Portræt: Bornholms stemme

Hun har vidst, siden hun var barn, at hun skulle være fysioterapeut. I 8.klasse-praktikken på Bornholms Sygehus fulgte hun en meget tyk dame, der blev hjulpet i gang af en fysioterapeut efter en alvorlig lammelse. Kvinden kom op at gå i en gangbarre og græd af glæde over, at hendes ben igen lystrede. Det syn gjorde udslaget: Pernille vidste, hvad hun ville: Hun ville have et job, der gør andre så glade.

”Jeg har det der med at ville hjælpe andre hjemmefra. Min far var huslæge i en lille flække på Nordbornholm, og min mor var gymnasielærer. Jeg er vant til, at man står til rådighed døgnet rundt. Folk bankede på vores dør om søndagen, og jeg har tit taget telefonen og fortalt en eller anden, at han skulle snuppe et par kodimagnyler”, fortæller lektor og fysioterapeut Pernille Thomsen, der blev færdig fra københavnerskolen som 24-årig. Siden har hun cruiset adskillige fysioterapeutiske jobs både i udlandet og herhjemme, blandt andet på Rigshospitalets børneafdeling.

Pernille Thomsen skubber pandehåret til side og lyser op i et smil. Hun står nedenfor den brede sortmalede trappe, der udgør indgangen - eller rettere nedgangen - til Fysioflow, hendes nye kælderklinik i Lyngby nord for København. De brede plankegulve i den store træningssal dufter stadig af frisk træ. Men vi skal hverken tale om dem eller om, hvorfor hun så bevidst har fravalgt linoleum og Arne Jacobsens syverstol i sit venteværelse.

Pernille Thomsen skænker kaffe op og lægger ud med en fysioterapeutisk gyser fra Bagsværd, hvor hun bor.

”Forleden overhørte jeg en tilfældig samtale i min lokale håndboldhal, hvor der sad et par fyre bag mig. Den ene havde åbenbart en sportsskade, som han ikke vidste, hvad han skulle gøre ved, hvorpå den anden sagde: ”Du skal ikke gå til fysioterapeut i hvert fald! Det hjælper ikke en skid. De kan jo ingenting gøre. Du får bare nogle øvelser!” Der gik det op for mig, at vores fag måske er i en større krise, end vi egentlig bryder os om at indrømme – og at det måske allerede starter på uddannelserne”, siger Pernille Thomsen og binder en verbal sløjfe på sin frustration over fysioterapiuddannelsen, som har været hendes metier igennem ti år.

”Når de studerende starter på uddannelsen, gør vi et stort nummer ud af at fortælle dem, at de ”kun” får en grunduddannelse. Signalet er, at de ikke skal tro, de er ”færdige” efter tre-fire år; der er tradition for i vores fag, at man løbende videreuddanner og specialiserer sig. Omvendt skal det jo helst ikke blive en dårlig undskyldning for at jappe igennem anatomi og manuelt væv på studiet. Åbenbart er der bud efter varme hænder, ellers ville alternativ behandling og massage som Body SDS ikke være så stort et hit”.

Ville ikke ende som et brokkehoved

Pernille Thomsen førte to klasser til eksamen sidste sommer, og bagefter var hun fuldkommen flad. Hun havde brug for en tænkepause i forhold til sit fag og sit job.
”Jeg tilbragte fire uger med min familie i vores lille knaldhytte inde i skoven på Bornholm, hvor jeg elsker at være. Der tænkte jeg rigtig meget over mit fremtidige arbejdsliv. Jeg besluttede, at jeg var nødt til at starte mit eget, ellers ville jeg brænde ud som underviser eller ende som et brokkehoved, og jeg ville ingen af delene. Jeg har altid været en glad og konstruktiv person”.

Pernille Thomsen er sådan en lærer ”alle vil ha’’”. Hun klikker cykelskoene i pedalerne og racer ud af Strandvejen med sportstossede studerende. Hun står gerne en halv time med hånden ovenpå en førsteårselevs hånd, indtil vedkommende til sidst udbryder: ”Nu kan jeg mærke noget…det er her, den hæfter?!”

Hendes blik hviler et øjeblik på plakaten på væggen. Plakaten har hun taget med hjem fra Bornholm for minde sig selv om ”den stærke ro, man får derovre, bl.a. af at tænke sine tanker til ende”. Ligesom Østersø-øen er fuld af granit og radon under sin hyggelige overflade, er der også mere til Pernille Thomsen end det lette, lyse væsen, man først får øje på. I den famøse sommerferie talte Pernille med sin mand Dion, om hvorfor hun ikke længere kunne holde ud at undervise.

”Refleksion og tid til at mærke efter er vigtigt for mig. Jeg tror dybest set også på, at hvis eleverne får den gode undervisning og føler sig mødt, bliver de også bedre til at møde patienterne. Et af mine principper har altid været at kunne alle navnene på en klasse efter en uges undervisning. Det har jeg droppet med to optag om året og de nye korte modulforløb. Mit personlige skrækeksempel var lige før sommerferien, hvor jeg var på vej hjem i toget og havde sat mig overfor nogle unge mennesker. Som deres samtale skred frem, kunne jeg høre, at det var elever fra min skole, jeg ikke genkendte. Det er helt sikkert ikke noget, man græder over i Undervisningsministeriet, men jeg gjorde”.

Underviste i frikvartererne

Pernille Thomsen har undervist siden 2003. I 2008 skiftede studieordningen, og året efter flyttede uddannelsen fra Skodsborg til UCC i Hillerød, som ikke var færdigbygget.
”For mig er den flytning nærmest blevet et symbol på, hvad der er sket med faget og uddannelsen på fem år. Jeg savner i overført betydning de slidte bygninger og deres sjæl. Når man gik på gangene på Skodsborg, var væggene hall of fame-agtige med gamle sorthvid-fotos af tidligere årgange og deres afgangseksamen. Det er den sjæl, som er medvirkende til, at jeg er så stolt af at være fysioterapeut”, ræsonnerer hun.

”I dag har jeg dobbelt så mange elever igennem på et år, fordi vi optager to gange årligt. Jeg er godt tilfreds med mange ting ved det nye optagelses- og uddannelsessystem, men nu hvor alle landets fysioterapeutuddannelser er oppe på max. efter fire år, kan vi vel godt evaluere lidt”, mener Pernille Thomsen, der har forsøgt at arbejde sig ud af kortere forberedelsestid og færre undervisningstimer. Hun underviste i frikvarterne og lagde gratis timer ind for at eleverne skulle kunne nå deres pensum.

”Jeg har slæbt rundt på skeletter og bolde, bøger og borde, talt med ledelsen og kolleger for at få enderne til at mødes, fordi jeg tror, der kommer bedre fysioterapeuter ud i den anden ende af det. Som en sød kollega sagde til mig, da jeg - selvfølgelig - gik ned med stress tidligere på året: ”Pernille, forskellen på dig og mig er, at du elsker at være fysioterapeut. Jeg har bare et job”. Et job kan man skrue ned for, men kærlighed kan ikke gradbøjes”.

Stress gav kollaps

Pernille Thomsen tager en dyb indånding, spoler et par sætninger frem og tænker sig om, for nu skal hun lægge ordene rigtigt. I forhold til sine kolleger og sin arbejdsgiver.
”Jeg har fundet ud af, at jeg ikke kan skrue ned. Derfor er min løsning at være verdens bedste underviser to dage om ugen og tanke op i klinikken de tre øvrige dage ved her at være den fysioterapeut, der har tid, rum og overskud til at være i relationen med patienten. Når jeg er på arbejde på klinikken, føler jeg slet ikke, at jeg er på arbejde, fordi det giver så god mening for mig”

Og ja, selvfølgelig ville hun helst have undværet den stressudløste kollaps, hun har bokset sig ud af i foråret.

”Nu er jeg klar til at tage en snak om, hvad vi vil. Skal det virkelig være en pølsefabrik? Jeg følte mig til sidst som en undervisningsmaskine, hvor eleverne var små tog med togvogne, der kørte forbi og holdt kortvarigt ind på perronen, mens jeg hældte viden på ladet, inden de kørte videre til næste station. Det eneste, du kan nå at give eleverne på så kort tid, er en facitliste. ”Tryk her, mærk her”, men de lærer jo ikke at mærke efter selv”.
Det værste er, mener Pernille Thomsen, at de elever, vi maser igennem på den måde, er fremtidens care takers.

”Arbejdsgivernes tilbagemelding til studiet taler for sig selv. Igen og igen hører vi: ”Uhadada, det er svært med de nyuddannede. De er så usikre”. Nogle steder har man lavet en mentorordning for at give de nye mere rygrad og selvtillid”.

De boglige bliver ikke altid de bedste fysioterapeuter

Pernille Thomsen haler en lakridsmandel op fra skålen og fortæller om sine mest rørende øjeblikke som fysioterapeut. De fleste handler om at gøre en forskel menneskeligt.

”Undskyld klicheen, men de boglige typer med høje gennemsnit bliver ikke nødvendigvis de bedste fysioterapeuter, fordi de elsker at score 12 hver 10. uge. Det er især de særlige studerende, jeg interesserer mig for. Det er nok dem, jeg føler, at jeg som underviser kan gøre den største forskel for.

”Jeg har i årenes løb haft nogle studerende, der har gjort indtryk på mig. Det var f.eks. Kenneth, der var junkie og efter et ophold på Egeborg til afvænning læste til fysioterapeut oppe på Skodsborg. I dag har han sin egen klinik, Biomekanikeren i Helsingør. Det er Allan, som var radiovært på The Voice, som var i tvivl om til det sidste, om han kunne blive en god fysioterapeut. Ham vil jeg personligt helst behandles af, hvis jeg ender på en lungeafdeling med en pepfløjte”.

Den sommer, hvor filmen knækkede, græd Pernille lige så meget som hun tænkte. Men til sidst kom hun inde bag pølsefabrik-følelsen i tanke om, hvad der fik hende til at vælge fysioterapi som lille pige på Bornholm.

”Jeg vil stadigvæk gøre folk glade, studerende som patienter. Vi har som det eneste fag autorisation til at røre ved andre mennesker. Det er det, jeg fokuserer på fra nu af. I stedet for at skrue ned for mig selv, skruer jeg op for varmen i mit fag!”