Hvor var fysioterapeuterne?

Den 19.-20. marts var der EU Sportvision 2012 Kongres i Bella Centret i København. Kongressen havde til formål at diskutere EU 2020-strategien ”Sport For All”. Kongressen kørte i tre spor: Financing & Health, Fitness Doping og Volunteering.

I deltagerprofilen stod der: “The european sportvision2012 conference addresses diverse target group from political decision makers to club coaches, from medical doctors to local activist from private businesses to internationale institutions”. Vigtige EU- og statsaktører, organisationer, universiteter, medicinske eksperter, virksomheder og mange flere var repræsenteret ved konferencen, men ingen fysioterapeuter, og faggruppen deltog dermed ikke i diskussionen om de store spørgsmål om promoting health lokalt og globalt i EU.

Vi (to fysioterapeutstuderende) havde skabt vores egen vej ind. Ingen af de lærere og ledere, vi opsøgte på fysioterapeutuddannelsen, havde kendskab til kongressen, og vi måtte derfor maile og ringe flere gange direkte til ISCA (The International Sport and Culture Association), som står bag kongressen, for at få adgang. Efter først at have ringet og dernæst korresponderet i ugevis, blev det besluttet på et ISCA møde, at vi kunne deltage gratis - på grund af vores argumentation såvel som entusiasme og engagement.

Netværk er hårdt arbejde

Kongresser er, som vi erfarede det, og som kulturminister Uffe Elbæk pointerede i sin åbningstale, en mulighed for at netværke og skabe samarbejde på tværs af organisationer og interessenter. 'It's not what you know, it's who you know', men man kommer ikke sovende til netværk.

I den udleverede materialemappe lå der bl.a. en deltagerliste på de 300-400 deltagere. Her stod anført navn, email, og hvem man repræsenterede. Det gjaldt om at sætte sig en slagplan for, hvem man ville snakke med, hvor man kunne øge sit netværk, og hvor man kunne bidrage til diskussioner. Det var straks klart, at snakken ikke foregik tilfældigt, men oftest i allerede organiserede netværk.

Vores første netværksoplevelse skete allerede ved første frokost. Med mad i munden blev vi mødt af S. Szymanski (Economist from CASS business School). Det blev til en interessant snak om, at for at forstå hinanden bliver vi nødt til at definere en fælles terminologi: Hvad er forskellen på sport, fysisk aktivitet, motion og bevægelse, samt i hvilke regi foregår de forskellige aktiviteter i. Szymanski fortalte, at en udbredt holdning i USA er; 'hvis man ingenting kan vinde, hvorfor så dyrke sport'. Szymanski viste sig senere at være keyspeaker på kongressen.

Vi blev af mange kongresdeltagere mødt af en forbløffelse over vores kunnen og vores fysioterapeutiske indgangsvinkel til diverse problemstillinger. De fleste aktører, vi snakkede med, ændrede deres syn på fysioterapeuters berettigelse i den sundhedsfremmende og forebyggende fase, hvor de før kun havde tænkt på os som faggruppe under og efter skadesforløb.

Det hele kulminerede første aften, da den ene af os, Sabrina, til foredraget ”How to target the workplace to raise employee`s activity and health level?” rejste sig op og stillede et spørgsmål til indholdet. Til den efterfølgende middag og også dagen efter var der flere, som var nysgerrige for at snakke med os og høre vores syn og tanker om kongressens forskellige foredrag.

Uopdyrket land

Vi vil gerne med denne artikel skabe fokus på vores professions deltagelse i kongresser og andre fora med international diskussion af sundhedsfremme. Selvom der bliver ydet en kæmpe indsats af fysioterapeuter i sundhedsfremme, så mener vi, at der muligvis er uopdyrket land for vores fag i det sundhedsfremme arbejde.

Alle er enige om, at sundhed er en menneskeret, uanset ressourcer. Derfor handler det for os om, at vi skal være på forkant med udviklingen i brug af fysisk aktivitet som redskab til at skabe læring og kompetencer til et aktivt liv. Igangsætning af nye idrætsinitiativer skal stræbe efter at integrere den nyeste viden og fremme læring hos vores raske patienter.

Det er en fornøjelse, at vi på uddannelsen har muligheden for at vælge tværfaglige valgfag såsom "Innovation og entreprenørskab" og "Urban Sundhed" på 13. modul. Nu mangler vi bare, at det bliver fulgt op med spændende udbud af bachelorprojekter. Selvom autorisationen først kommer efter endt uddannelse, så bryster vi os allerede stolt af vores fysioterapeutidentitet, og vi har store forventninger til at kunne bidrage til fremtidens sundhedsfremme med de kompetencer, som vi har lært på fysioterapeutuddannelsen.

Men spørgsmålet er: Har vi gjort nok for at vise omverdenen, at vi er eksperter i bevægelse, og at en af vores kerneydelser er sundhedsfremme og motivation til fysisk aktivitet? I indbydelsen til konferencen blev nævnt, at hvis 'Sport For All' skal være mere end bare et slogan i EU, så må alle bidrage. Men hvor var fysioterapeuterne? Måske er vi bare ikke dygtige nok til at skabe indflydelse, måske er omverden ikke bevidst om vores fags kompetencer. Skal vi stille os tilfredse med at udfylde rammerne, eller vil vi være med til at skabe dem?

Er vores forforståelse en barriere for at kunne bidrage til fremtidens sundhedsfremme? Vi ved, hvad patienterne ”har brug for”, og hvad de ”har bedst af”. Hvis patienten ikke gør, som vi råder dem til, så kalder vi dem non-compliante. Vores selvopfattelse lader til at være mest rettet mod den første del af vores fagidentitet Fysio, frem den sidste del Terapeut. Vi anskuer patienten ud fra symptomet og rådgiver om forebyggende elementer såsom optimal alignment, styrketræning af muskler og udspænding af andre. Måske er løsningen for den terapeutiske alliance, at vi skal have større fokus på psykosociale faktorer, for at kunne lykkes med de biomekaniske.

Vi skal som fysioterapeuter sørge for, at vi i fremtiden er repræsenteret ved konferencer som Sportvision. Vi skal vise arrangørerne og omverdenen, at vi ikke vil forbigås - både fordi vi gerne vil have noget at skulle have sagt, og fordi vi har noget at sige.