Krisen er for stor til ikke at hjælpe
Hvad diskuterer vi?
For: Der mangler hænder i sundhedssektoren, og fysioterapeuter bør acceptere et vist opgaveglid for at hjælpe patienter i nød.
Imod: Fysioterapeuter bør ikke acceptere plejeopgaver af hensyn til faglig identitet, løn og arbejdsvilkår.
Hvad mener du? Deltag i debattten nederst på siden.
Sundhedssektoren er i en krise, som skyldes mangel på hænder. Der mangler læger, sygeplejersker og SOSU’er både på hospitaler og i kommuner. Fremskrivninger viser, at mens antallet af ældre over 80 vil stige med ca. 160.000 frem mod 2030, så vil antallet af hænder til at løfte opgaven ikke følge med udviklingen. Vi forventer derfor, at manglen på hænder vil betyde, at vi som fysioterapeuter vil blive bedt om at byde ind i en større opgaveportefølje.
Forandringerne påvirker allerede mange fysioterapeuters hverdag, hvor nogle oplever et stigende pres ift. at indgå i opgaver, hvor der mangler hænder. Flere af disse opgaver ligger traditionelt set uden for den fysioterapeutiske ramme, f.eks. pleje- og omsorgsopgaver, men også specifikke opgaver ift. undersøgelse og diagnostik i eks. almen lægepraksis. I etisk råd oplever vi, at der blandt fysioterapeuter eksisterer en bekymring for, at opgaveglidning i retning af flere pleje- og omsorgsopgaver opleves som et tilbageslag for vores professions status og arbejdsdomæne, og dermed en devaluering af vores faglighed.
I Danske Fysioterapeuters etiske råd anerkender vi denne bekymring. Alligevel vil vi påpege, at vi som fysioterapeuter tillige har en etisk forpligtelse til at hjælpe borgere, patienter og kolleger fra andre sundhedsprofessioner, som lider på grund af den aktuelle mangel på arbejdskraft i sundhedsvæsenet.
Som profession har vi mennesker i centrum for vores virke, og vores bekymringer bør ikke overskygge dette. De menneskelige omkostninger ved at undlade at hjælpe vores nødstedte tværfaglige kollegaer kan risikere at blive for store.
Derfor er det ifølge etisk råd ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi bør acceptere et vist opgaveglid ind i de kritiske funktioner, hvor der mangler hænder, eller ej: det er vi moralsk forpligtet til. Krisen er for stor til ikke at hjælpe. Der er med andre ord tale om et etisk dilemma: hvordan vægter vi hensynet til professionen over for hensynet til patienter, borgere og kolleger i nød? Heri ligger naturligvis tillige overvejelser om, hvilke konsekvenser det har for professionsidentiteten, professionens status og faglighed, og ikke mindst for løn- og arbejdsvilkår. Dilemmaet kan opstå både for den enkelte fysioterapeut, for den institution hvor fysioterapeuter er ansat og naturligvis for fagforeningen, som sætter den fagpolitiske linje.
Vi har derfor opstillet tre fiktive dilemmaer, som hver især afspejler en virkelighed, fysioterapeuter kan opleve i dagens sundhedsvæsen.
Med dette indslag ønsker Danske Fysioterapeuters etiske råd at igangsætte en åben og anerkendende debat om, hvordan vi bedst og proaktivt tager ansvar i den igangværende krise i sundhedsvæsnet, som kun forventes at blive værre.
Derudover opfordrer vi alle kolleger, som interesserer sig for emnet, til at diskutere følgende spørgsmål på deres respektive arbejdspladser:
- Kan opgaveglidning, som beskrevet ovenfor, ses som en mulighed for at udvide vores professionsidentitet, og ikke kun som en trussel mod den eksisterende?
- Pleje og omsorg hviler også på et solidt fundament at faglighed. Er der noget af den faglighed, som kunne integreres i den fysioterapeutiske faglighed?
- Er der noget af vores faglighed, som kan benyttes ind i eksempelvis plejeopgaver, til inspiration og udvikling? Kan man forestille sig for eksempel en særlig fysioterapeutisk måde at udøve pleje på? Kan vi arbejde med rehabiliterende pleje?
- Forestiller vi os et permanent opgaveglid, eller kunne man forestille sig, at det blev midlertidigt, som en del af et kriseberedskab?
- Hvordan sikrer vi, at eksisterende fysioterapeutiske kerneopgaver fortsat løses?
- Hvordan kan vi løse krisen, så patienter sikres god behandling, og kolleger fra både egen og andre professioner har ordentlige arbejdsforhold og et godt arbejdsmiljø?
Dilemma 1
En fysioterapeut kommer op på en afdeling for at tilse patienter postoperativt, og afdelingen er i knæ: en kombination af mange sygemeldinger og en patient, som er blevet akut dårlig, gør, at patienter, som har tilkaldt hjælp for flere timer siden, stadig ikke er blevet tilset, og at der ikke er ryddet af efter frokosten. En af patienterne på stuen, hvor du skal arbejde, er desperat efter et bækken. Den eneste sygeplejerske, som du kan finde, sidder i vagtstuen og græder, tydeligt presset og handlingslammet.
Hvad skal fysioterapeuten gøre?
Dilemma 2
En afdelingsfysioterapeut er under pres fra ledelsen for at slå ledige fysioterapeutstillinger op som “fysioterapeut med nogle plejeopgaver”. Argumentationen er, at de opslåede SOSU-stillinger ikke kan besættes, da der ikke er ansøgere til stillingerne. Afdelingsfysioterapeuten oplevede for nyligt problemet tæt på, da hendes egen far med demens var indlagt på afsnittet. Personalet havde så travlt, at han ikke var blevet passet ordentligt, hvis ikke hun selv i pauserne og før og efter arbejde havde besøgt ham, vasket ham, taget ham på toilettet og sørget for at han fik noget at spise.
Hvad gør afdelingsfysioterapeuten?
Dilemma 3
Fysioterapeuten kommer til en borgers stue på rehabiliterings-hjemmet for at lave gangtræning efter hoftealloplastik. Borgeren skal skiftes og har kaldt efter plejepersonale, som ikke har tid grundet mangel på plejepersonale.
Hvad skal fysioterapeuten gøre?
Skrevet af Danske Fysioterapeuters etiske råd:
Brian Errebo-Jensen
Formand for Danske Fysioterapeuters etiske råd.
Kim Schousboe
FTR i Roskilde Kommune.
Susie Maj Kaalund
Redernes Krisecenter i Odense.
Nicolas Kjerulf
Underviser ved Københavns Professionshøjskole.
Pia Damgård
Privatpraktiserende fysioterapeut, Ærø.
Betina Nielsen
Fuldmægtig hos Patienterstatningen.
Sune Frølund
Filosof og lektor ved DPU.
