Terminale patienter måtte undvære hjemmebesøg

"Træls" er et af de ord, Karin Boel bruger mest, når hun skal beskrive påvirkningen fra covid-19. ‘Usikkerhed’ er det næste ord på listen.

Hun er fysioterapeut og arbejder især med palliation i Fysioterapien på Aalborg Universitetshospitals afdeling i Thisted, hvor hun både giver behandling til patienter, der er indlagt og til ambulante patienter. Desuden kører hun ud til patienter, der ikke har mulighed for at komme ind på hospitalet til ambulant behandling.

Da første covidbølge rullede ind over landet, blev hjemmebesøgene annulleret.

“Det betød, at der potentielt var personer, som ikke fik den fornødne behandling, og da der er tale om svært syge mennesker, var det selvsagt rigtig træls. Der var desværre ikke andet at gøre end at acceptere retningslinjerne, men det var med en dårlig mavefornemmelse, fordi jeg vidste, at der var patienter, der led, fordi vi ikke kunne komme ud til dem,” siger Karin Boel.

Meldingen fra patienterne var, at de af bekymring for at blive smittet med covid-19 holdt sig isolerede og prioriterede, hvem de ville se. Da der er tale om terminale patienter, er langt de fleste af dem i dag døde.

Hvad angår usikkerheden, oplevede hun den mest som uvished om, hvad pandemien ville medføre.

“Vi fik allesammen især i begyndelsen manet covid-19 op som den stor stygge fjende, og vi vidste ikke, hvilket ben vi skulle stå på. Det ben vi stod på i dag, skulle vi måske ikke stå på i morgen. Vi var varslet til at skulle indgå på andre afdelinger, hvis det blev nødvendigt, og der var mange skiftende retningslinjer at forholde sig til hele tiden. Jeg var usædvanligt træt i hovedet, når jeg gik hjem fra arbejde.”

Karin Boel og hendes kolleger undgik at blive sendt til covidafsnittene i Aalborg og Farsø. Tværtimod var der kolleger, der blev sendt hjem, fordi enkelte afsnit blev lukket ned.

Umenneskelige valg

Men selv om hun ikke har haft direkte berøring med covidpatienter, har pandemien alligevel haft indflydelse på hendes palliative opgaver.

“Jeg havde meget ondt af de indlagte patienter, der måtte leve med, at de kun i begrænset omfang kunne få besøg af deres pårørende. Det var umenneskeligt for en dødeligt syg patient at skulle vælge, hvem af sine fire børn, man ønskede at få besøg af, fordi restriktionerne foreskrev, at der kun måtte være to besøgende ad gangen. Jeg tænkte ofte på, hvordan jeg selv ville have haft det, hvis jeg stod i den situation,” siger Karin Boel.

I den knapt så alvorlige ende af skalaen har hun som alle andre stiftet bekendtskab med det strenge hygiejneregime, som har stjålet kostbar arbejdstid, og som hun håber snart er fortid.

“Jeg har aldrig tidligere tænkt på at spritte trappegelænderet af – det har været noget, som serviceassistenterne klarede en gang om dagen, men det er blevet en rutine ligesom afspritningen af dørhåndtag og stolene i venteværelset. Jeg håber, pandemien snart letter, så kan slække på det,” siger Karin Boel.