Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Praktiserende må give lange kreditter

Kunder, der ikke betaler til tiden, er et velkendt fænomen i praksissektoren. Både egenbetalere, forsikringsselskaber og kommuner er blandt synderne.
Illustration: Gitte Skov

De fleste praktiserende fysioterapeuter kender problemet med patienter, der ikke betaler til tiden eller slet ikke betaler. En undersøgelse, foretaget af Danske Fysioterapeuter, viser at 63 procent af de praktiserende fysioterapeuter har oplevet problemer med dårlige betalere i 2013.

”Det afspejler vel krisen og samfundet lige nu. Bankernes manglende vilje til udlån er medvirkende, og de mange fyrede”, som en af deltagerne i undersøgelsen skriver.

En anden skriver, at der bliver henvist patienter, der ikke evner at betale, og som ikke er klar over, at der er egenbetaling, mens en tredje skriver, at der altid vil være folk, der ikke betaler, og at det ikke nødvendigvis har noget med deres indtægt at gøre.

Det er ifølge undersøgelsen først og fremmest patienterne, der ikke får betalt deres regninger til tiden, men også forsikringsselskaberne er kilde til megen frustration, fremgår det.

”Forsikringsselskaber betaler tre måneder efter betalingsfristen – hvis de betaler”, skriver en, mens en anden skriver, ”at man skal holde meget nøje øje med, om man får sine penge”, når kunden er et forsikringsselskab. Også kommunerne har indimellem svært ved at få penge op af lommen, fremgår det af undersøgelsen, hvor enkelte praktiserende nævner, at det kan tage op til flere måneder for en kommune at få betalt.
En fjerdedel af de fysioterapeuter, der har oplevet problemer med dårlige betalere i 2013, mener, at problemet er større end året før, mens kun 6 procent mener, at det er blevet mindre.

Det med pengene er svært

Lars Eberhardt driver Fysioterapien.dk, der har adresse i Ballerup, Gentofte og Gladsaxe, både med og uden overenskomst.

Hans erfaring er, at der ikke er forskel på egenbetalere og patienter med sygesikringstilskud, når det kommer til betalingsvillighed. Oftest handler det om forglemmelser, og om fysioterapeuten har fået gjort det ordentlig klart fra starten, at der i det hele taget skal betales.

”Vores sekretær kører jævnligt rykkerlister ud og tager sig også af at kontakte forsikringsselskaber, der er længe om at få betalt, men ellers er det den enkelte fysioterapeut, der har ansvaret for behandlingen og dermed også betalingen. Det er derfor den enkelte behandler, der skal ringe til en patient, der har glemt at betale”, fortæller Lars Ebehardt.

Normen på Lars Eberhardts klinikker er, at første konsultation betales samme dag, så patienten fra begyndelsen er klar over, at det ikke er gratis at gå til fysioterapeut, og derefter betales senest hver tredje gang.

”Der er stor forskel på, hvor lange de enkelte fysioterapeuters rykkerlister er. Særligt de nyuddannede har en barriere i forhold til det med betaling. De er blevet fysioterapeuter, fordi de vil hjælpe mennesker til at blive raske, og det med pengene har de det svært med. Det handler også om personlighed, men de fleste bliver bedre til det hen ad vejen. Man behøver jo bare at tænke på, hvad det koster at gå til frisøren”, siger Lars Eberhardt.
Problemet med patienter, der slet ikke betaler, er så forsvindende lille, at det ikke har kunnet betale sig for klinikken at abonnere på en inkassoordning, fortæller han.

”Når folk bliver gjort opmærksomme på, at der er noget, de har glemt, kommer pengene som regel med det samme. Men min revisor mente, at vi kunne komme problemerne endnu mere til livs ved at gøre noget ved køen i skranken. Han foreslår, at vi investerer i et par bærbare terminaler, ligesom de har på restauranterne, som vi så kan tage med ind i behandlingsrummene, så patienterne kan betale med det samme. Den ide tænker jeg over”.

 

Der er kommet støj på linjen

Jette Ottosen er indehaver af Aabenraa Fysioterapi, hvor hun har fem fysioterapeutkolleger og en sekretær. Klinikken er ikke plaget af dårlige betalere, og egentlige tab på den konto begrænsede sig i 2013 til 1500 kroner, fortæller Jette Ottosen.

”Vi prøver at forebygge det”, forklarer hun. ”Mange patienter møder op i den tro, at behandlingerne er gratis, så første skridt er at gøre opmærksom på egenbetalingen. Derefter får patienterne valget mellem at betale efter hver behandling eller efter hver femte. Vi har kun én sekretær og hun har rigeligt andet at tage sig af, så det vil tage for af hendes tid, hvis vi forlanger, at alle skal betale hver gang”, forklarer Jette Ottosen, der mener, at det største problem i forhold til betaling ligger et helt andet sted:

”Der er kommet en masse støj på linjen, efter at forsikringsselskaberne er kommet på banen i så stort et omfang. Jeg har ikke noget tal på det, men vil tro, at godt 30 procent af vores omsætning på speciale 51 (almen fysioterapi, red.) går via forsikringsselskaberne. De forskellige sundhedsforsikringers mellemmænd forlanger vidt forskellige afregningsmetoder og forudsætter, at vi sætter os ind i hver enkelt patients forsikringsbetingelser. Halvdelen af vores sekretærs tid går efterhånden med administration for forsikringsselskaberne, og vi har haft mange overvejelser, om vi skal bede patienterne afregne direkte med os og selv klare mellemværendet med deres forsikringsselskab. I de gode gamle dage, sagde vi til patienterne, at vi godt kunne tage os af det med forsikringsselskabet, men at det ville koste patienten 50 kroner, men fordi de selskaberne fylder så meget i landskabet i dag, er vi bange for, at patienterne så bare vil finde en anden klinik”.

Én gruppe vælger klinikken dog, belært af erfaringen, at opkræve pengene fra direkte og udenom forsikringsselskabet, fortæller hun. ”Ved arbejdsskadesager får vi patienterne til selv at lægge pengene, fordi forløbene kan være meget langstrakte og kan ende med, at skaden slet ikke anerkendes som arbejdsskade”.



Det kan ikke betale sig at give kredit

Per Mesing er medejer af Odense Fysioterapi, der er en stor klinik med mange behandlere. Her er problemet med dårlige betalere blevet meget mindre, efter at man har indført, at der skal betales efter hver behandling, fortæller han.

”Også likviditetsmæssigt er det en god ide ikke at give de lange kreditter på op til en måned, som vi gjorde tidligere. Men det var ikke uden betænkeligheder, og jeg var lidt bekymret for, hvad patienterne ville sige til at skulle betale efter hver gang. Men der kom stort set ingen reaktion fra patienterne, og jeg har efterfølgende spekuleret på, hvorfor jeg syntes, det var så grænseoverskridende at skulle lave om. Jeg tror, det handler mest om kulturen hos os selv”.

En anden bekymring gik på, om skranken ville blive en flaskehals, når der skulle betales hver gang, men heller ikke det har været et problem, fortæller Per Mesing. ”Vi har hele tiden haft en god bemanding i vores skranke, der har klaret mange administrative ting for behandlerne, så det er gået fint. Den eneste lille ulempe ved at opkræve betaling pr. gang, er, at alting skal være på plads inden.

Klinikken har for nylig åbnet en lille satellit uden for Odense uden bemandet reception, så her har fysioterapeuterne terminalerne med ind i behandlingsrummene, og heller ikke det har givet nogen negative reaktioner fra patienterne.

Helt elimineret problemet med patienter, der ikke betaler, har klinikken ikke, men i de tilfælde er der en fast rykkerprocedure, hvorefter sagen ryger til inkasso.
”Det er en god service over for kollegerne, at de ikke skal bøvle med det selv, og vi betaler først inkassofirmaet, når pengene er i hus, så der er ingen omkostninger forbundet med at sende en sag til inkasso”, forklarer Per Mesing.

Det helt store problem i forhold til at få penge for udført arbejde er således ikke patienterne, men derimod forsikringsselskaberne, fortæller Per Mesing, der derfor i en årrække har ladet patienterne selv klare mellemværendet med forsikringsselskaberne.

”Men nu er vi en del af FysioDanmark, som har lavet samarbejdsaftaler med flere forsikringsselskaber. Generelt er vi glade for disse aftaler, men må erkende, at vi igen giver lange kreditter.”

 

Ingen nedre grænse for inkasso

Ifølge advokatkæden Advodan, der specialiserer sig i rådgivning af små og mellemstore virksomheder, er der i princippet ingen grænse for, hvor små beløb det giver mening at inddrive via inkasso.

”Vi har sager som for eksempel inddrivelse af et grundejerforeningskontingent på 500 kroner, men dér er man også sikker på at kunne få pengene igen, fordi der jo er noget at gøre udlæg i – nemlig et hus”, forklarer Dorte Hansen fra Advodan i Holbæk.

Hendes råd er at sende første rykker 14 dage efter forfaldsdato med en ny betalingsfrist på 14 dage og pålagt et rykkergebyr på 100 kroner.

”Send kun to rykkere. Der er nogle, der sender tre, men det er ikke nødvendigt. I rykker nr. 2 giver man et varsel om, at hvis der ikke betales inden 10 dage, overgår sagen til retlig inkasso.
Om det kan betale sig at sende en sag til inkasso, kommer an på dels det skyldige beløb, dels den aftale, man indgår med inkassofirmaet. I Advodans ”no cure no pay”-koncept skal inkassofirmaet have halvdelen af det beløb, der kommer ind, mens kreditor slipper billigere i andre ordninger, men til gengæld kan risikere at hænge på omkostningerne, hvis det ikke lykkes at inddrive pengene.