Stort sammenhold på tværs af faggrænser

Herning var en af de byer, der oplevede et stort smittetryk tidligt i covid-19-forløbet, og det betød en betydelig indgriben i Michael Godsvig Lindvigs hverdag på Regionshospitalet, hvor han til daglig er ansat i akutafdelingen.

Det store smittetryk medvirkede, at akutafdelingens sengeafsnit med lynets hast blev fordoblet fra 25 til 50 covid-sengepladser.

”Det betød, at pladsforholdene for personalet var stærkt begrænsede. Plejepersonalet stod som sild i en tønde, og jeg tror, at en stor del af de sygeplejersker, der blev smittet med covid-19, fik smitten på kontorerne af kolleger - ikke inde hos patienterne,” siger Michael Godsvig Lindvig.

Akutpatienter med blandt andet skader i bevægeapparatet og lignende, som Michael Godsvig Lindvig normalt tilså i akutafsnittet, blev dirigeret til Regionshospitalet Holstebro. I løbet af foråret arbejdede Michael Godsvig Lindvig derfor halvdelen af tiden i Holstebro og den anden halvdel på covidafsnittet i Herning.

”I Herning fravalgte vi at give patienterne CPAP, og det har efter min opfattelse været en af grundene til, at relativt få fysioterapeuter i Herning blev smittet ved covid-19. Men der var nok af andre opgaver at tage sig til. Jeg supporterede plejepersonalet – hentede og bragte ting, de skulle bruge, og jeg rengjorde visirer,” fortæller Michael Godsvig Lindvig. Derudover stod han for forberedelse af udskrivelse og funktionsevnevurderinger. 

Rationering af værnemidler

Arbejdsmiljøet var i de første uger under stort pres, fordi det ikke var muligt at fremskaffe de fornødne værnemidler. Plejepersonalet måtte blandt andet i mangel af bedre bruge beskyttelsesbriller beregnet til værn mod nytårsfyrværkeri.

Der var i begyndelsen ikke mundbind, visirer og overtrækskitler nok, og på et tidspunkt fik hospitalet leveret FFP3-mundbind, som viste sig ikke at være egnede til brug blandt smittede patienter.

”Vi var nødt til at rationere værnemidlerne. De vigtigste opgaver blev prioriteret, og mindre vigtige opgaver nedprioriteret, men der var mig bekendt heldigvis ikke episoder, hvor personale bevidst gik ind til patienter uden det anbefalede udstyr,” siger Michael Godsvig Lindvig.

Robuste kolleger

Han blev ikke selv smittet med covid-19 og var på intet tidspunkt bekymret for sit helbred, hvis det skulle ske.

”Jeg har været tæt på rigtig mange covidpatienter, men jeg har ikke været nervøs for at gå på arbejde. Jeg er 46 år og sund og rask, så jeg følte mig ikke udsat,” siger han.

Han husker første dog bølge som én tid præget af stor usikkerhed og uro omkring, hvad den nye diagnose kunne føre med sig. Billederne fra det hårdt ramte Italien skræmte.

”Men det var også spændende og udfordrende, og vi fik jo løst opgaven og oplevede et stort sammenhold på tværs af faggrænser,” siger Michael Godsvig Lindvig.

Han har af samme grund været lettere irriteret over tv-reportager med grædende sygeplejersker, der er ved at bukke under for arbejdspresset.

”Det var ikke det generelle billede, der blev vist. Tværtimod oplevede jeg mange robuste sygeplejersker, der ikke lod sig slå ud af det pres, de var under, og jeg synes, det var forkert at fremstille plejepersonalet i offerrollen,” siger Michael Godsvig Lindvig, der dog erkender, at han efter tre måneders covid-indsats i foråret 2020 var træt og trængte til en pause.

”Da anden bølge indtraf, var vi bedre forberedt. Der var skruet op for bemandingen og i det hele taget mere ro på,” siger Michael Godsvig Lindvig.

Han hører heller ikke til blandt dem, der føler sig overset eller oplever manglende respekt for sin indsats.

”For mig var anerkendelse fra tværfaglige samarbejdspartnere og gode patientforløb det vigtigste,” siger Michael Godsvig Lindvig.