Fra fysioterapien til fødestuen

Mitzie Tvillinggaard har forberedt sig på interviewet. Mens espressomaskinen sprutter en americano ud, finder hun tre håndskrevne sider frem fra tasken med tætte kuglepensnoter på. Hun er nødt til at vende papiret et par gange for at følge sætningernes snirklede vej rundt på det ternede ark.

”Det er ikke til at forstå for andre. Det ser rodet ud”, siger hun måske af skræk for, at jeg skulle finde ud på at gribe ud efter pointerne på papiret uden at få en ordentlig forklaring med på vejen. Ting skal gøres ordentligt, når man har med den 41-årige jordemoder og fysioterapeut at gøre. I de mails, vi sender frem og tilbage for at aftale tid og sted, er der en lille reserverthed. Hvad skal artiklen handle om?   

Det reserverede er pist væk, da hun et par dage senere stiller cyklen på Sankt Hans Torv og går hen over brostenene for at søge ind i varmen på en høj caféstol. Alt bliver godt, kan man mærke, så snart hun sætter sig, og det må være omtrent sådan, fødende på Rigshospitalet har det i selskab med hendes behagelige udstråling. ’Sørg for at få Mitzie, hun var det bedste ved min fødsel’, har en taknemmelig nybagt mor i hvert fald skrevet på Babyportalen.

Overså debat om bækkenbund

Mitzie Tvillinggaard har kant under sit tykke pandehår og smilende øjne bag de røde briller. Hun er typen, der går all in, når først hun sagt ja, men det betyder ikke, at hun så siger ja til alt, hvad man spørger om. Hun kan sagtens sige fra og ’øv’, hvis hun for eksempel er gået glip af en god faglig debat. Det ærgrer hende tydeligt, at hun ikke har været opmærksom på januar-nummeret af Fysioterapeuten, hvor fronterne var været trukket rimelig skarpt op i diskussionen om den tværstribede muskulatur i kvinders nedre regioner. Bækkenbunden er nemlig tilfældigvis Mitzie Tvillingaards metier, og hun tog initiativ til Rigshospitalets ambulatorium, der åbnede i 2011, for kvinder med bristninger og bækkenbundsproblemer i forbindelse med fødslen.

”80 procent af alle førstegangsfødende brister i vagina eller perineum. 5-6 procent af førstegangsfødende pådrager sig en grad 3 eller 4 bristning, altså en sphinchterruptur. Grad 1 og 2 bristninger sutureres af en jordemorder. Grad 3 og 4 af en læge. Det er de mere alvorlige bristninger, som man ikke tidligere havde et fast system til at fange og følge op på, som jeg er med til hjælpe i ambulatoriet i dag med en tidlig intervention, hvis kvinden f.eks. skal resutureres”, fortæller Mitzie Tvillinggaard og tilføjer forklarende:  

”Hvis man syr om inden for to-tre uger, bliver resultatet ofte godt. Derfor er det også ærgerligt at tænke på, at mange fødende stadigvæk kan gå rundt med sphincterrupturer og være bange for, om de f.eks. vil lide af afføringsinkontinens resten af livet, uden at tale med nogen om det. For det er jo ikke alle steder, kvinder får det tilbud, vi har på Riget. Man behøver ikke den store fantasi for at forestille sig, hvordan de ret private og intime problemer kan påvirke amningen og kropsbevidstheden. For ikke at tale om sexlivet…”.

Mitzie Tvillinggaard var på selvbestaltet, uofficiel research i et års tid, før hun fik solgt ideen om ambulatoriet til Rigshospitalets ledelse. Hun brugte fritiden på at ringe fødende op og spørge til deres fødselsoplevelser og underliv og kontaktede også andre fødesteder for at høre om deres praksis og for at samle evidens.

”I 50 procent af tilfældene vil kvinder med inkontinens ikke henvende sig. Det er derfor vigtigt, at vi indkalder kvinderne”, forklarer hun.

 Hun siger også, at det kvalitetsløft, hun har arbejdet for, næppe var blevet til noget, hvis ikke hun også havde været fysioterapeut.  

”Ambulatoriet er et af flere eksempler på, at det giver mening at blande ’jordemoderi’ og fysioterapi. Selv om jeg absolut ikke havde koblingen i tankerne, da jeg i sin tid valgte at læse videre til jordemoder, har jeg mærket, at de to fag er i familie. Forleden, da jeg sad og kiggede på ’Fysioterapeut’ i uddannelsesguiden på nettet, lagde jeg sjovt nok mærke til, at jordemoder også bliver nævnt som ’et alternativt fag’ sammen med fag som kiropraktik, idræt og ergoterapi, så nogen har tænkt tanken før.

Har valgt rigtigt to gange

Øjnene tager en tur rundt på papiret for at finde fokus i en samtale, der ellers let kunne stikke af i alle retninger. Til Slovenien eller sommerhuset, hvor Mitzie elsker at holde ferie med sin søn og sin mand, eller til Grønland, hvor hun var i praktik under sin jordemoderuddannelse. Men vi bliver på sporet: Det unikke ved fysioterapi og jordemoderfaget, som er hendes to uddannelser.
 
”Jeg synes, at jeg har valgt rigtigt to gange”, siger Mitzie Tvillinggaard og vender tilbage til, hvorfor hun egentlig søgte ind på fysioterapeutuddannelsen i Næstved i 1997,  og hvorfor hun ret hurtigt kunne mærke, at fysioterapi ikke kom til at stå alene for hendes vedkommende; at hun ville studere videre efter fysioterapeutuddannelsen, og at hun havde svært ved at se, hvad hun nogensinde skulle bruge el-terapi til.

”Anatomien, fysiologien og alt det menneskelige på uddannelsen var til gengæld lige mig. Jeg har gemt anatomikortene fra dengang af samme grund. Det var altså et heftigt pensum, hold op hvor vi terpede udspring og hæfte på de muskler! Men jeg oplever jo hver dag, hvordan det jeg lærte i de år kommer mig til gode i forhold til det, jeg laver i dag. Både at jeg tænker over mine arbejdsstillinger og opfordrer mine kolleger til at køre briksen ned og op og i forhold til at være tæt på mennesker. Fødslen er en ekstremsituation, hvor vi skal igennem en oplevelse, som er langt ud over det sædvanlige. Vi kender ikke vores egne reaktioner, og smerten kan være så intens, at vi ikke aner, hvad vi skal gøre med os selv og af os selv. Den kropslige generthed, mange unge, også jordemoderlever, bokser med i dag, har jeg gudskelov aldrig kendt til.

Ifølge Mitzie Tvillinggaard er universalnøglen på fødegangen såvel som indenfor rehabilitering, at du tør intimiteten. Selv om nogen sikkert ville kalde det ’spild af tid’ først at tage en mellemlang uddannelse og bagefter én til, så har det været en fin vej for hende.

”Jeg ser det sådan her: Hvis du tegner to cirkler, en for jordemoderfaget og en for fysioterapi, og fylder cirklerne med ord, der karakteriserer henholdsvis en god jordemoder og en god fysioterapeut, så ender du med en fællesmængde med ord som ’støttende, lyttende, anerkendende, at udvise tillid og empati samt at besidde evnen til at styre dialogen og forløbet. Fysioterapi var en grunduddannelse ikke bare i fysiologi og anatomi og i at røre ved andre mennesker, men også en måde at lære mig selv bedre at kende på. Det var et firetimers kursus i fødselslære, der åbnede godteposen for mig. Men det var ikke der, jeg fandt ud af, at jeg ville være jordemoder, det modnedes langsomt”.  

”Jeg er glad for, at jeg først opdagede det undervejs. De jordemoderstuderende, jeg møder i mit job, som har drømt om at blive jordemødre fra de var små, og som aldrig har overvejet andet, får af og til et chok, når de kommer ud i praktik. De ved ikke, hvad det vil sige at have kittel på og at gå så langt ind i andres intimsfære. At være jordemoder er jo ikke kun at forløse et barn.

Savnede intensitet

Den korte version af Mitzie Tvillinggaards arbejds- og studieliv er, at hun blev fra uddannelsen i Næstved i 2000. Derefter arbejdede hun et år som fysioterapeut i tre forskellige job, indtil hun blev optaget på kvote 2 på jordemoderskolen i København. Der fik hun merit for anatomi og fysiologi, med hendes egne ord ’et godt forspring’ i forhold til at kunne fordybe sig i nye fag som f.eks. jordemoderkundskab. I 2004 efter sin praktik på Grønland blev hun færdig som jordemoder.

”Det, jeg savnede ved fysioterapi, var intensitet og specialisering. Det fik jeg, da jeg startede på Glostrup som jordemoder. En fødsel er vildt intens, du går fra A til B på rekordtid. Man kan ikke gå og vende og dreje alting; der skal træffes beslutninger lige her og nu, for det sker lige nu. Som jordemoder får du mulighed for at gøre en verden til forskel på et tidspunkt i menneskers liv, som de altid vil huske, og for det meste som noget lykkeligt. Som fysioterapeut følte jeg tværtimod nogle gange, at det var hip som hap, om det lige var mig eller en kollega, der stod for træningen. Jeg havde det svært med, at ’fravær af tilbagegang er at betragte som fremgang’ i f.eks. rehabiliteringen”, ræsonnerer hun.

Mitzie Tvillinggaard er ikke ude på at træde nogen over tæerne. Faktisk er diplomati og evnen til at lytte to kvaliteter, hun gør sig umage for at leve ud i samværet med kolleger både tværfagligt og indenfor jordemoderfaget.  

”’Mennesker har to ører og kun én mund, har min mor altid sagt med den åbenbare pointe, at man bør tale mindre og lytte mere. Det er et godt råd, som jeg bruger meget i mit arbejde, hvor det jo tit handler om at få ting til at fungere, selv om folk er bange, usikre eller træffer valg. Jeg undgår altid at pege fingre, selv når det berører områder, der ligger mig på sinde. F.eks. når det gælder bristninger, er der jo nogle jordemødre, som har flere kvinder, som brister end andre, og her nytter det ikke at dæmonisere. Jeg tænker altid lyt og spørg: ’Hvad skete der, hvad gjorde du, og hvordan kan man gøre det anderledes?’”, forklarer hun.

Lader være med at jamre

Mitzie er vokset op med god sund fornuft på en gård i Ugerløse ved Holbæk med sine forældre og to søstre. Den ene søster bor i dag i den andelsboligforening på Frederiksberg, hvor Mitzie Tvillinggaard og hendes kæreste har boet de sidste 17 år. Kæresten er også far til deres søn Sebastian på 9 år. 

”Lige dér er jeg ikke til spræl”, siger hun med reference til sin forkærlighed for farvestrålende tøj og sin porcelænssamling, der er alt andet end Royal Copenhagens riflede nydelighed. I hendes køkken findes der ikke to ens kopper og ingenting i hvidt. Og når hun klæder sig på, gider hun heller ikke falde i et med tapetet. Mitzie elsker at gå i hjemmestrikkede ting og har formentlig Frederiksbergs eneste par røde benvarmere og høje røde travesko med sorte snørebånd i.

Hun går gerne imod strømmen, ikke bare i sin tøjstil. For eksempel gider hun ikke være med på fagligt brok såsom, at nattearbejde per definition er noget møg.

”Man kan sagtens finde ting at være utilfreds med, og der er selvfølgelig nogle irriterende ting ved f.eks. nattevagter. Det var en af grundene til, at jeg valgte at trække mig fra jordemoderfaget i tre år, da Sebastian var lille, og jeg gerne ville være sammen med ham (der arbejdede Mitzie faktisk på deltid som fysioterapeut, red.). Men når det er sagt, så synes jeg ærlig talt, man skal holde op med forske mere i det. Natarbejde er noget skidt for helbredet punktum. Men nogen skal jo arbejde. Så hvad hvis man i stedet begyndte at bruge pengene på at forske i, hvad der kan gøre nattevagter mere sunde. Jeg prøver bevidst ikke at jamre eller tænke ’åh, nej – jeg skal på vagt’. Det tror jeg faktisk hjælper, og så kunne det jo være, at man skulle sætte timetallet ned til f.eks. seks timer i stedet for otte, så bruger man forskningen til noget konstruktivt”.