Jeg har aldrig fortrudt, at jeg solgte mit ydernummer

Efter 18 år som medejer af en klinik i Them ved Silkeborg, solgte Birthe Stahmer Humlum i 2007 sin andel af klinikken for at starte for sig selv uden for overenskomsten. Det blev ikke helt, som hun havde drømt om, og leve af det kan hun ikke, men skiftet har givet en faglig tilfredsstillelse, som hun ikke kunne få afløb for i overenskomstsystemet.

”Jeg havde taget diplomuddannelsen i muskuloskeletal fysioterapi og søgte regionen, om jeg måtte specialisere mig inden for ryg og nakke, men det måtte jeg ikke. Samtidig kunne jeg se, at jeg var den på klinikken, der havde den højeste arbejdstid og den laveste indtjening, fordi al for meget af min tid var bundet op i administration, og jeg valgte derfor at tage konsekvensen af mit behov for at fordybe mig fagligt i stedet for i det administrative og driftsmæssige”, forklarer Birthe Stahmer Humlum.

Hendes andel af klinikken blev derfor solgt, og planen var i stedet at blive en del af et tværfagligt sundhedshus i Horsens.

”Projektet blev forsinket, så det tværfaglige udeblev, og der var simpelthen ikke patienter nok til, at jeg kunne få det til at løbe rundt, så i stedet fik jeg efter nogen tid nogle timer som lejer på en klinik og nedsatte mig ved siden af hjemme på privatadressen med speciale i ryg og nakke”, fortæller Birthe Stahmer Humlum, der understreger, at klinikken er veludstyret og har direkte indgang fra parkeringspladsen og dermed ikke lever op til eventuelle fordomme om enkeltmandsklinikker i kælderlokaler.

”Men muligheden for at kunne have klinikken herhjemme er afgørende for, at jeg kan få det til at løbe rundt. Det er simpelthen svært at få nok at lave, og der er ingen tvivl om, at mange patienter ser på, om de vil kunne få tilskud”.

Andre bestemmer legen

At Birthe Stahmer har måttet skrue lidt ned for de selvstændige ambitioner hænger også sammen med, at hun undervejs har måttet vinke farvel til en stor gruppe patienter.

”I begyndelsen havde jeg mange patienter med en sundhedsforsikring. De kom blandt andet, fordi de kunne komme i behandling med det samme og ikke skulle forsinkes af en lægehenvisning, og der var meget fokus på holde folk i arbejde. Men i dag går forsikringsselskaberne efter det offentlige tilskud, så de patienter har jeg ikke længere”, fortæller Birthe Stahmer Humlum og taler sig varm i en kritik af det, hun mener, er en forkert brug af offentlige midler. ”Jeg er jo ikke kun fysioterapeut, men også skatteyder”, som hun siger. Både fysioterapeuten og skatteyderen har rettet henvendelse til sundhedsministeren i samme anledning, ”men de bliver jo skiftet ud hele tiden”, sukker hun.

Kunne Birthe Stahmer Humlum få et specialiseret ydernummer til sin ryg- og nakkeklinik, ville hun tage imod det med kyshånd, men som vilkårene er, hvor hun ikke kan få lov at specialisere sig, har hun ikke fortrudt sit valg, forsikrer hun.

”Inden for overenskomsten skattes højt fagligt niveau ikke, og man får samme honorar, uanset hvor meget man har efteruddannet sig. Overenskomstens rammer er meget uambitiøse i forhold til kvalitet. Nu bestemmer jeg selv mit honorar, og jeg har fået mulighed for at kunne dykke ned og tage mig den tid, det tager at behandle på den måde, jeg gerne vil. Inden for overenskomsten er der nogle meget strikse rammer for tidsforbrug, og jeg tror ikke folk er klar over, hvor mange krav man i det hele taget bliver mødt med.

Jeg tror ikke på en fremtid, hvor man kan få lov at slå sig ned på det nærmeste hjørne med tilskud for udelukkende behandle løbeskader, eller hvad man nu interesserer sig for. Vi vil skulle indrette og omstille os efter samfundets behov, som vi altid har gjort - eksempelvis som da kommunerne fik overdraget genoptræningsopgaven fra sygehusene og ikke kunne magte den i begyndelsen. Så fik vi den ud i praksissektoren og indstillede os på det, men opgaven forsvandt igen, og så kan man stå der med alt sit udstyr. Sådan er det, hvis du vil lege med det offentlige – så bliver legens regler afstukket for dig”.