Høj intensitet er nødvendig i genoptræningen efter en apopleksi

Fagfestivalen 2012 bød på spændende diskussioner og interessante oplæg inden for det neurologiske felt. Et overordnet tema på flere af oplæggene var de forskellige muligheder, som ligger lige for i forhold til at bringe neurologiske patienter op på et højere funktionsniveau ved hjælp af den rette træning og ikke mindst træning med den rette intensitet og mængde. Relevansen af denne mulighed blev belyst i et oplæg af Hanne Pallesen fra Hammel Neurocenter som beskrev, at de langsigtede konsekvenser af apopleksi blandt andet er et mindre aktivt liv med færre sociale relationer sammen patienternes funktionsnedsættelse.

Jens Bo Nielsen fra Københavns Universitet viste, at der skal store mængder træning til for at opnå de neuroplastiske forandringer, som i mange dyreforsøg har vist sig at have stor effekt på funktionsniveauet. En canadisk opgørelse af træning af neurologiske patienter viste, at der i almindelige genoptræningsforløb kun opnås en brøkdel af den træning, som skal til for at få resultater.

Stort gangpotentiale hos apopleksipatienter

John Brinks fra VIA University College viste blandt andet med resultaterne fra sin ph.d., at det er muligt at opnå øget styrke i underekstremiteterne som korrelerer med forbedret gang efter et intensivt seks ugers gangtræningsforløb for apopleksipatienter. I tråd med disse resultater talte Peter Zeeman fra Center for Hjerneskade om det gangpotentiale, som ifølge centerets opgørelse eksisterer hos apopleksipatienter i den kroniske fase blandt andet ved hjælp af optimering af gang og aerob kapacitet gennem træning ved høj intensitet. Apopleksipatienterne, som indgik i undersøgelsen, forøgede deres ganghastighed efter intensiv kombineret styrke-, konditions- og vægtaflastet gangtræning.

Intensiv træning med constrained induced therapy er en anden metode, som blandt andet baserer sig på høj træningsdosis, og som viser sig at forbedre funktionsniveauet hos apopleksipatienter med funktionsnedsættelse i overekstremiteterne. Tove Kristensen fra Hammel Neurocenter præsenterede deres erfaringer med brug samt implementering af denne metode. Som nævnt er et af fællestrækkene ved effekten af de nævnte metoder dosis og intensitet, men en anden vigtig faktor var også gennemgående, nemlig at patienten skal være aktiv under træningen. Det, at patienten deltager og forsøger at gennemføre træningen så selvstændigt og med så få hjælpemidler som muligt, er essentielt i forhold til at opnå ændringer i nervesystemet med et højere funktionsniveau til følge.

Jeg fortalte i mit indlæg om, hvordan den overordnede mekanisme i forhold til funktionsforbedring drejer sig om optimering af styringen af de stimuli, patienterne får (afferente feedback) i forhold til responset på dette feedback (efferente respons). Optimering af dette system hos patienter kræver, at de er aktivt deltagende i træningen, så intentionen om en udførelse af en bevægelse stemmer overens med det respons, der kommer som følge af bevægelsen, hvorved der opstår læring og forbedret kontrol af bevægelserne. Kontrollen af disse parametre er også helt essentiel i forhold til tonusproblematikken, som er relevant for mange neurologiske patienter. Jeg kom desuden ind på en undersøgelse af effekten af neurodynamik (som jo er en for patienten passiv behandlingsform) foretaget på traumatisk hjerneskadede personer med hypertoni i knæleddet. Ved denne behandlingsform var der ingen effekt i forhold til reduktion af hypertonien.

Generelt blev der ved flere symposier talt om, hvad der skal til, for at den rette træning bliver mulig for patienterne. Hvis den ønskede intensitet og dosis skal nås, er det sandsynligvis forbundet med større omkostninger, end kommuner og regioner umiddelbart er interesserede i at bruge på området. Hjemmetræning, it-baserede træningsløsninger samt differentierede genoptræningstilbud var blandt de konkrete ideer til måder, man kunne som kunne forbedre genoptræningen samtidig med, at omkostningerne holdes nede.

Hjemmetræning har vist god effekt

Tove Kristensen fra Hammel Neurocenter fortalte om, hvordan man med hjemmetræning som led i rehabilitering af patienter med moderat-svær apopleksi kunne opnå de samme funktionsforbedringer som ved træning under indlæggelse. Undersøgelserne fra Hammel viste ligeledes, at hjemmetræning i mange tilfælde var en vigtig motiverende faktor for patienterne.

Professor Jens Bo Nielsen fra Københavns Universitet gav eksempler på, hvordan computersystemer kan anvendes til at holde tæt kontakt til den enkelte patient, så blandt andet motivationen til at gennemføre den daglige træning forøges. I et andet projekt blev det af Eli Birgitte Malmros fra Århus Universitetshospital vist, hvordan man for små midler kan forbedre øvelsesbeskrivelserne til patienter ved at ændre det trykte materiale til it-animationer.

Peter Seebach fra Hospitalsenheden Vest, Region Midt fortalte om, hvordan det med differentierede genhenvisnings-tilbud fra kommunalt regi til sygehusregi for borgere med følger efter apopleksi blandt andet er muligt at tilbyde optimerede tilbud til den enkelte patient.

Se abstract: Kliniske dilemmaer i behandlingen af personer med apopleksi Se abstract: Træning og håndtering af børn med læsioner eller sygdomme i centralnervesystemet Se abstract: Det skjulte gangpotentiale hos apopleksipatienter i kronisk fase: Optimering af gang og aerob kapacitet gennem træning ved høj intensitet Se abstract: Hjemmetræning som led i rehabilitering af patienter med moderat‐svær apopleksi. Et vestdansk multicenter projekt Se abstract: Hjemmetræning som led i sygehusbaseret rehabilitering efter apopleksi. Hvilken betydning har det, at dele af træningen foregår i patientens hjemlige miljø? ‐ en undersøgelse af medarbejdernes perspektiv Se abstract: Fremvisning af et IT‐ baseret program med øvelser og vejledning til patienter med osteoporose og sammenfald i ryggen Se abstract: Differentierede genhenvisnings-tilbud fra kommunalt regi til sygehusregi for borgere med følger efter apopleksi