og fordi de ved, at fysioterapeuten får data tilsendt om hyppigheden af træningen.

”Jeg har en fornemmelse af, at de lægger sig meget mere i selen. De siger, at de føler, at vi kigger med, når de træner, og at de aldrig ville have trænet så meget, hvis de skulle følge et papir,” forklarer Inge Bohn Bidstrup.

Inge Bohn Bidstrup viser Eigil Hansen, hvordan han kan finde afspændingsøvelser i vidensbanken.

Et ugentligt møde er ligeså godt som to

I modsætning til de klassiske genoptræningsforløb, hvor borgerne møder til holdtræning to gange ugentligt, møder Eigil Hansen og de andre Icura-patienter kun til kontrol en gang om ugen.

Det randomiserede studie viser nemlig, at effekten er lige så god med et enkelt ugentligt møde med fysioterapeuten på genoptræningscentret, som ved to. Der er behov for kontakt med fysioterapeuten, men i mindre grad end før.

Borgere og fysioterapeuter bruger det ugentlige møde til at samle op på de teknologiske udfordringer, som opstår, men også til at justere øvelser og tale om, hvordan det går.

Her tager fysioterapeuterne udgangspunkt i de data, de får tilsendt automatisk fra borgerens træningsapp. Netop dette gør en stor forskel fra papir-træningen, fordi fysioterapeuten nu har mulighed for at følge med i borgerens genoptræning, forklarer Inge Bohn Bidstrup.

”Vi ved mere om, hvad de har lavet. Vi kan jo se, hvor meget de har trænet og hvordan. Det giver et bedre udgangspunkt til en dialog, når vi mødes, og det er helt klart en forbedring,” forklarer hun.

”Måske har vi observeret, at de træner for meget eller for lidt. Så kan vi skrue op og ned for sværhedsgraden eller vise dem nye øvelser. Nogle er her bare et kvarters tid, så vil de videre, for mange har travlt og vil videre til deres job. De er glade for at kunne gå videre med det, de skal.”

Patienterne har også mulighed for at kontakte fysioterapeuten imellem de ugentlige møder. Det foregår på appens chatfunktion, hvor de kan skrive beskeder, som viser sig på fysioterapeutens computer.

Inge Bohn Bidstrup svarer på chatten eller venter til næste holdtræning, afhængig af problemets art.

”Nogle rapporterer meget ind, andre lidt. Nogle melder afbud og skriver, at de har været til sølvbryllup, og derfor fik de ikke trænet. Andre meddeler, at de har meget ondt. Så skriver vi tilbage, at de skal holde en pause, og så ses vi onsdag. Hvis det er kompliceret, ringer vi dem op. Vi gør meget ud af at forklare, at det er patienternes eget ansvar. Hvis de har problemer, skal de selv kontakte os. For vi kigger kun på hjemmesiden op til den ugentlige holdtræning.”

Ville ikke undvære mødet

Eigil Hansen er troppet op til den ugentlige holdtræning på Gladsaxe Genoptræningscenter. I hånden bærer han en sort kuffert med Icura-systemet, og han og Inge kigger sammen på hans data på Inges computer.

I salen rundt omkring dem træner patienter på egen hånd, imens fysioterapeuters stemmer blander sig med lyden fra konditionscykler og snak fra patienter.

”Det ser jo fint ud. Skal du have flere øvelser? Eller er du træt?” spørger Inge. ”Nej, jeg har det fint, men jeg er lidt brugt,” svarer Eigil.

”Det er vigtigt, at du mærker efter, hvad du kan. Det er i orden at springe over, hvis man har ondt,” svarer Inge og fortsætter: ”Du er jo præmiepatient. Du har trænet stort set hver dag og lavet øvelserne fint, du er meget velkørende.

Du behøver ikke komme næste uge, med mindre du gerne vil?” Eigil svarer henrykt ja tak og kører fra centret for næstsidste gang efter de seks ugers genoptræningsforløb.

Selvom Inge Bohn Bidstrup ser store fordele ved den digitale selvtræning, ville hun ikke undvære det ugentlig møde med patienterne.

”Uden onsdagstræningen ville jeg føle, at jeg blev koblet af de mennesker, der er. Det er godt at se dem en gang imellem, for jeg kan godt lide at møde mennesket. Og jeg tror ikke, at teknologien vil erstatte fysioterapeuten. Jeg tror, at vi får flere forløb, hvor vi ikke ser folk helt så meget, og så taler vi f.eks. i telefon med dem i stedet for. Men en telefonsamtale kan også være nærværende. Og måske vil det frigøre tid, så vi får mere tid til dem, der ikke kan selv. For der vil stadig være mennesker, som ikke er i stand til at bruge teknologi.”

Hvad har det gjort ved din rolle som fysioterapeut?

”Vi er jo blevet udfordrede. Vi skal have flere tekniske kundskaber, og vi arbejder på en mere konsulentagtig måde. Det er en ny måde at have holdtræning på, hvor det digitale gør det meget mere individuelt. Vores rolle er i højere grad at vejlede. Som fysioterapeuter har vi opøvet at skulle håndtere mange mennesker i et rum, men her er det helt anderledes, og det kan virke kaotisk for nogle fysioterapeuter. For når patienterne sætter telefonerne i gang på holdet og begynder at træne, så fyldes rummet af mobilernes instruktionsstemmer. Vi er vant til at styre en flok med vores stemme, og det kan vi ikke her. Vi har mistet kontrollen, og vi skal finde den på en ny måde. Og det er jo ikke alle fysioterapeuter, der synes, det er sjovt. Vi giver afkald på det nære, dér, hvor vi er inde og røre. Men så længe, der er mennesker, der får en gevinst ved, at de kan noget selv, så er det faktisk ret okay. Det er det, vi er her for. Personligt gør det mig rolig, at jeg ser, at borgerne godt kan manøvrere i det, og at de føler, at de får fin feedback. Det er nok i virkeligheden os terapeuter, der er mere kritiske end borgerne.”

Læs også: Vi sparer på transporten