De skal have et kærligt skub
Som fysioterapeut på en klinik ser man typisk kun sin patient en gang om ugen. Derfor er det nemt at bekymre sig om, hvorvidt patienten får lavet sine øvelser i mellemtiden. Det gjorde studerende Martin Eghøj i hvert fald i sine tidligere praktikforløb. Så det var en stor tilfredsstillelse for ham at starte i klinisk undervisning i rehabiliteringsafdelingen på Odense Universitetshospital. Her mødes patienter og behandlere nemlig flere gange om dagen, fordi patienterne er indlagt og får intensiv fysioterapi. Til gengæld bliver de hurtigt udskrevet.
”Jeg så mine patienter mindst en gang om dagen i en lille uge, og man kunne se store fremskridt på få dage. Det var enormt givende,” siger han.
Studerende:
Martin Eghøj, 23 år,
University College Lillebælt, modul 10.
Praktiksted:
Odense Universitetshospital, Rehabiliteringsafdelingen.
Der er 1.010 normerede sengepladser på hospitalet, og de fleste patienter er indlagt i korte genoptræningsforløb på 3-4 dage. I 2015 nåede der 112.000 udskrevne patienter igennem og 1.069.000 på ambulant besøg.
Patienten nægtede at træne
De korte patientforløb betød, at Martin Eghøj nåede vidt omkring i løbet af sine otte ugers kliniske undervisning på hospitalet. Han blev sendt ud på seks forskellige afdelinger og mødte patienter, der skulle behandles efter blodpropper, hofteoperationer og aldersrelaterede symptomer som svimmelhed og hukommelsestab.
”Det krævede meget forskellige tilgange. Jeg fik alle de måder at kommunikere på i spil, som jeg har lært gennem uddannelsen - og gennem hele mit liv,” siger han.
På ortopædkirurgisk afdeling var patienterne typisk fulde af gåpåmod efter en simpel knæoperation og tog godt imod Martins øvelser. De ville faktisk i gang med genoptræningsøvelser samme dag, som de var blevet opereret. Men på geriatrisk afdeling for patienter over 60, var indstillingen en anden.
”En patient nægtede alt og ville bare blive liggende i sengen. Jeg er jo en gammel dame, var hendes argument. De første dage vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre ved det, så jeg sagde bare okay og gik ud af stuen igen,” siger han.
Et kærligt skub
Særlig besværligt blev det, da Martin Eghøj skulle behandle en ældre, kraftig herre, der havde været fodboldtræner i mange år, men aldrig selv havde dyrket sport. Han kom med bedrevidende kommentarer til øvelserne og nægtede at udføre dem.
”Jeg brugte lang tid på at finde ud af, at det jo ikke var mig, han angreb. Det var nok i højere grad en forsvarsmekanisme,” siger Martin Eghøj.
Gennem en række samtaler med hospitalets kliniske underviser begyndte Martin Eghøj at forstå, at han ikke gjorde patienterne en tjeneste ved at være eftergivende. Tværtimod havde flere af dem brug for et kærligt skub. Og når først de kom i gang med øvelserne, indrømmede de næsten altid, at det føltes godt.
Løsningen i forhold til fodboldtræneren blev at droppe den planlagte træning og i stedet spørge ind til hans liv. Det viste sig, at han i sin fodboldtræning havde brugt en øvelse med kegler, hvor spillerne trænede høje knæløft. Martin Eghøj fandt derfor nogle hvide plastikkrus frem, der kunne gøre det ud for kegler og fik fodboldtræneren til at vise øvelsen. Og så var han i gang.
”Det hjalp at få kædet de ting, der betyder noget for patienten, sammen med træningen. Efterhånden blev vi lidt bedre venner og jeg kunne så småt få mit eget program på dagsordenen,” siger Martin Eghøj.
Oplevelsen lærte ham, at man ikke skal være bange for at presse sine patienter lidt.
”Jeg tog motivatorhatten på og insisterede på, at de gjorde et forsøg. Bare det, at de kom ud af sengen, blev en succes for mig. Og da vi nærmede os slutningen af de otte uger, var der ikke nogen, der fik lov til at blive liggende i sengen,” siger Martin Eghøj.
Klinisk underviser:
Lars Odgaard
Hvad er de vigtigste egenskaber, man som studerende skal have med hos jer?
”Patienterne på universitetshospitalet bliver typisk udskrevet inden for tre-fire dage. Derfor er man nødt til at være lidt pågående, hvis man både skal nå at undersøge dem og komme i gang med behandlingen. Det hjælper, hvis man har et godt humør som Klodshans, der kommer ind i balsalen og siger ’her kommer jeg!’. Man skal selv opsøge mulighederne.”
Hvordan klæder I de studerende på?
”Gennem tre faste samtaler og jævnlige snakke om, hvordan det går. Nogle studerende starter måske med at tro, at de lærer bedst ved at nå rundt på så mange afdelinger som muligt. Men det kan vise sig at være alt for forvirrende at skulle overskue mange slags patienttyper på samme tid. Vi har jo alt herude, fra ortopædkirurgiske patienter til reumatologi og plastikkirurgi. Så det er mit ansvar at foreslå, at de kan blive længere i et bestemt speciale og finde tryghed i det.”
Hvordan er studiemiljøet?
”Vi har det, vi kalder stud.fys-barakken, hvor de studerende mødes hver morgen. Her får de studerende undervisning og kan hjælpe hinanden med journaler og øvelser. På den anden side af døren sidder de ergoterapeutstuderende, som vi arrangerer tværfaglige forløb med. Der er omkring 2000 studerende inden for blandt andet sygepleje, medicin og fysioterapi på hospitalet i løbet af et år, så de kommer aldrig til at være alene.”
