"En god fysioterapeut er omstillingsparat"

"Jeg glæder mig til at blive kastet ud på dybt vand" tænkte Kasper Runge Andersen, da han startede i klinisk undervisning på Næstved Sundhedscenter på sjette semester.

Efter at have siddet stille på en skolebænk, så han frem til at behandle patienter igen og forsøge at omsætte den teori, han havde lært, til praktik. Det fik han rig mulighed for på Næstved Sundhedscenter, der varetager den kommunale genoptræning i Næstved Kommune.

I løbet af praktikken arbejdede han med borgere med alt fra sklerose til fodskader og amputationer. Den kliniske undervisning på stedet er tilrettelagt sådan, at de studerende gennem en onlineportal skriver sig på et skema ud for de patienter eller hold, de ønsker at arbejde med. På den måde er de i høj grad selv med til at bestemme, hvad de vil specialisere sig i.

En overraskende patient

Kasper Runge Andersen ville gerne have mere erfaring med en bestemt kropsdel. ”Jeg har altid syntes, at skulderen er et omfattende led, så jeg besluttede at arbejde meget med den. Jeg ville gerne udfordre mig selv,” siger han.

Han aftalte med sin kliniske underviser at stå for et længere træningsforløb for en ældre mand med en fraktur på højre skulder. Kasper Runge Andersen læste grundigt op på borgerens journal, inden de mødtes.

På trods af forberedelsen kom borgerens tilstand bag på ham. Det viste sig, at han på grund af sin alder fejlede mange andre ting end skulderskaden. Både smerter i leddene og en hævelse i håndleddet hæmmede hans bevægelsesfrihed i så høj grad, at han havde svært ved at udføre de øvelser, den fysioterapeutstuderende havde planlagt.

I en øvelse skulle den ældre mand f.eks. bruge den raske arm til at løfte og sænke den anden arm med et reb. Men håndleddet på den gode arm var så ømt, at borgeren ikke kunne holde om rebet. Derudover kunne Kasper Runge Andersen ikke undgå at bemærke, at patienten virkede nervøs.

Mindre samlebåndsstemning

Selvom han havde tilrettelagt træningen præcis, som han havde lært på uddannelsen, var det ikke nok.

”Planen kunne jeg lige så godt skrotte,” siger han. ”Situationen krævede, at jeg først og fremmest så på mennesket og mindre på diagnosen, og jeg måtte vurdere fra gang til gang, hvor hurtigt vi kunne gå frem,” siger han.

”Det var lidt frustrerende. Når man kommer lige fra skolebænken, vil man gerne kunne følge den tjekliste, man har lært i undervisningen. Men sådan fungerer virkeligheden ikke altid,” siger Kasper Runge Andersen.

For at få den ældre mand til at føle sig tryg, valgte han at træne i et mindre lokale, hvor de ikke skulle forholde sig til andre mennesker, i stedet for i centrets store holdsal.

Den studerende forsøgte også at sludre om hverdagsting og fortælle et par vittigheder. ”Det gjaldt om at løfte stemningen, så borgeren ikke følte, at behandlingen var endnu et stop på sundhedssystemets samlebånd,” siger han.

Kreativ klinisk ræsonnering

Efter nogle uger kunne han mærke, at borgeren slappede mere af i hans selskab. De ti uger, de endte med at træne sammen, husker Kasper Runge Andersen som et lærerigt forløb med god kemi mellemham og borgeren.

”Jeg ville ikke have været oplevelsen foruden. Det har styrket min kreativitet og kliniske ræsonnering, og det er jo dét, der gør én dygtig. En god fysioterapeut er omstillingsparat.”

Klinisk underviser, Majbrit Juel

Hvad er det særlige ved at være i klinisk undervisning hos jer?
Vi samarbejder på kryds og tværs i sundhedscentret, så de studerende får et bredt kendskab til fysioterapifaget og dets muligheder for tværfaglighed. Det giver et nyt perspektiv på
KRAM-faktorerne, som de studerende har lært om på studiet,
at jeg kan inddrage en af vores alkoholkonsulenter i undervisningen.
Udover at det lærer dem om lovgivningen på området og at screene for alkoholafhængighed, er det lettere at henvise en borger til et relevant tilbud, når man kender behandleren i forvejen.

Hvad er det vigtigste man lærer hos jer?
At alle mennesker og diagnoser er unikke. Selvom man tror, man ved, hvordan man behandler et knæ, kan man være tvunget til at revurdere sin plan, når man står over for borgeren. Måske fordi vedkommende er traumatiseret af den ulykke, der har forårsaget skaden, eller har andre personlige og fysiske problemer – vi behandler ofte borgere med flere konkurrerende problemstillinger på afdelingen. Den ”bløde” del af behandlingen, der handler om at kunne rumme borgerens svære følelser, er faktisk ofte mere krævende for de studerende end det rent fysfaglige.

Hvordan ruster I de studerende?
Det er vigtigt for os at samle op, når de studerende har brug for at bearbejde en oplevelse – og at mærke efter, hvad den enkelte studerendes behov er. Nogle har brug for at få vendt situationen ved at sammenligne den med teori fra studiet. Andre har brug for at jeg går med ud næste gang, de møder borgeren. Men det kan også bare være at få lov til at tale episoden igennem adskillige gange. Jeg har en regel om, at de studerende aldrig holder fyraften efter en svær situation, før de har talt den igennem med mig.