Jeg lærte at beskytte mig selv

Amalie Zoëga Nielsens første vagt på covidafsnittet på Hvidovre Hospital var en nattevagt. Hun var eneste fysioterapeut på afdelingen, og hun husker især en patient, som var så dårlig, at sygeplejerskerne og lægerne havde opgivet at redde ham og nu blot sørgede for at holde ham smertedækket.

“Jeg blev meget rørt over at se ham ligge helt alene på stuen, og jeg spekulerede på, om hans søn ville nå at komme, inden han døde. Det var overvældende at se, hvordan han kæmpede for at få luft. Så jeg måtte forlade stuen og lade en sygeplejerske tage over,” fortæller Amalie Zoëga Nielsen.

Oplevelserne på de første vagter på covidafsnittet fulgte hende med hjem fra arbejde.

“Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvis det var min egen familie, der havde ligget på stuen eller skulle igennem det forløb,” fortæller Amalie Zoëga Nielsen, der efterhånden blev bedre til at takle de stærke påvirkninger fra patienter, der kæmpede for livet.

“Jeg blev bedre til at sætte en mur op og lærte at beskytte mig selv – og det skal ikke forstås sådan, at jeg lagde al empati til side. Men i stedet for at involvere mig personligt, lærte jeg at være mere professionel og fokusere på min rolle som en fagperson, der skulle hjælpe patienterne,” siger Amalie Zoëga Nielsen, der er 26 år og kun havde været i sit første job som fysioterapeut i godt et år, da covidepidemien brød løs.

Patienter kom tæt på

Hun var imidlertid ikke den eneste, der blev berørt af pludselig at skulle arbejde med alvorligt og akut syge patienter, men fysioterapeuterne blev i anden bølge gode til at sparre med hinanden om deres oplevelser på de faste, ugentlige møder. Desuden kunne de i overlappet mellem vagterne nå at vende, hvis en patient ‘var kommet ind under huden.’

“Vi kunne bekræfte hinanden i, at vi ikke kunne gøre mere, end vi gjorde, og det var rart at mærke, at jeg ikke stod alene med mine følelser. Andre havde det også svært,” siger Amalie Zoëga Nielsen.

Arbejdet på covidafsnittet adskilte sig en del fra de rutiner, hun var vant til. Normalt opsøgte hun patienterne og trænede dem, hvorefter hun gik videre til næste opgave.

“Det var overvældende og lidt surrealistisk, at jeg som fysioterapeut pludselig var med til at redde liv. I begyndelsen var de kontinuerlige CPAP-behandlinger jo en af de få ting, der var med til at holde patienterne i live.”

Mens første covidbølge var præget af usikkerheden omkring håndtering af en ny virussygdom, var Amalie Zoëga Nielsen og hendes kolleger mere velforberedte, da anden bølge meldte sin ankomst i december 2020. Men den gav til gengæld nye udfordringer.

“Jeg oplevede, at vi havde mange flere rigtigt dårlige patienter på samme tid, og når vi havde fire-fem akut dårlige patienter ud af samlet 10-15 patienter på afdelingen, var vi nødt til at prioritere, hvem vi skulle ind til først. Vi kunne ikke være på alle stuer på samme tid. Det var en vanskelig udfordring.”

Behandlingen af covidpatienter er stadig en del af fysioterapeuternes hverdag, men siden februar er de fleste vendt tilbage til deres normale vagtskema efter næsten et år med natte- og aftenvagter og helt nye opgaver. Hverdagen er dog ikke den samme. Fysioterapeuterne behandler fortsat covid-19-patienter, om end de er blevet færre.

“Omstændighederne omkring covid-19 har skabt et utrolig godt samarbejde mellem faggrupperne, og jeg oplever, at de andre faggrupper er blevet meget mere opmærksomme på, hvad vi fysioterapeuter kan, og hvor afhængige de har været af vores indsats. Det er fedt,” siger Amalie Zoëga Nielsen.