Respiratorpatienter har det bedst vågne

En mandlig patient har været indlagt på intensiv afdeling i over en måned. Han blev indlagt på grund en pankreatit med efterfølgende komplikationer i form af lungebetændelse og cirkulationssvigt. Fysioterapeut Mads Bisgaard Borup har sammen med lægen og sygeplejersken besluttet, at patienten i dag skal op at gå for første gang. Selv om han har lukkede øjne, reagerer han på fysioterapeutens kommandoer og hjælper selv til med at komme op at sidde.

Et kraftigt hosteanfald ser i første omgang ud til at stoppe gåturen, allerede inden den er kommet i gang, men Mads Bisgaard Borup foreslår at koble respiratoren fra, og det viser sig at være en god strategi. Patienten får styr på respirationen og muligheden for at kommunikere, og det gør ham mere vågen og bevidst. Siddende på sengekanten prøver Mads Bisgaard Borup at få patienten til aktivt at rette ryggen og løfte hovedet. Inden han skal ud at gå, opfordres han til at strække og bøje knæene. I stående stilling trænes han i at tage vægten på benene og holde knæene strakt, inden han tøvende tager et par skridt, mens han støtter sig til talerstolen.

Fra projekt til fast rutine

På intensiv afdeling på Odense Universitetshospital (OUH) har man siden 1999 valgt at holde patienter, der er i respirator, vågne. Der lægges vægt på, at alle patienter mobiliseres flere gange dagligt af både plejepersonalet og fysioterapeuterne. Det er primært fysioterapeuterne, der i samråd med læger og sygeplejersker vurderer, hvor store krav man kan stille til patienterne under mobiliseringen, og hvor meget de kan trænes undervejs.

I 2006 gennemførte overlæge Thomas Strøm fra intensiv afdeling på OUH sammen med kolleger et studie med 140 patienter indlagt på intensiv afdeling, hvor halvdelen blev randomiseret til enten at være vågne, som patienten beskrevet ovenfor, eller blev lagt i koma i forbindelse med respiratorbehandlingen. Undersøgelsen viste, at den gruppe, der blev holdt vågen (med smertebehandling) lå kortere tid i respirator, lå færre dage på intensiv afdeling og blev hurtigere udskrevet fra stamafdelingen sammenlignet med den gruppe, som blev holdt i kunstigt koma.  Begge grupper modtog samme behandling, men den vågne gruppe kunne skønsmæssigt mobiliseres hyppigere og mere aktivt end gruppen, som var i kunstigt koma.

Selv om man ifølge overlæge Thomas Strøm ikke kan sige, om det var hele pakken af ændrede indsatser eller enkelte dele, der gav den gode effekt, var resultatet så overbevisende, at hele pakken med vågne patienter nu er blevet indført i sin helhed som fast rutine på de fleste afdelinger i Danmark. Udgangspunktet er en grundlæggende filosofi om, at patienter bliver alt for dårlige af at ligge helt stille i mange dage, og at man med en vågen patient lettere kan holde de kognitive og fysiske funktioner ved lige, så patienten hurtigere kan komme tilbage til tidligere liv.

Der er ansat to fysioterapeuter på afdelingen på fuld tid. Mads Bisgaard Borup og Anna Bonderup Hesby er på intensiv afdeling alle ugens dage, men deler weekendvagterne med andre vagtbærende fysioterapeuter fra genoptræningsafdelingen.

Fysioterapeuter træner under mobiliseringen

Patienten, som Mads Bisgaard Borup havde oppe at gå, ville man tidligere have lagt i koma, og den mobilisering, man gennemførte, ville i givet fald være passiv. Med vågne patienter er det muligt at tilføje træning til mobiliseringen og dermed starte med genoptræning på et tidligt tidspunkt, fortæller Mads Bisgaard Borup.

”Vores mål med mobilisering er primært at træne patienterne og mindske den svækkelse, der kommer i musklerne. Den aktive mobilisering er ikke kun en fordel for patientens fysiske funktion, men også for den kognitive funktion”, siger Mads Bisgaard Borup. 

”Vi er med til at vurdere patienternes funktionsniveau, og det er ofte os, der kan vurdere, hvordan patienten bedst mobiliseres. Denne viden er vigtig for plejepersonalet, der mobiliserer patienterne flere gange hver dag”, supplerer Anna Bonderup Hesby.

Det kræver en vis portion opfindsomhed, når patienter med meget forskellige problematikker og dermed mange og meget forskellige behov for støtte og aflastning, skal mobiliseres.  Anne Bonderup Hesby og Mads Bisgaard Borup er i gang med at finde nye tekniske hjælpemidler og arbejder på at få bevilget et mobilt gangstativ med gå-sele, der kan bruges til patienter, der ikke kan tage fuld vægtbæring. For at intensivere mobiliseringen bruger de også en avanceret sengecykel, der ikke skal erstatte fysioterapeutens eller plejepersonalets mobilisering, men supplere den. Aktiv træning med sengecykel kan få patienterne til at sove bedre og få maven i gang. Den aktive og bevidste træning er desuden med til at få patienterne til at mærke kroppen og dens afgrænsning, hvilket ofte er et problem hos dem, der har været indlagt i lang tid, forklarer Anna Bonderup Hesby. 

Gerne flere fysioterapeuter

To fysioterapeuter i en afdeling med 28 senge, slår ikke til, konstaterer Thomas Strøm.

”Så vi må hver dag prioritere, hvem de skal mobilisere og træne. I princippet er det kun meget få patienter med svære neurotraumer, der ikke skal mobiliseres og trænes af fysioterapeuterne”.   

Selvom sygeplejerskerne også mobiliserer, er der ifølge sygeplejerske Katja Grønlund stor forskel på fysioterapeutens og sygeplejerskens rolle i mobiliseringen. ”Vi har ofte brug for hurtigt at få patienterne op at sidde, mens fysioterapeuterne bruger mobiliseringen til at træne patienterne i funktioner og vurdere deres aktuelle funktionsniveau. Og så er fysioterapeuternes tilgang med til at motivere patienterne. Det har vi brug for i det daglige, når vi selv skal mobilisere patienterne”, siger Katja Grønlund.   

Selvom Mads Bisgaard Borup og Anna Bonderup Hesby ikke altid har vagt i weekenderne, får de fleste patienter fysioterapi mindst én gang i løbet af weekenden. 

"Vi har sat barren højt, men vi er også nødt til at prioritere. Vi så også gerne, at Mads og Anna kunne følge patienterne op på stamafdelingen, når de overflyttes fra os. For det er vigtigt, at patienterne fortsat mobiliseres.  Det har vi ikke mulighed for lige nu, men jeg håber, vi får ressourcerne til det. For spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være”, siger Thomas Strøm.

Den bevidste patient kan sige fra

Den næste patient ligger også i respirator og har været indlagt på afdelingen en uge med septisk chok som følge af en alvorlig infektion. Det er aftalen, at han skal op at sidde på sengekanten for første gang, men da Anna Bonderup Hesby kommer forbi, føler patienten sig så svækket, at han på ingen måde har lyst til at komme ud af sengen og slet ikke have besøg af en journalist på stuen.

Nogle timer senere er patienten alligevel indstillet på at give mobiliseringen en chance. Selv om Anna Bonderup Hesby bruger løftesejl til mobiliseringen, opfordrer hun patienten til at hjælpe til undervejs. Siddende på sengekanten træner han nakke- og trunkusstabilitet og tilskyndes til at bøje og strække knæene.

”For at få aktiveret så svage og dårlige patienter er det vigtigt, at man som fysioterapeut kan sætte sig igennem og overbevise patienten om nytten i at komme op. Vi er gode til at presse patienterne og bruger ofte humoren. Nogle patienter siger ja til mobiliseringen bare for at slippe for at høre på os”, siger Mads Bisgaard Borup. 

Det lykkes for patienten at sidde på sengekanten i 4 minutter, og det er væsentlig længere tid, end både overlæge Thomas Strøm og Anna Bonderup Hesby havde forventet.