Studie viser høj forekomst af rygbesvær hos yngre med hofteartrose

 24 patienter rekrutteret fra sekundærsektoren med røntgenverificeret hofteartrose indgik i studiet. Målet med studiet var at finde frem til, hvor mange patienter der ud over hofteartrose også havde smerter og dysfunktion i hofte, bækken og ryg. De inkluderede blev bedt om at vurdere smerteintensiteten med en VAS-skala og markere, hvor de havde ondt på et kropsskema. Western Ontario and McMaster Universities Osteoarthritis Index (WOMAC) blev brugt til at bestemme selvrapporteret smerte og besvær fra hoften, og Roland Morris Disability Questionnaire til at vurdere smerte og besvær fra lænden. Herefter blev deltagerne undersøgt af en fysioterapeut med 20 års klinisk erfaring.

Undersøgelsen bestod af palpation af lænderyg, smerteprovokationstest af bækkenled og bestemmelse af bevægelighed (ROM) i hofte og ryg. 16 ud af 24 patienter rapporterede om smerter fra ryggen. Det var primært de yngste i gruppen, der havde rygsmerter og -besvær, og de havde også smerter flere andre steder i kroppen og scorede højere på WOMAC end de øvrige i studiet. Gruppen med lænderygbesvær adskilte sig ikke fra de øvrige, hvad angår BMI, ko-morbiditet eller graden af artrose i hoften.

Fysioterapeuten kunne ved palpation identificere flere smertefulde områder i lænden hos dem, der havde flest positive smerteprovokationstest i bækkenet. Der var ingen forskel på bevægeligheden i lumbalcolumna mellem dem, der havde ryggener og dem, der ikke havde. Gruppen med lænderygbesvær havde nedsat hoftefleksion og flere smerter under hofteabduktion og -udadrotation. 

Forskerne bag studiet anbefaler, at patienter med hofteartrose som rutine undersøges for gener og dysfunktion i bækken og ryg. Der bør dog ifølge forskerne tages forbehold for studiets resultater på grund af få inkluderede. Desuden er undersøgelsen gennemført med patienter fra sekundærsektoren, og patienterne herfra afspejler ikke nødvendigvis tilsvarende patientgruppe i primærsektoren.

French HP, O’Donnel B, Cuddy V, O’Connel P. Clinical features of low back pain in people with hip osteoarthritis: A cross sectional study. Physiotherapy Practice and Research 36 (2015) 15-22.

Individuelt tilpasset træningsprogram gør mennesker med muskuloskeletale lidelser mere aktive

Et norsk studie viser, at det er muligt at gøre mennesker med muskuloskeletale lidelser mere aktive ved at tilbyde dem et individuelt tilpasset træningsprogram. I november 2014 publicerede en norsk forskergruppe et tværsnitsstudie i tidsskriftet Physiotherapy, der viser, at mennesker med muskuloskeletale lidelser er markant mindre aktive, og at deres fysiske funktion målt på BMI, rejse-sætte-sig-test, 6-minutters gangtest og styrketest er væsentlig dårligere end en sammenlignelig kontrolgruppe. Samme forskergruppe har publiceret endnu en artikel, der viser, at det er muligt at påvirke denne populations aktivitetsniveau, hvis en fysioterapeut hjælper med at lægge et individuelt program tilpasset den enkelte. 

190 patient med muskuloskeletale lidelser fra syv forskellige fysioterapiklinikker indgår i studiet. Patienterne, der i forvejen blev behandlet for en muskuloskeletal lidelse på klinikken, udfyldte ved inklusionen The International Physical Activity Questionnaire og COOP/WONCA testbatteri, der bruges til at få patientens egen vurdering af fysisk formåen og den generelle helbredsstatus. 42 patienter blev ekskluderet, enten fordi de havde afleveret en mangelfuld besvarelse af spørgeskemaet, eller fordi de udeblev fra træningen. Der blev udarbejdet et træningsprogram til hver af deltagerne med udgangspunkt i besvarelserne fra spørgeskemaerne og de fysiske test ved inklusionen. Programmet bestod af konditionstræning (gang, cykle) og muskelstyrketræning. Fysioterapeuten superviserede træningen en gang om ugen og sørgede for, at patienterne trænede med en passende intensitet, dosis og frekvens. Hver træningssession varede mindst 30 minutter. Interventionsperioden var på 12 uger.

Resultatopgørelsen viste, at deltagerne efter studiets afslutning var markant mere aktive og havde reduceret den tid, de sad stille fra 405 minutter om dagen til 360 minutter om dagen. De fleste havde øget intensiteten på de fysiske aktiviteter fra lav- til moderat- eller høj-intensitetstræning. De fleste oplevede en positiv gevinst af det øgede aktivitetsniveau målt på COOP/WONCA. 47 procent angav således at de følte, at deres generelle helbredsstatus var forbedret. Andelen af patienter, der ikke mente, de kunne træne på grund af nedsat funktion, blev reduceret fra 7 procent til 1 procent.  Forskerne giver i diskussionsafsnittet udtryk for, at fysioterapeuter med deres viden inden for muskuloskeletale lidelser har særlige forudsætninger, der kan bruges til at øge det fysiske aktivitetsniveau hos denne gruppe patienter.

Holm I, Tveter AT, Moseng T, Dagfinrud H. Does outpatient physical therapy with the aim of improving health-related physical fitness influence the level of physical activity in patients with long-term musculoskeletal conditions? Physiotherapy 2014, in Press. 

Læs artikel i Physiotherapist Journal