Koks i sansebearbejdning spænder ben for træningen

Patienter med kroniske generaliserede smerter er præget at nedsat funktionsevne og intolerance over for fysisk aktivitet og træning. Selvom man fra forskning ved, at træning er godt for patienter med smerteproblematikker, støder denne patientgruppe ind i, at de er så trætte, at de ikke orker at træne.

Fysioterapeut og forskningsassistent Elisabeth Bandak fra Parker Instituttet, Frederiksberg Hospital, holdt i forbindelse med Fagfestivalen to oplæg om denne patientgruppe.
Patienterne har smerter i hele kroppen, de har nedsat funktionsevne, nedsat styrke- og udholdenhed, er præget af træningsintolerance og høj oplevet belastning under fysisk aktivitet. Til gruppen hører patienter med kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi og whiplash. Der foreligger mest forskning for patienterne med fibromyalgi.

Koks i sansebearbejdning

”Der er i dag en større forståelse for, at der er tale om en central dysfunktion hos patientgruppen, og at smerterne ikke er et symptom, men selve problemet”, sagde Elisabeth Bandak. Men hvordan hænger smerter og træthed sammen? I et studie med 97 kvinder undersøgte hun sammenhængen mellem objektive mål for muskeltræthed og subjektiv oplevet muskeltræthed. 50 patienter med smerter og 47 raske kvinder, der fungerede som kontrolgruppe, var inkluderet i studiet.

Forskernes hypotese var, at kvinder med generaliserede smerter sammenlignet med raske ville opleve en højere grad af træthed ved et givent objektivt mål for muskeltræthed, når de blev bedt om at holde en 90 graders skulderabduktion så længe som muligt. Der blev registreret overflade muskel-EMG aktivitet på m. deltoideus og den oplevede træthed hos kvinderne blev løbende angivet på Borg CR-10 skala.

Hos de raske kvinder var der overensstemmelse mellem de objektive tegn på muskeltræthed målt med EMG og kvindernes oplevelse af maksimal udtrætning. De smerteplagede kvinder udviste derimod ingen objektive tegn på muskeltræthed på det tidspunkt, hvor de oplevede maksimal muskeltræthed, og der var hos dem ingen forandringer i objektive tegn målt med EMG fra testens start til testens afslutning.

Dette til trods for, at patienterne i starten af testen arbejdede med højere EMG-aktivitet i forhold til den raske kontrolgruppe. Det kan tænkes, at de smerteplagede kvinder inden testen havde en forventning om, at de ville blive udsat for en større arbejdsbelastning, end de blev og derfor hurtigere oplevede at de blev udtrættede. Disse kvinder havde også flere smerter efter testen, hvilket ikke kan tilskrives ændret metabolisme i musklen, idet musklen ikke objektivt var udtrættet.

”Det, vi kan se, er, at der er abnorm smerteregulering og sansebearbejdning hos denne patientgruppe, der kunne tyde på en dysfunktion i CNS”, fortalte Elisabeth Bandak. Det er de samme nervefibre, der giver besked om smerte og træthed, og derfor kan øget smerte forveksles med øget træthed hos denne gruppe kvinder. Det kan ifølge Elisabeth Bandak være en del af forklaringen på, hvorfor det er så svært at få effekt af styrketræningen hos denne gruppe af patienter.

”Det er vigtigt, at fysioterapeuter bruger denne viden, og lærer patienterne at skelne mellem smerte og træthed. Disse patienter skal have redskaber til at forbedre sansebearbejdningen og her kan både kognitiv adfærdsterapi og pacing-principper komme på tale”, sagde Elisabeth Bandak.

Subgruppering

Studier har vist, at fysisk træning kan give effekt, men effekten har været stærkt varierende og for lille. En forklaring kunne være, at gruppen af patienter med kroniske smerter er meget heterogen, hvilket gør det svært at finde frem til interventioner, der giver den høje effekt. Tidligere studier har identificeret subgrupperinger ud fra kognitive og psykologiske parametre. Elisabeth Bandak har undersøgt om gruppen af kvinder med generaliserede smerter kan subgrupperes ud fra fysiske parametre som ”Seks minutters gangtest” og ”Maksimal isokinetisk styrke” i m. quadriceps målt med dynamometer.

Forskerne indhentede selvrapporterede data hos kvinderne om: sygdomsgrad, fysisk aktivitet, smertevarighed og tenderpoints. Muskelstyrke og gangdistance blev sat op imod normalområdet defineret af hhv. Bente Danneskiold-Samsøe, 2009 og Enright, 1998.

273 kvinder indgik i studiet, og de blev undersøgt ud fra de opstillede parametre og inddelt i fire mulige grupper defineret ud fra henholdsvis normale og under normale værdier for styrke og gangdistance. Den største gruppe (40 procent) havde normale værdier på styrke og gangdistance. Den næststørste gruppe havde lave værdier på begge parametre. Denne gruppe havde rapporteret, at de var mindre fysisk aktive, havde højere sygdomsgrad og havde flere tenderpoints end de øvrige grupper. I et kommende studie skal forskerne på Parker Instituttet undersøge, om de fire grupper reagerer forskelligt på en given intervention.

Se abstract: Sammenhængen mellem subjektive og objektive mål for muskeltræthed Se abstract: Subgruppering af kvinder med kronisk generaliserede smerter