Artikel fra Fysioterapeuten nr. 2, 2024

Tidligere numre

Det er min uges højdepunkt

TEMA // Jan Damgaard Bukrinskij fik konstateret diabetes efter mange års inaktivitet. I dag spiller han fodbold i Fremad Valby og er blevet mere bevidst om sin livsstil. Særligt den efterfølgende 3. halvleg giver livskvalitet og stof til eftertanke.
“Man vil jo gerne være i form, når man kommer på banen. Man kan godt tænke, ai, kan jeg virkelig ikke det? Når man er så stor som jeg, ved man jo godt, at det kan være svært at følge med. Men her kan alle være med, og det er en kæmpe motivationsfaktor,” fortæller Jan Damgaard Bukrinskij. Foto: Linda Johansen.

Sveden løber, der prustes og bliver sparket igennem på kunstgræsset i Hafnia Hallen, hvor 14 mænd og en kvinde spiller fodbold. De har alle en kronisk diagnose, som diabetes eller hjertesygdom, men på banen er det svært at se, at det ikke er et almindeligt oldboys-fodboldhold, som har træningskamp.

“Det er ugens højdepunkt,” siger Jan Damgaard Bukrinskij, som har diabetes og har spillet på holdet i godt et år. Han fik konstateret diabetes for knap to år siden med besked på, at han var nødt til at lægge sin livsstil om. Det var alvorligt.

“Mit blodtryk var alt for højt, og jeg er overvægtig. Det er jo hårdt for hjertet, og man kan få koldbrand. Jeg fik tilbudt piller, men jeg er imod piller, så da jeg fik et tilbud om at spille fodbold, slog jeg til.”

Jan Damgaard Bukrinskij er en af de borgere, som har benyttet sig af tilbuddet om at blive sluset ind i boldklubben Fremad Valby efter et afsluttet forløb hos Center for Diabetes. Klubprisen er 100 kr. om måneden, og spillerne mødes hver fredag i Hafnia Hallen, hvor de spiller to timer i træk inklusive opvarmning. Om sommeren foregår det udendørs på klubbens græsbaner. Kampene har fysioterapeut Lars Bjørnø som træner.

“Den første gang jeg kom her, troede jeg, at jeg havde fået influenza dagen efter, så hårdt var det. Men jeg kunne mærke en fremgang, og det gør en forskel, at man kommer her, for man kommer i bedre form,” siger Jan Bukrinskij.

Fra Ironmand til 134 kg

Jan Damgaard Bukrinskij har dyrket motion på højt plan det meste af livet. I ungdommen var det fodbold, og i 2011 gennemførte han en ironman. Men en knæskade satte en stopper for aktiviteterne, og da han besluttede sig for at købe en bil og skippe den daglige cykeltur til arbejdet, steg vægten til 134 kg.

“Jeg blev bare magelig, og det gik vildt hurtigt ned ad bakke,” fortæller han.

På arbejdet lagde hans kolleger mærke til, at han var begyndt at pruste meget og fik sendt ham afsted til lægen. Lægen konstaterede forhøjet blodtryk og diabetes, og han blev henvist til Center for Diabetes i København. Her deltog han i et forebyggelsesforløb og blev senere, med fysioterapeutens hjælp, sluset ind i boldklubben Fremad Valby, hvor han nu spiller fodbold hver fredag formiddag.

I dag spiser han piller mod forhøjet blodtryk og får tjekket blodtrykket hos lægen hver tredje måned. Han har tabt sig fire kg og er begyndt at spise mere grønt.

“Jeg er en stor livsnyder og kan godt lide en rød bøf og et glas rødvin. Men min læge siger, jeg skal tabe mig. Så jeg er blevet mere bevidst om, at jeg skal gøre noget. Mine børn har også sagt, at de ikke gider spise dessert med mig mere. Det er jo et fingerpeg,” siger han med et smil.

Motiverer til træning i hverdagen

Han har lagt motion ind i hverdagen og forsøger at gå 10.000 skridt hver dag. Han bruger blandt andet trappen i tårnet på Rigshospitalet, hvor han bestiger 16 etager, ligesom han cykler flere gange om ugen. Den daglige træning er i høj grad motiveret af den ugentlige fodboldkamp i Valby.

Spillerne har fået udleveret et træningsprogram af fysioterapeuten med squats og øvelser for mave, ben og arme og bliver opfordret til at holde sig fysisk aktive.

“Man vil jo gerne være i form, når man kommer på banen. Man kan godt tænke, ai, kan jeg virkelig ikke det? Når man er så stor som jeg, ved man jo godt, at det kan være svært at følge med. Men her kan alle være med, og det er en kæmpe motivationsfaktor,” fortæller han.

For Jan Damgaard Bukrinskij er den ugentlige træningskamp så vigtig, at han tilrettelægger sit arbejde efter det.

“Bolden gør et eller andet. Man bliver ivrig – og så mærker man ikke smerterne i musklerne, og det gør ikke så meget, hvis man falder. Man kan presse sig selv mere, når man kan se, at de andre har det jo ligesådan. Hvis man er glad for bold, så er det det helt rigtige,” siger han.

3. halvleg er vigtig

Det er dog ikke kun den fysiske aktivitet, men i lige så høj grad fællesskabet, han kommer efter. Spillerne samles efter kampen og drikker kaffe og sludrer om løst og fast.

“Vi passer på hinanden. Her kan man møde spillere, som har ondt i hoften ligesom en selv og som er på samme niveau. Jeg fandt også ud af, at der er ensomhed forbundet med diabetes. Jeg har mødt mange, der bor for dem selv og er ensomme, og så får man alle mulige dårlige vaner. Vi giver hinanden gode råd. Jeg spiser f.eks. for få grøntsager, men så var der en, der sagde, at man kan købe færdige grønne retter i Netto, så det gør jeg nu.”

“Det har virkelig været en livsforlænger at komme herud. Jeg glæder mig til fredagen, og det har givet mig energi og tro på, at man kan ændre adfærd. Og jeg vil jo gerne se mine børn blive ældre.”