Min arbejdsplads
Hvad laver du?
Jeg er ansat 28 timer om ugen hos Ørestadens Kiropraktorer. Både jeg og de tre kiropraktorer på klinikken arbejder deltid 28 timer for også at få plads til noget passion ved siden af. Jeg arbejder desuden som fysioterapeut i Københavns Klatrecenter og underviser i mountainbike for ’Ung I Rudersdal’, som er et undervisningstilbud til alle unge i Rudersdal Kommune.
Hvordan havnede du på en kiropraktorklinik?
Jeg blev uddannet i 2013 og fik først et vikariat på et sygehus, men søgte stillingen hos kiropraktorerne, fordi den næsten lød for godt til at være sand. Det var ikke mindst på grund af det tværfaglige element – og så dét at jeg får det samme i løn som ansatte kiropraktorer, hvilket giver mig næsten det samme i løn for 28 timer, som jeg fik for 37 timer på sygehuset.
Hvad er din rolle?
Først og fremmest er den ny. Her har ikke været en fysioterapeut før, og jeg har selv været med til at bygge stillingen op og har haft god mulighed for at præge den. Det er en stor tillid, de viser mig, når man tænker på, at jeg jo ikke har mange år på bagen. De havde tidligere en fysioterapeutstuderende ansat til bløddelsbehandling, og efterhånden som han jo kunne mere og mere, kunne de se, at det gav mening at have en fysioterapeut ansat. Jeg støtter op om den manuelle kiropraktiske behandling bl.a. ved brug af mobiliseringer, optapening, bløddelsbehandling og ved at stå for det træningsmæssige. Og jeg tager også, som noget helt nyt, patienter i rene fysioterapiforløb.
Hvad vidste du om kiropraktik, da du startede; er der noget, der har overrasket dig?
Hvis jeg er blevet overrasket, er det nok over, hvor godt de to fag går i spænd og komplementerer hinanden, så der kan skabes et godt forløb for patienten. Det er fag, der burde inddrage hinanden meget mere, synes jeg.
Hvorfor gør de ikke det, tror du?
Det sker også mere og mere, men jeg tror, der stadig er en vis modstand, der bunder i noget konkurrence. Men jeg tror faktisk, at modstanden mest er hos fysioterapeuterne. Jeg var på kiropraktorkongres i efteråret, og her hørte jeg en masse rosende ord om fysioterapeuter og mødte ikke en eneste kiropraktor, der ikke enten havde en fysioterapeut ansat eller samarbejdede med fysioterapeuter på anden vis. Til gengæld tror jeg godt, man kan finde fysioterapeuter, der ikke har noget samarbejde med kiropraktorer. Jeg synes, man kan finde den samme forskel hos foreningerne. På Dansk Kiropraktorforenings hjemmeside finder jeg ofte noget, der fremhæver fysioterapeuter og fysioterapeutisk forskning, for eksempel GLAD-projektet, men jeg synes ikke, jeg ser det tilsvarende på fysio.dk
Kan du lære noget af kiropraktorerne?
Ja, helt klart, for eksempel omkring billeddiagnostik. Vi har billeddiagnostik på en stor del af vores patienter, og det er en god støtte i behandlingen. Men man skal selvfølgelig ikke stirre sig blind på billederne og tro, at man ud af dem kan aflæse, hvor ondt folk har det, men det er et gavnligt værktøj.
Hvad skal der til for, at man kan trives i en stilling som din?
Man skal være villig til at arbejde sammen med en anden faggruppe, og man skal være klar til også at have bløddelsbehandling, og så skal man være klar til at have alle slags patienter, lige fra spædbørnene til atleterne og den ældre del af befolkningen.
Savner du aldrig at have fysioterapeutkolleger?
Jo, jeg må indrømme, at jeg følte mig lidt udenfor på kiropraktorernes fagkongres, selvom jeg var glad for at være inviteret med. Der er ca. 600 kiropraktorer i Danmark, og de 500 var til stede på fagkongressen, og heraf har 80 procent nok gået i skole sammen. I hverdagen kan jeg også godt savne at have fys-kolleger, for man er jo alene om dét, der er meget fysioterapeutisk, en ganganalyse for eksempel. Men jeg ser det ikke som et egentligt problem, for jeg har fysioterapeuter i min omgangskreds, som jeg kan trække på, hvis jeg får brug for det. Men drømmen er, at vi om et par år er to fysioterapeuter på klinikken.
Bliver du så længe?
Ja da, jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle. Jeg har et virkelig godt job, som jeg udvikler mig i, og jeg har søde og dygtige kolleger.
Hvad er det bedste ved dit job?
Det er helt klart min mulighed for at udvikle mig og være med til at præge dagligdagen i klinikken. Jeg synes, at vi har et rigtig godt arbejdsmiljø og et rigtigt godt samarbejde og gensidig respekt for hinanden. Der er altid mulighed for at trække en kollega til side, og vi har ugentlige møder hvor vi arbejder med klinikken og vores udvikling, og hvor vi har mulighed for at sparre med hinanden og bruge hinandens styrker.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.