”At røre ved egen faglighed kræver opmærksomhed og mod”

ET AF DE 18 projekter, der er i gang på Aarhus Universitetshospital om brugerinddragelse, finder sted i lymfødemklinikken. Her har man taget fat på begrebet fælles beslutningstagning ved at se på, hvornår og hvordan beslutning om behandling bliver truffet, og sammenligne fysioterapeuternes opfattelse af den indledende undersøgelse med seks udvalgte patienters oplevelser ved hjælp af individuelle, semistrukturerede interviews og en fokusgruppe.

”Vi havde en formodning om, at nogle af patienterne møder frem til den indledende undersøgelse i lymfødemklinikken uden rigtigt at vide, hvad der skal ske, og det viste sig at være rigtigt”, fortæller fysioterapeut Mette Brodersen, der er koordinator på projektet.

Interviewene viste desuden, at nogle patienter mente, at informationsmængden var overvældende, mens andre anså niveauet for passende. Det viste sig også, at nogle patienter har svært ved at overskue behandlingsplanen og for eksempel risikerer ikke at få bestilt tid til en opfølgende konsultation i lymfødemklinikken eller fornyelse af kompressionsærme hos bandagisten.

”Derfor skal vi heller ikke bare erstatte en gammel standard med en ny, men vi skal blive bedre til at tilpasse informationsmængden og gå i dialog med den enkelte”, siger Mette Brodersen.

Det skal blandt andet ske ved, at indkaldelsesbrevene ændres og ledsages af en folder, så patienterne ved mere om, hvad der skal foregå, når de møder op til den første undersøgelse, og hvad de vil blive spurgt om i forbindelse med optagelse af anamnese.

At opnå reel fælles beslutningstagen handler dog ikke kun om information og skriftlighed, men er i høj grad også et spørgsmål om kultur og adfærdsændringer, understreger Mette Brodersen.

”At ændre adfærd og røre ved egen faglighed kræver opmærksomhed og mod. Vi taler jo selvfølgelig allerede med patienterne, og patienterne synes, at vi er gode til det, men spørgsmålet er, om patienterne når at få stillet alle deres spørgsmål, og om vi er tydelige om konklusionen på undersøgelsen, og hvornår der skal træffes beslutning om behandling. Beslutningen skal ikke overlades til patienten, den skal stadig baseres på en faglig vurdering, men fysioterapeuten skal blive tydelig og forklare, hvorfor hun opstiller de behandlingsmuligheder, hun gør, og så træffe beslutning sammen med patienten. Vi skal ikke bare tænke, at en patient ikke har ressourcer til at komme til behandling tre gange om ugen, fordi hun er gammel. Vi skal forklare patienten, hvad de forskellige alternativer indebærer. Patienterne er forskellige, og nogle har behov for at gå hjem og overveje behandlingsmulighederne, mens andre træffer beslutning med det samme”.

I øjeblikket er lymfødemklinikken ved at lægge sidste hånd på behandlingskort, der skal virke som såkaldt beslutningsstøtteredskab ved at sætte behandlingsalternativerne over for hinanden i skematisk form, så patienten kan se, hvad det ene alternativ indebærer i forhold til det andet, hvad angår fremmøde osv. Behandlingskortene vil blive brugt i dialogen under den første undersøgelse, og ønsker patienten ikke at træffe beslutning med det samme, kan undersøgelsen splittes op, så patienten kan få kortene med hjem og komme tilbage ugen efter. ”Nogle vil måske hellere tale med os i telefonen frem for at skulle tage fri fra arbejde igen”. Den store udfordring i den forbindelse er at fatte sig i korthed og i et sprog, patienten kan forstå”, mener Mette Brodersen.

Når beslutningen om behandling er truffet, skriver fysioterapeuten den aftalte konklusion og behandlingsplan i den elektroniske patientjournal, og patienten får en udskrift med hjem. ”Det er svært at sige, om det her kommer til at tage mere tid, fordi vi eksempelvis ikke ved endnu, om vi kommer til at give alle en todelt undersøgelse, men en besparelse bliver det ikke”, vurderer hun.