Portræt: Dobbeltterapeuten

Der vokser både ramsløg, skalotteløg, gule løg, topløg og tomater i Tina Solveig Kochs kolonihave i Rødovre. Grøntsagerne trives så godt, at hun og ægtefællen, Mette, stort set var selvforsynende hele sidste sommer. Topløgene, hvor selve løget vokser på stænglen over jorden i stedet for nede i den, er Tina Solveigs særlige favorit, en gammel dansk sort, som man ikke ser så mange steder mere.

”I år var vi i haven allerede til påske”, fortæller Tina Solveig. Hun nyder at give sin ellers strategiske hjerne en timeout og grave i jorden, anlægge nye bede, bygge drivhus og binde tomater op.

Vi varmer op til en længere snak – ikke om kolonihaveliv – men om hendes arbejdsliv. Et broget CV med mange afstikkere, så mange, at hun selv på et tidspunkt nogle år tilbage var bekymret for, om hun så for ustabil ud for en kommende arbejdsgiver?

Set fra den snorlige vej, ligner Tina Solveigs karriere en zigzagkurs. Men den har ikke desto mindre ført den 52-årige fysioterapeut og ergoterapeut i armene på det liv, hun altid har drømt om. Både privat og arbejdsmæssigt. 

”Det handler for mig om at føle, at jeg gør en forskel, en væsentlig forskel, for det projekt, jeg lægger mine kræfter i. Det vil jeg sige, at jeg oplever i mit nuværende job. På alle planer – både personplan, organisationsplan og landsplan. Det bekommer mig virkelig godt”, siger hun stolt og vender et par af sine succeser. Dem vender vi tilbage til, for Tina Solveig er allerede videre i sin tankerække.

”På uddannelsen i København, hvor jeg læste frem til februar 1990, var der en legendarisk bibliotekar, der hed Maren, som alle kendte. Hun sagde engang til mig: ”Tina, du går dine egne veje, men de andre går med dig”. Det tager jeg som et kompliment. Jeg har også tit hørt fra mine medstuderende, at jeg var en ledertype og automatisk tog ledelsen”. 

”Jeg har altid været lidt anderledes, allerede da jeg var barn og gik ud af 8. klasse, hvilket absolut ikke var almindeligt i Hillerød, hvor jeg er vokset op. Jeg kom et år i huset hos en familie i Brede i stedet”, fortæller Tina Solveig, der i øvrigt også har været gift med en mand, indtil hun fandt ud af, at hun nok hellere ville leve sammen med en kvinde. Hun indså også ret hurtigt, at hun er bedre til at afstikke rammerne end til at traske i andres fodspor.

I dag er hun på femte år pleje- og aktivitetschef for Ældreområdet i Rudersdal Kommune, der omfatter plejecentre, hjemmepleje, genoptræning og aktivitetscentre. Her er hun direkte leder for 11 institionsledere, som har 38 afdelingsledere under sig og yderligere ca. 1100 medarbejdere.

Syv års grunduddannelse

Tina Solveig søgte ind på uddannelsen i København i 1983, blev færdig som ergoterapeut i 1986 og tog så lige tre og et halvt år mere for at blive på fysioterapeut.

”Jeg ville egentlig have læst medicin. I dag er jeg glad for, at jeg valgte at blive terapeut i stedet for mediciner. De laver kun en lille del, og så ryger patienten videre i systemet. Jeg tror, jeg kan gøre en større forskel. Jeg kan tydeligt huske storheden første skoledag på ergoterapeutstudiet, hvilken én af de mange striktrøjer, som jeg altid havde gang i på rundpinden, jeg havde på, og hvor vigtigt alting føltes, da jeg gik ned ad Lersø Parkalle, hvor skolen lå.

Jeg glædede mig til at komme i gang med livet, til at bruge min kreativitet fagligt. Da jeg så tre år senere stod med min ergoterapeut-autorisation i hånden, følte jeg mig bare usikker, så derfor søgte jeg ind på fys-skolen samme sommer”.

Tina Solveig havde flere gange fået hints om, at hun var mere fysioterapeut end ergoterapeut. Både af studiekammerater, der læste fysioterapi, og i sine praktikker.

”Det var ikke kun positivt ment. Jeg havde åbenbart en tendens til at overskride smertetærsklen, når jeg trænede med patienterne, og til at bruge mig selv som redskab, hvad man anså for fysioterapi dengang, i alt fald der hvor jeg var i praktik.

Jeg tog tre og et halvt år til og var færdig i 1990, men så var jeg også mere end klar”, siger hun.

Da den faglige selvtillid var i hus, kom ambitionerne af sig selv. Tina Solveig boede på det tidspunkt i Greve med sin daværende kæreste. Hun udså sig kommunens kommende træningscenter som sin fremtidige arbejdsplads.

”De var kun i gang med at byggemodne grunden, da jeg hørte om projektet og tænkte: Det skal jeg være terapeutfaglig leder for. Det var jo oplagt med min baggrund, mente jeg. Jeg havde en plan at bruge begge uddannelser. Og så passede det godt til mine ambitioner om at være leder”, siger hun, der søgte et job som distriktsfysioterapeut i Brøndby Kommune, mens hun ventede, for at kvalificere sig til jobbet.

”Det blev aldrig til noget, for i mellemtiden startede Københavns Kommune Rygskolen, hvor jeg blev projektmedarbejder i et femmandsteam og hurtigt blev tillidsrepræsentant og siden leder.

Det var som tillidsrepræsentant, jeg for alvor begyndte at tænke på, hvad der adskiller en god leder fra en dårlig. I den afsluttende årsrapport, som blev udgivet af mig og en kollega på eget initiativ, kritiserede vi ledelsen af projektet. Vi skrev blandt andet, at der ikke var en sammenhængende struktur, understøttende ressourcer, og at målene ikke var realistiske og målbare. Vi havde sagt det til lederen, men hun hørte ikke efter. Hun blev rasende. Det var jeg aldrig blevet, jeg var snarere blevet flov over ikke at have lyttet til mine medarbejdere, mens tid var”.

”Jeg oplever heldigvis, at jeg er vellidt som leder. Hvis ikke jeg følte mig rimelig sikker på det, ville jeg flytte mig”.

”Det er en stor arbejdsplads, og som min chef meget rigtigt plejer at sige, så er ældreområdet jo et af de få områder herhjemme, der virkelig er i vækst. Vi får flere og flere ældre borgere i Danmark, de lever længere og der fødes færre børn”, siger Tina Solveig.

”Jeg har som sagt været ansat fem år til sommer. Det er personlig rekord og min længste ansættelse nogensinde. Jeg glæder mig så meget til at fortælle min tidligere kollega Jane det. Vi har ikke har set hinanden i de senere år, men hun vil vide nøjagtig, hvad jeg mener, hvis jeg poster ”femårsplanen er hjemme” på hendes Facebook”.

Man kan ikke altid nøjes med at luge

Tina Solveig har taget en diplom i ledelse med fokus på anerkendende kommunikation og systemisk coaching og har taget en uddannelse i projektledelse.

”Det er nogle håndgribelige redskaber, som har givet mig teoretisk baggrund for det, jeg allerede gjorde i praksis. Det kommer let til at lyde forkert, men ledelse er efter min mening noget, du kun til dels kan lære. Det er også et spørgsmål om din personlighed. Jeg fik gennem uddannelse et sprog for den instinktive ledelsesstil, jeg altid har stræbt efter at praktisere”, siger hun.

Jobbet som leder kan langt fra sammenlignes med at passe en kolonihave – og dog. Nogle gange kan man nøjes med at vande og luge, andre gange er du nødt til at finde havekultivatoren frem og pløje det hele igennem.

Tina Solveig har prøvet begge dele.

”Jeg havde på et tidspunkt en medarbejder, der var anklaget for at stjæle fra borgerne. Det var en rigtig lortesituation, fordi han efter min bedste overbevisning ikke havde gjort det, men hans kolleger anklagede ham.

I sådan en situation er værktøjer vigtige, som f.eks. den anerkendende samtale. Men hvordan skal man anerkende i den situation? Jeg endte med at anerkende ham for, at han var kommet til en tjenstlig samtale, hvor jeg i den grad pressede ham i et forsøg på at sikre mig, at han talte sandt. Hans case handlede ikke kun, om han havde stjålet eller ej, men om arbejdsklimaet”.

”Han var blevet prügelknabe, og sagen gav anledning til en større selvransagelse i personalegruppen. Hvilke regler har vi? Hvordan opfører vi os overfor hinanden, når sådan noget sker?”

En af de store arbejdsmæssige succeser er implementering af dokumenterbar hverdagsrehabilitering i Rudersdal Kommune:

”I 2010 blev blot 2 pct. af hjemmehjælpsmodtagere selvhjulpne igen, i 2014 er det omkring 50 pct. Det er selvfølgelig ikke min fortjeneste alene, men jeg har været hovedansvarlig for at igangsætte denne ydelse, og på en måde så vi kan dokumentere effekten. Det giver effekt for både borger og kommunekasse, og det er jeg stolt af. Vi har netop sendt den første videnskabelige artikel af sted til det engelske tidsskrift "Health and Social Care in the Community”.

Det er den første danske, videnskabelige artikel/forskningsarbejde om effekt af hverdagsrehabilitering. Den gode historie er, at vi har sparet 3,5 millioner kroner alene i 2011, samtidig med, at vi har hjulpet mange borgere tilbage til et uafhængigt liv igen”, fortæller Tina Solveig og uddyber projektets kerne:

”Før kørte tingene jo som i de fleste kommuner. Når en ældre borger fik en blodprop eller havde været hospitalsindlagt, kom der automatisk ”hjælpebehov” bagefter. Vi spurgte f.eks. folk: ”Har du brug for hjælp til at komme i bad?” De sagde selvfølgelig ja, også selv om nogle af dem havde klaret sig udmærket uden hjælp i hjemmet et par uger tidligere.

Vi ændrede spørgsmålet og sagde i stedet: ”Vi vil gerne hjælpe dig til igen at blive tryg ved selv at kunne tage bad”. Det sagde de også ja til, men det er jo et helt andet ja – for det handler ikke om konkret hjælp, men om at føle sig tryg og igen blive selvstændig.

Selvstændig og uafhængig er to nøglebegreber for borgerne. For når det kommer til stykket vil alle mennesker, også ældre, jo helst være raske og klare sig selv.

At der så findes ældre, som er socialt isolerede og derfor kede af at miste deres hjælp, er et andet problem. Et alvorligt problem, efter min mening. Men det skal bare ikke løses med hjemmehjælp og fysioterapeuttimer”.

Værdierne understøtter hinanden

Tina Solveig er som sagt både fysioterapeut og ergoterapeut, og har siddet i hovedbestyrelsen i Ergoterapeutforeningen. Men hvad hun er mest, ved hun ikke.

”For mig hænger det utrolig godt sammen at være dobbeltterapeut. De to fags grundlæggende værdier understøtter i den grad det hele menneskes behov. Som ergoterapeut i geriatri og genoptræning har du fokus på patientens dagligliv og de basale behov, hvor fysioterapeuten kigger mere på f.eks. de fysiske ressourcer og funktioner”.

”Ude på arbejdspladserne oplever jeg slet ikke de faglige stridigheder mellem ergoterapeuter og fysioterapeuter, som på studierne og i de fagpolitiske kredse. Det er i fagforeningerne og på uddannelsen, man har travlt med at udpege forskellene og konflikterne”.

"Men i praksis er det patienten, det handler om, uanset om man er ergo eller fys. Det er så skørt, når man bliver for optaget af faggrænser eller systemer.

Jeg kan f.eks. huske, at man ude på Gentofte Amtssygehus, hvor jeg var i somatisk praktik, arbejdede med to systemer: Ergoerne arbejdede ad modum Bobaht og fysserne ad modum Brunstrøm. Det var absurd, for det er to modstridende systemer på den samme patient”.

”Jeg er glad for, at vi flytter os fra ”systemer” til mennesker. Jeg havde engang en patient, en bankdirektør, som havde fået en voldsom polyradicilutis. Han havde kun to ønsker: At kunne skrive sin underskrift og at kunne dreje nøglen til sin hoveddør. Deri lå hans identitet og integritet. Er det ikke det, vi alle sammen vil? At kunne bestemme selv og dreje nøglen?”