Venskab eller venlig afvisning?

Elvira er fysioterapeut på Sengerup Sygehus. En dag får hun en ny patient, en 63-årig kvinde. De to har meget til fælles og får hurtigt etableret en rigtig god kontakt, som er fuld af gensidig forståelse og varme. Behandler og patient deler ovenikøbet hobby: Elviras patient er passioneret hundeejer, og ligesom Elvira elsker hun sin franske bulldog. Der går ikke længe, før de to udveksler hundebilleder.

Kvinden gør store fremskridt og kan se frem til udskrivning inden for kort tid. Hun foreslår derfor Elvira, at de fortsætter samværet udenfor sygehuset og mødes til en tur i parken med hundene og efterfølgende kaffe i hendes hjem.

Elvira føler stor sympati for sin patient, men hun havde ikke forestillet sig, at det skulle føre til et reelt venskab. Hun vil dog nødigt afvise kvinden, da hun mener, at den gode kemi i høj grad har medvirket til, at genoptræningen går så godt. Kvinden skal fremover gå til ambulant behandling i 12 måneder hos Elvira, så genoptræningen er ikke slut. Elvira ved desuden, at kvinden er meget ensom.

Hvad gør Elvira?

Skal hun sætte en grænse og sige, at hun af princip ikke ser sine patienter privat, med fare for, at genoptræningen går mindre godt, fordi kvinden bliver skuffet?

Eller skal hun fortsætte relationen udenfor sygehuset? Det er jo trods alt hyggeligt og kunne udvikle sig til et ægte venskab.

Hvad ville du gøre?