"Jeg har altid arbejdet med identitet og bevægelse"

Mennesket både er kroppen og har en krop. Man er kroppen i oplevelse og handling, når man mærker sig selv, og når man udtrykker sig.”

Sådan står der i Hanne Pallesen og Anne-Marie Kissovs lærebog fra 1997, Mennesket i bevægelse. Efter 45 år som fysioterapeut er bogen noget af det, Hanne Pallesen er mest stolt af.

“Den har vi revideret fire gange, og den har holdt i over 30 år på uddannelsen. Det synes jeg faktisk er ret godt gået,” siger Hanne Pallesen, der i dag er forskningsansvarlig fysioterapeut på Hammel Neurocenter Universitetsklinik.

Den 18. marts modtog hun Danske Fysioterapeuters Pris, og det er hun også stolt af.

“Prisen er en anerkendelse af det, jeg gerne har villet med faget, og som jeg var bevidst om ret tidligt. Jeg har arbejdet på mange forskellige områder, men altid med identitet og bevægelse som omdrejningspunkt,” siger Hanne Pallesen.

Bevægelsesfreak med udlængsel

Hanne Pallesens egen vej til fysioterapien startede på gården i Ørum mellem Viborg og Skive, hvor hun voksede op. Her var bom og rullemåtter, som hun og hendes søskende boltrede sig på.

“Jeg er bevægelsesfreak og har arbejdet med akrobatik, ballet, dans og mere konkurrencebetonet med redskabsgymnastik,” fortæller hun.

I starten af 1970’erne førte gymnastikken hende ud på en verdensturné med Flensted Jensens Verdenshold, som blev afgørende for hendes valg af fag. Her fik Hanne Pallesen på et tidspunkt en svær forstuvning af ankelleddet.

“Jeg fik is på og blev tapet op, og det havde jeg ikke prøvet før. Idrætsfysioterapien var ikke kommet til Danmark endnu, og det ledte mig i retning af fysioterapien.”

Da hun og de andre gymnaster rejste videre til Østen, oplevede Hanne Pallesen, hvordan bevægelse har forskellige betydninger og udtryk i forskellige kulturer.

“På Bali blev vi introduceret for forskellige danse, og på Penang deltog vi i Tai Chi med de meget langsomme bevægelser. Det var en øjenåbner, at alting kan gøres og forstås anderledes,” fortæller hun.

Individuel tilgang

Da hun kom hjem, begyndte hun at læse på den nyåbnede fysioterapiskole i Odense, fortæller Hanne Pallesen.

Mens Hanne Pallesen læste, ændrede fysioterapifaget sig.

“De første terapeutiske interventioner, vi blev præsenteret for, var færdige øvelsesprogrammer til for eksempel patienter med Parkinson. Men så skete der et skred, og vi skulle lære om pædagogik, forskellige motoriske stadier og sværhedsgrader og forskellige variationer af snæver kontra bred træning. Det kunne for eksempel være at tilbyde simple øvelser efter en knæoperation, der ikke belaster knæet og fremprovokerer smerter, til senere i behandlingsforløbet at tilbyde gangtræning med varieret underlag og i forskelligt terræn, inde såvel som udendørs,” siger Hanne Pallesen:

“Vi lærte at tænke selv og komponere de rette niveauer, der matcher patientens behov og præferencer.”

Den tilgang passede og passer stadig Hanne Pallesen godt.

“Individualiseringen tiltalte mig. Allerede da jeg startede som fysioterapeut, turde jeg godt selv at putte andre komponenter på behandlingen. Jeg havde for eksempel som nyuddannet terapeut en patient med sklerose. Han var folkemusiker, og jeg lavede et Tai Chi-program og fandt noget asiatisk musik til ham. Det blev han helt vild med at bruge i hjemmet.”

Hanne Pallesen har siden 2010 har stået i spidsen for den fysioterapeutiske forskning ved Hammel Neurocenter. Foto: Jesper Voldgaard.

Alle er forskellige

Hanne Pallesen nåede kun at arbejde få år som fysioterapeut, før hun blev headhuntet til Holstebro Fysioterapeutskole som underviser. Her blev hun i 17 år og var med til at omorganisere uddannelsen flere gange. Men da evidensbølgen rullede i 90’erne, sprang hun fra som underviser og begyndte at læse igen. Hun blev landets første Cand. Scient. San. i 2001 fra Syddansk Universitet i Odense og blev ansat på Center for Hjerneskade, og det blev afsættet for hendes ph.d.-afhandling: ‘Fem år efter apopleksi – fra sygdom til handicap’, som mundede ud i afhandlingen i 2011.

“Det var nogle fantastisk spændende år, hvor jeg både arbejdede med det overordnede og det konkrete i rehabilitering, neuropsykologi og livet efter en hjerneskade,” siger Hanne Pallesen.

Siden 2010 har hun stået i spidsen for den fysioterapeutiske forskning i forskningsenheden ved Hammel Neurocenter, og her skinner hendes holistiske syn på rehabilitering igennem.

“Vi skal selvfølgelig møde patienten i forhold til hans og hendes problemstillinger, men også individualiseret. Hvis en patient for eksempel har været meget optaget af boldspil, skal vi måske bruge bolden til genoptræningen. Og hvis man ikke kan finde frem til patientens interesser, må man i samarbejde med patienten afprøve noget nyt, for eksempel at være udenfor i naturen. Alle har forskellige læringsstile; nogle har det bedst med meget konkrete opgaver, andre med mere eksperimenterende.”

Holdt fast i berøringen

Hanne Pallesen er optimistisk om sin egen fremtid med arbejde, tangodans og familie. Fagets fremtid er hun lidt mindre optimistisk om.

“Jeg er bekymret på to områder. For det første i forhold til berøringen. Vi har en tendens til at lave træningsprogrammer, så vi ikke rører ved patienten. De unge skal lære både at kunne mærke med egen krop og samtidig registrere patienten.”

Anden bekymring handler om det, Hanne Pallesen kalder ’personcentrering’.

“Inden for rehabilitering taler vi meget om, at indsatsen skal tage afsæt i borgerens behov, ønsker og præferencer. Men efter min mening handler det ikke kun om at inddrage borgeren i beslutninger vedrørende sygdommen og de aktuelle problemstillinger, men også om hvordan indsatsen indvirker på borgerens samlede livssituation, altså lidt populært sagt at “fremtidssikre indsatsen”. For mig at se betyder det, at rehabilitering bør anskues fra et dynamisk perspektiv, der omfavner både en medicinsk, hverdags- og politisk praksis,” siger Hanne Pallesen:

“Vi skal holde meget fast i de to elementer i fysio-terapi. Fysio for bevægelse, og terapien, hvor du forvalter din viden og bruger dine pædagogiske (terapeutiske) metoder, så indsatsen rammer borgerens behov, ønsker og præferencer både på kort og langt sigt. Det er fint at have forskningen og evidensen, men man skal overveje, til hvem, hvor og hvordan den tilpasses. Hver gang.”

Se Hanne Pallesen få overrakt Danske Fysioterapeuters Pris på fagkongressen