MIN ARBEJDSPLADS / Helena Rosenberg

Hvad laver du?

Jeg arbejder på Rigshospitalets klinik for rygmarvsskader i Hornbæk, hvor jeg har været i et år. Jeg er selv rygmarvsskadet efter en trafikulykke i 2002, og jeg begyndte her i en løntilskudsordning i to gange et halvt år. Nu er jeg i et almindeligt vikariat foreløbig frem til juli. Jeg blev færdig med fysioterapeutuddannelsen i januar sidste år, og da jeg startede på skolen vidste jeg slet ikke, at jeg kunne blive rigtig fysioterapeut, men det er jeg nu, og det er helt fantastisk.

Hvorfor begyndte du så på uddannelsen?

Da jeg havde været ude for min egen ulykke var jeg selv på Hornbæk, men lod mig hurtigt udskrive, fordi jeg havde brug for at komme hjem og være sammen med min familie. Jeg var pædagog og kom også tilbage til arbejdet som pædagog, hvor jeg blandt andet havde de små klasser i idræt. Men selvom det gik meget godt med at lade lille Anton vise de andre, hvordan man skulle lave en flikflak, når jeg nu ikke kunne vise det selv, fik jeg lyst til at prøve noget andet. Da jeg havde savnet en coach i mit forløb efter udskrivelsen, tog jeg en coachuddannelse. For at få mere status som coach fik jeg ideen om at tage en fysioterapeutuddannelse oveni, men tanken var at blive ”fys-coach”, og det var først på modul 10, efter en praktik med genoptræning af rygmarvsskadede og hjerneskadede i Sverige, at det gik op for mig, at jeg kunne blive rigtig fysioterapeut. Alle mine kolleger var oppe på briksen, når de behandlede, så det var jeg også, og så gjorde det jo pludselig ikke noget, at jeg ikke har så god standfunktion og har svært ved at holde balancen.

Hvor stort er dit eget handicap?

Jeg har en inkomplet paraplegi efter brud på T12-L1. Har delvis standfunktion og en lille smule gangfunktion. Men jeg føler mig ikke begrænset, når jeg er i min stol, og jeg hopper og springer fra briksen lige som mine kolleger. Jeg arbejder på lige fod med de andre og føler ikke, at mit handicap er en udfordring. Tværtimod åbner det nogle døre i forhold til patienterne, der føler sig forstået med det samme og også får ekstra motivation i forhold til deres egen træning, når de møder en ligesom dem selv, der har et helt almindeligt arbejde.

Bruger du dine egne erfaringer i dit arbejde

Ja, det kan jeg jo ikke undgå. Det at have en rygmarvsskade er meget andet end at sidde i en kørestol. Det handler også om smerter, blære- og tarmproblemer, seksualitet, om at skulle ind på arbejdsmarkedet igen og måske finde et andet arbejde end det, man kom fra. Jeg har selv været det hele igennem og er også gift og skilt et par gange. Det her er mit drømmejob, fordi jeg kan bruge så meget af mig selv og mine egne erfaringer. Jeg tænker ikke på mig selv som en, der kun kan arbejde med andre kørestolsbrugere, men det er let her, fordi jeg kan komme rundt alle steder, uden at noget er specialindrettet til mig.

Hvad består dit arbejde i?

Jeg har både individuel, manuel behandling, træning og kørestolshold – det ville jo være lidt mærkelig, hvis jeg ikke havde kørestolsholdene. Her lærer de at færdes i stolen, komme ind og ud af den og op og ned ad en rampe, ud i terræn, vedligeholde stolen osv. Vi brugte det første halve år til at finde ud af, hvad jeg kunne. I starten havde jeg kun patienter med inkomplet paraplegi, men nu har jeg også patienter med inkomplet tetraplegikerne.

Er der slet ikke taget særlige hensyn?

Jeg kan ikke tage de avancerede kørestolshold, fordi fysioterapeuten skal kunne gå bag stolen og holde, mens de lærer at køre på baghjul, men så har jeg bare de andre hold. Jeg har også bassintræning, men skal have et par ekstra hænder med af sikkerhedshensyn, så der er bevilget 10-15 timer pr. uge som assistance til mig. Hvis jeg har en meget tung patient, må jeg indimellem bede om en hånd, men det må andre jo også, og vi hjælper hele tiden hinanden på kryds og tværs, så det er ikke noget, jeg tænker over. Jeg har en arbejdsstol mage til min private stol. Vi har også arbejdstøj og arbejdssko, og jeg kan jo ikke lige smide stolen i vaskemaskinen.

Risikerer du ikke at identificere dig for meget med patienterne?

Det tænker jeg ikke på som et problem. Men det er klart, at når klokken er 16, og mine kolleger går hjem, er jeg jo stadig en person med en rygmarvsskade, og jeg skelner ikke så meget mellem, om jeg er den ene eller den anden. Jeg fungerer som mentor i fritiden, men er meget bevidst om ikke at være mentor for de samme, som jeg er fys for.

Hvad er det bedste ved dit job?

Det hele! Under uddannelsen mødte jeg ind imellem nogen, der spurgte, om jeg ikke hellere skulle have været ergoterapeut, og jeg også gået tilbage til underviserne og har spurgt, om de overhovedet troede på, at det kunne lade sig gøre for mig. Det gjorde de, og det skal de have tak for.