Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Råb op, hvis pleje bliver hverdag

LEDER // Hvis I får en kontrakt, hvor der står plejeopgaver, vil jeg opfordre jer til at kontakte os

OK24 er landet, og med den en perlerække af diskussioner med arbejdsgiverne om hverdagen ude på arbejdspladserne. Løn og fleksibilitet var hovedtemaerne, men ud over de store overskrifter medbragte vi også et ønske om større fokus på fysioterapeuters faglighed.

For mange fysioterapeuter oplever, at de bliver bedt om at løse plejeopgaver, når der mangler kollegaer. Og virkeligheden er, at der ikke kommer flere SOSU-assistenter eller sygeplejersker – og dermed vil presset på fysioterapeuterne stige.

Vores besked til arbejdsgiverne er derfor helt klar: Fysioterapeuter skal ikke løse plejeopgaver. Det skal vi ikke, fordi vi ikke er uddannede til det – men vigtigst, fordi patienterne har ret til fysioterapi.

Rollen som fysioterapeut strækker sig langt, og vi er eksperter i bevægelse, rehabilitering og sundhedsfremme. Vores faglighed bygger på en solid uddannelse, kontinuerlig udvikling og evidensbaseret praksis. Det er det, der gør os unikke og værdifulde i det tværfaglige sundhedsteam. Så hvordan sikrer vi, at fysioterapeuter kan holde fast i fagligheden?

Her er der brug for en grundlæggende ændring af sundhedsvæsenet, hvor værdien af fysioterapi anerkendes, og vi får de nødvendige ressourcer og rammer til at udføre vores arbejde i overensstemmelse med vores faglige standarder. Her gør jeg alt, hvad jeg kan for at påvirke politikerne.

Jeres opgave er at holde fast i fagligheden på arbejdspladserne. Og hvis I får en kontrakt, hvor der står plejeopgaver, vil jeg opfordre jer til at kontakte os – kun på den måde ved vi, hvad der sker – og kun derved kan vi handle.