Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Længere genoptræningsforløb - højere funktionsniveau

FORSKNINGSNYT // Her præsenteres et studie om genoptræningsforløb efter hoftebrud. Studiet er publiceret i Danish Medical Journal.

Baggrund

6700 ældre danskere indlægges årligt med en hoftenær fraktur, og tallet forventes at stige. Fysisk inaktivitet i forbindelse med indlæggelse øger risikoen for tab af funktionsevne og er associeret med fald, øget mortalitet og nedsat livskvalitet. Man ved ikke, hvilken type kommunal genoptræning, der har bedst effekt, og hvilken betydning ventetid inden opstart og varigheden af genoptræningsforløbet har for effekten målt på funktionsevne.

Formål

At undersøge sammenhængen mellem ventetid og varighed af kommunal genoptræning efter hoftenær fraktur på funktionsevnen hos ældre efter fire måneder.

Metode

Patienter over 65 år, udskrevet efter hoftenær fraktur fra et dansk hospital og henvist til standard genoptræning i fire kommuner, blev inkluderet konsekutivt. Endemålet var funktionsevnen målt med Short Physical Performance Battery (tandem-testen, en rejse-sætte-sig test og ganghastighed).

Resultat

156 patienter med stor variation i funktionsevnen blev inkluderet, hvoraf 149 blev henvist til genoptræning og 113 gennemførte genoptræningsforløbet. 33 ønskede ikke at tage imod genoptræningstilbuddet og 3 døde under forløbet. Ventetiden på genoptræning var mellem 0-64 dage (median på 8 dage). Varigheden af genoptræningsforløbet var mellem 0,5-51 timer (median på 15 timer). Der blev ikke fundet en sammenhæng mellem ventetid og funktionsevne, hvorimod der var en stærk sammenhæng mellem varighed og funktionsevne. Endvidere blev der i subgruppe-analyser ikke fundet sammenhæng mellem funktionsevne før indlæggelse eller ved udskrivelse og funktionsevne efter genoptræningen. En opdeling af patienter efter deres ressourcer og svagheder, såsom demens og præ-morbid funktionsevne, kan med fordel guide rehabiliteringsindsatsen.

Styrker og begrænsninger

Studiets begrænsninger er et relativt lille antal deltagere, og manglende justering for betydningen af demens eller brug af ganghjælpemidler før indlæggelsen. Der var endvidere nogen risiko for bias, idet kommunens terapeuter selv registrerede ventetid og varighed. Der er behov for større undersøgelser, som kan afdække betydningen af ventetid for rehabiliteringsindsatsen.