Dermatomer kan ikke bruges i forhold til smerteudbredelse
De fleste fysioterapeuter har formentlig brugt timer på at studere dermatomkort, og hvordan en påvirkning af en given nerverod bredte sig i kroppen. Skønne spildte kræfter ifølge fysioterapeut, ph.d. Hanne Albert. For dermatomerne sidder ikke nødvendigvis der, hvor vi tror de er.
Vi bygger i dag vores viden om dermatomer og smerteudbredelse på et tvivlsomt grundlag. Mange læger, fysioterapeuter og uddannelsessteder har dermatomtegninger hængende, der er udviklet af Sherrington tilbage i 1892. Han byggede sin tegning på forsøg med resus-aber og hvordan får man lige en abe til at fortælle, at den kan mærke smerterne ned langs lateralsiden af benet, spurgte Hanne Albert i et oplæg på Fagfestivalen.
Ikke desto mindre bygger dermatomstudier fra slutningen af 1800-tallet og op til 1940’erne på Sherringtons fund, og flere af disse har brugt lige så tvivlsomme undersøgelsesmetoder som udgangspunkt for deres dermatomtegninger.
Lige som for så mange andre områder i anatomien og fysiologien er mennesker forskellige både i det ydre og i det indre. Således kan man ikke regne med, at smerteudbredelsen ved for eksempel diskusprolaps forløber ens hos alle mennesker. Det betyder, at dermatomtegningerne ikke nødvendigvis stemmer overens med de kliniske fund og patientens oplysninger.
Dermatomkortene kan ikke identificere niveau for prolaps
Hanne Albert forsker på Rygcenter Syddanmark. Her har hun daglig kontakt med patienter med alvorlig lænderygbesvær og har igennem årene været frustreret over, at patientens oplysninger om udstrålende smerter langt fra altid stemte overens med MR-skanningen.
En af Hanne Alberts patienter i rygcenteret havde alvorlige problemer med ryggen og radikulære smerter svarende til en prolaps i L5-S1-området. Patienten havde hårdt fysisk arbejde og var derfor sygemeldt. En MR-undersøgelse kunne ikke understøtte smertebeskrivelsen, men fandt i stedet en prolaps på L4-L5-niveau. Da patientens radikulære smerter ikke svarede til prolaps på L4-L5-niveau, konkluderer lægerne, at patienten havde en asymptomatisk prolaps, og han fik på den baggrund ikke forlænget sin sygemelding.
Efter denne oplevelse besluttede Hanne Albert at undersøge om de dermatomtegninger, der bruges af læger, fysioterapeuter og kiropraktorer, stemmer overens med det faktuelle kliniske billede hos patienter med nerverodsirritation på L4, L5 og S1-niveau. 98 patienter med radikulære smerter og en sikker prolaps på et enkelt niveau blev inkluderet i studiet. Forskerne sammenlignede deres oplysninger om smerteudbredelse, objektive fund ved en MR-skanning og indikationen for niveauet af nerverodstryk udledt ved aflæsning af en dermatomtegning.
Hendes undersøgelse viste, at der var store forskelle i smerteudbredelse hos patienterne. Smerterne bredte sig til store dele af benet, og disse områder var bredere og ikke placeret i samme område som på dermatomtegningerne.
Således oplevede patienterne smerter fra nerverod L4 på forsiden af benet og L5 og S1 udbredte sig bagpå og på siden af benet.
Skrot dermatomtegningerne
”Kan man så ikke bruge dermatomtegningerne til noget?” ville en af deltagerne fra workshoppen vide. Hertil svarede Hanne Albert, at når det drejer sig om at fastlægge niveauet for en diskusprolaps, er svaret utvetydigt NEJ.
Hun vil ikke afvise, at dermatomer kan bruges i forbindelse med undersøgelse af overfladesensibiliteten, men på dette felt er der endnu ingen studier.
”Jeg tror ikke, at fysioterapeuter er blevet misledt af dermatomtegningerne, for vi tager i høj grad udgangspunkt i patientens klager og vores kliniske undersøgelse. Men vi skal ikke acceptere, at dermatomtegninger bruges som i mit eksempel til for eksempel at så tvivl om, hvorvidt patienten overhovedet har et problem. At det kliniske billede ikke svarer til dermatomtegningen behøver ikke at betyde, at patienten ikke har en smertegivende prolaps”.
Studiet forventes publiceret i løbet af foråret.
