Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Faglig formidling på højt niveau

TEMA // Karen Hjerrild Andreassen vandt Ph.d.-Cup, hvor hun præsenterede sin ph.d. om vejrtrækning hos astmapatienter.
De fire finalister fra Ph.d Cuppen set fra venstre: Mikkel Bek Clausen, Jeanette Trøstrup, Birgit Rasmussen og vinderen Karen Hjerrild Andersen. Foto: Carsten Bundgaard.

“Findes der en rigtig måde at trække vejret på? Ja, det gør der – og det kan mindske åndenøden hos patienter med astma.” Så enkelt kan tre års hårdt arbejde – og en ph.d. – koges ned til fem minutters underholdende formidling.

For første gang i fagkongressens historie afholdt Danske Fysioterapeuter formidlingskonkurrencen Ph.d.-Cup, hvor fire fysioterapeuter med en afsluttet ph.d. fik til opgave at formidle deres ph.d.-projekt på en enkel, veloplagt og let forståelig vis. De fire finalister – Mikkel Bek Clausen, Karen Hjerrild Andreassen, Jeanette Trøstrup og Birgit Rasmussen – havde forinden modtaget undervisning i formidling af en teaterinstruktør og en journalist. På fagkongressens scene fremførte de derpå hver især deres præsentation foran publikum i en fyldt sal.

Og det kunne mærkes, at der var blevet tænkt i nye baner. Mikkel Bek Clausen brugte en træningselastik til at illustrere træningscompliance, og med et tørklæde om håret forvandlede Birgit Rasmussen sig til 92-årige Sigrid, som er en af de patienter, der deltog i hendes studie. Vinderen af cuppen, Karen Hjerrild Andreassen, fik publikum til at trække vejret overfladisk og dybt.

“Det har været et rigtig spændende forløb, som jeg er glad for at have fået. Jeg har lært at få det, jeg vil fortælle, formidlet mere levende med enkle fagter og brug af tonefane – og pauser – end jeg før har gjort,” siger Karen Hjerrild Andreasson.

Se Karen Hjerrild Andreasson få uddelt prisen på Fagkongres 2022