Kvalitetsstandarder kan måske give et løft nogle steder

Hvad er nyt i kvalitetsstandarderne?

“Opgaven med at lave forebyggelsestiltag for kronisk syge er ændret fra at være en kan-opgave til en skal-opgave i kommunerne. Det er nu et krav, at kommuner tilbyder en afklarende samtale til henviste borgere med kronisk sygdom og giver tilbud om sygdomsmestring, kostvejledning, fysisk aktivitet, nikotinafvænning og forebyggende samtale om alkohol til borgere, som ud fra en sundhedsfaglig vurdering kan have gavn af tilbuddene.

Som en del af tilbuddene skal man i kommunerne også støtte aktivt op om, at borgeren kan tage ændringerne med ind i sin hverdag efter forløbet. Desuden skal man fra kommunens side give en tilbagemelding til almen praksis efter forløbet. Der er gode elementer i standarderne, men i Diabetesforeningen synes vi, de er for vage.”

Skal der gives nye tilbud til patienter med type 2-diabetes?

“Der er i dag alt for store forskelle i kvaliteten af forebyggelsen på tværs af kommuner. Vi kan se store kommunale forskelle på, hvor velbehandlede mennesker med type 2-diabetes er: Hvis du bor i Jammerbugt Kommune, er sandsynligheden for, at du har et for højt langtidsblodsukker, markant større, end hvis du bor i Lemvig Kommune. Det kan skyldes mange faktorer, men noget af forskellen kan udjævnes ved at sikre en ensartet høj kvalitet i kommunernes forebyggende tilbud.

Nogle steder skal man nok til at gøre tingene anderledes nu, især fordi der nu er et krav om, at forløbet skal indeholde sygdomsmestring. Så det er ikke længere tilstrækkeligt, at kroniske patienter f.eks. alene tilbydes træning på et blandet hold.”

Bliver det fysioterapeuter, der skal stå for fysisk aktivitet?

“Ikke nødvendigvis, desværre. Jeg sad i den arbejdsgruppe, der forberedte forslaget til kvalitetsstandarder, sammen med faglige eksperter og repræsentanter fra patientforeninger, kommuner og regioner. I vores fælles forslag til en ny kvalitetsstandard indgik, at det skulle være sundhedsprofessionelle med mellemlang videregående uddannelse, der stod for sygdomsmestring, kostvejledning og fysisk aktivitet, og at der var en uddybende beskrivelse af den nødvendige viden og de kompetencer, der skal til, for at man kan garantere ensartet høj kvalitet.

Men den del er desværre slettet i de færdige standarder. Nu står der, at ’som udgangspunkt varetages fysisk aktivitet af en sundhedsprofessionel med en mellemlang videregående uddannelse’, og så er det tilføjet i en note, at ’sundhedsprofessionelle, eksempelvis sosu-assistenter, kan opfylde kravet via deres grunduddannelse’. Der stilles ikke engang krav om efteruddannelse. Det, synes vi, er meget ærgerligt. Alle sundhedsprofessionelle er ikke lige gode til alle opgaver, hvis kvaliteten og effekten skal være høj.”

Hvordan vil fysioterapeuter mærke ændringerne?

“Fysioterapeuter får på nogle områder et fundament at stå på. Det vil sige, at de kan henvise til kvalitetsstandarden, når de holder fast i, at der skal laves en individuel træningsplan for hver borger, som også omfatter en plan for, hvordan borgeren kan være fysisk aktiv i hverdagen, når forløbet slutter.

I standarden er der også nogle anbefalinger til, hvor ofte der skal være fysisk aktivitet, om det kan foregå på hold osv., og der er krav om en opfølgende samtale. Fysioterapeuter har blik for de her ting i forvejen, men nu har de lidt mere at henvise til, når de holder fast i, at der skal være kvalitet i indsatsen.”

Får alle patienter et tilbud om forebyggelse fremover?

I dag har kun 23 pct. af mennesker med type 2-diabetes fået et forebyggelsestilbud i deres kommune inden for de sidste fem år. Vi håber selvfølgelig, at det tal bliver langt højere. Men der er stadig meget elastik i kvalitetsstandarden, og der er ikke fastsat nogle konkrete mål for, hvor mange borgere med kronisk sygdom, som kommunerne skal nå med deres forebyggende tilbud. Den slags mål kunne vi godt tænke os på sigt. Eksempelvis et mål om, at alle borgere med kronisk sygdom skal have et tilbud i forbindelse med, at de får diagnosen.”