Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

"Sproget var det sværeste"

MIT JOB // Karl Emil Faarup arbejder som fysioterapeut i klinikken 'Pourat Konzept' i Berlin.
Foto: Malene Lauritzen

Hvad går dit arbejde ud på?

Jeg er fysioterapeut i klinikken Pourat Konzept i Berlin i Tyskland. Klinikken tager kun imod folk med privat sundhedsforsikring, så jeg behandler blandt andet bankdirektører og kendte erhvervsledere. Det gør lidt ondt i mit venstreorienterede hjerte, men det giver mange faglige muligheder. F.eks. har vi en hel time med hver patient.

Jeg har også adgang til nyt, dyrt udstyr som et EMS-bodysuit, der sætter strøm gennem udvalgte muskelgrupper i kroppen for at stimulere dem. Det er sjovt at få erfaring med, men for det meste holder vi os faktisk til enkle redskaber som loops og elastikker. I træningslokalet har vi også kun simple maskiner som snore- og kabeltræk.

Hvordan kan det være?

Klinikkens filosofi er, at holistisk og funktionel træning gør patienten bedre til at forstå sin egen krop. I maskiner bliver bevægelserne hurtigt endimensionelle – man sidder på sin flade og trækker i én retning.

I en planke ude på gulvet skal patienten forholde sig til hele kroppen – huske at trække skuldrene ind, holde knæene strakt og spænde op i balderne. Men det er selvfølgelig vigtigt, at der står en terapeut ved siden af og korrigerer. Jeg har haft fitnesstrænede patienter, der tror, de kan holde en planke i to minutter, men som knækker sammen efter 30 sekunder, når de bliver rettet.

Hvad mener du med, at patienten skal "forstå sin egen krop"?

Vi arbejder ud fra en tanke om, at de fleste skader skyldes, at folk har glemt de basale fysiske færdigheder, som at holde skuldrene nede i stressede situationer eller automatisk spænde op i maven, når man læner sig ind over en køledisk i supermarkedet.

Hvis du ikke kan det, har du faktisk ikke forudsætningerne for at deltage i dynamiske sportsgrene som tennis og fodbold. Og så nytter det ikke f.eks. at behandle en tennisskade lokalt, hvis det virkelige problem er, at alle muskler i kroppen er for stive og korte.

Jeg plejer at bruge et puslespil som billede på kroppen. Her er den logiske  fremgangsmåde at starte med at finde hjørnerne. På samme måde forsøger vi gennem en screening at afklare de basale begrænsninger først.

Patienterne skal helst kunne bevæge sig frit, f.eks. bøje og strække alle led normalt, før vi lader dem lave mere avancerede styrkeøvelser med egen kropsvægt. I forløbet ser vi ofte på flere indirekte problemstillinger som fødderne eller lændekontrol, selvom det er skulderen, patienten har ondt i.

Hvordan forklarer du dét til en travl topchef?

Hvis patienten ikke vil erkende sine skavanker, laver jeg øvelser med ham foran spejlet, hvor han ikke kan undgå at få øje på dem. F.eks. ved at bede ham presse lænden ind mod en pind, mens han træner, så han opdager hvor kort tid, han kan klare så simpel en øvelse.

Det kræver selvfølgelig lidt diplomatiske evner, men når man hiver en direktør ud af jakkesættet og ned i et par shorts, bliver forholdet automatisk mere ligevægtigt. Jeg tror også, det virker afvæbnende, at jeg behandler dem, som jeg ville behandle alle andre. Fordi jeg er dansker, opdager jeg først, at de er kendte, når mine kollegaer fortæller det bagefter.

Hvordan er det at arbejde på et andet sprog end dansk?

Det har klart været det sværeste ved at komme til Tyskland. Da jeg kom herned, var jeg kun blevet undervist i tysk i folkeskolen, så jeg startede på sprogskole og klarede mig igennem de første jobsamtaler på håbløst pirattysk.

Jeg kom faktisk ret hurtigt til samtale hos min nuværende chef, som jeg helst ville arbejde for. Men han bad mig komme tilbage, når jeg kunne sproget bedre. Så de første ni måneder arbejdede jeg på en anden klinik, mens jeg øvede mig.

Jeg vil anbefale andre at overveje destinationen grundigt, inden man rejser ud i verden. For mig var det en prioritet at lære et nyt sprog, men hvis man ikke har den motivation, kan det måske betale sig at vælge et engelsktalende land.

Hvorfor valgte du Tyskland?

Som nyuddannet følte jeg, at min uddannelse havde klædt mig godt på teoretisk, men at jeg manglede praktisk erfaring. Jeg vidste, at tyske fysioterapeuter er dygtige klinikere, så Berlin virkede som et oplagt valg.

Samtidig har det været let at få job her, fordi tyske chefer har stor respekt for, at danskere er gode til at forholde sig til forskning og akademiske artikler. Derudover er tyskerne et rart og høfligt folkefærd, og jeg føler, jeg har fået fem års erfaring på den halve tid.

Hvad er det vigtigste, du har lært?

Jeg er blevet opmærksom på, hvor meget vi fysioterapeuter kan byde ind med i forhold til læger. Hernede er læger eksperter i, hvordan en fod eller et enkelt led fungerer. Men de glemmer at tænke på, hvordan samme fod eller led bevæger sig rundt i verden sammen med resten af patientens krop.

Mit håb for standen er, at vi øver os i at blive sindssygt gode til netop det: at forstå hele bevægeapparatet som forskellige elementer i det samme system.

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar