Soldaterne havde 50 procent af skaderne med hjemmefra

Hvad laver du?

Jeg arbejder på Garderhusarkasernen/Antvorskov Kaserne i Slagelse. Der er tale om helt almindelig profylakse og behandling på en klinik på kasernen.

Når jeg fortæller, at jeg arbejder i Forsvaret, tror mange, at jeg er med til at rehabilitere de soldater, der bliver skadet på missioner, men dét foregår på klinikken på Rigshospitalet. Jeg skal tværtimod forhindre, at medarbejderne, både det faste personale og de soldater, der skal udsendes på missioner, får skader.

Da jeg var i Afghanistan oplevede vi, at 50 procent af de skader, soldaterne kom til fysioterapeuten med, havde de med hjemmefra. Folk tager af sted med skader, fordi de ikke vil svigte den gruppe, de har trænet og forberedt sig sammen med. 

Der er tale om toptrænede folk, der fysisk svarer til topatleter. De burde simpelt hen ikke få skader af denne type, selv om de er på patrulje med 50 kilo oppakning.

Hvad vil I gøre ved det? 

Vi er ved at indføre et helt nyt screeningsværktøj. Det hedder Functional Movement System. Det har været i brug i nogle år blandt amerikanske topatleter og soldater, og nu er vi ved at indføre det i Danmark.

Det består af syv screeningstest, der giver os et billede af, om der er bestemte steder i bevægelseskæden, man især skal være opmærksom på, for at undgå skader. Der er tale om nogle standardiserede, validerede tests, som vi tilstræber, at alle de 2500 personer, der skal stå i beredskab, gennemgår.

Træningen bliver målrettet den enkelte person, så hvis man for eksempel mangler bevægelighed i højre skulder, skal man træne dér. Vi håber, at alle i beredskabet bliver screenet og bruger deres eget træningsprogram, så de i fremtiden vil være trænet til at undgå skader.

Er du med til at udvikle noget nyt?

Ja, for mange har svært ved at få tid til træning i løbet af dagen. Det operationelle personale har ret til to timers fysisk træning om ugen i arbejdstiden. Det har andre ikke, men vi arbejder med at indføre mikrotræning, og en studerende er ved at lave en ph.d., der skal dokumentere, om 4x15 minutters hård træning er ligeså effektiv som en samlet time.

Samtidig arbejder vi på at finde øvelser, som folk kan lave ved hjælp af skrivebordet, stole eller andet, så træningen ikke kræver særlige redskaber. Det er fantastisk på den måde at være med til at skabe nogle nye træningsformer og skabe noget nyt på arbejdspladsen.

For tiden er vi på fact-finding i de forskellige dele af Forsvaret for at screene folk og undersøge, hvad de har brug for. Det er enormt tilfredsstillende. 

Hvis man for eksempel tænker på ingeniørtropperne, har de brug for stærke arme, for når de skal bygge en bro, skal de ofte løfte materialer og genstande over hovedet.  

Hvordan havnede du her?

Jeg så et stillingsopslag, hvor Forsvaret manglede fysioterapeuter til Afghanistan, og jeg har aftjent min værnepligt og været på kontrakt som en del af den Internationale Brigade, så jeg har været med i opbygningen til de internationale missioner – men aldrig været på én. Så da jobbet var der, søgte jeg det.

Jeg havde noget større forventninger til dramatikken på jobbet, end der rent faktisk er i det. Jeg var med på ISAF hold 10 og 11, hvor vi rent faktisk mistede et par kammerater. En af dem, Jørgen, boede i samme lejr som mig, så det var helt klart dramatisk, men jeg har ikke oplevet dramatikken på min egen krop på samme måde som soldaterne har.

Hvad var det specielle ved at tage til Afghanistan?

Det er jo alt det der med, at det er forventeligt, at man måske ikke kommer tilbage. Selv om jeg ikke var soldat, var jeg igennem den samme proces med at sørge for at få sagt ordentligt farvel, inden man rejste. Skrive afskedsbrev og alt det der, som I andre kender fra pressen, det gjorde jeg også.

Jeg havde på det tidspunkt behov for at presse mig selv udfordringsmæssigt. Jeg var ansat i en privat klinik, som jeg kunne få orlov fra – ellers var jeg ikke rejst. Det var et godt job, som jeg ikke var parat til at sige op.

Var du med helt ude ved fronten?

Ja, jeg var i Camp Price og Bastian og med ude på patrulje – helt ude, hvor det var skarpt. I Camp Price var jeg på traumestuen, hvor også de lokale kom.

Mit arbejde var helt klassisk fysioterapi og rehabilitering, men i nogle lidt anderledes omgivelser. Og soldaterne havde kortere restitutionstid end andre havde. De er jo fysisk stærke og er vant til at bære de der 50 kilo, når de er på patrulje. De skulle ofte ned i knæ, når de undersøgte vejsidebomber, og så duede det jo ikke at tage det tunge sikkerhedsudstyr af, hvilket var hårdt for knæene.

Jeg så mange helt almindelige skader, og som sagt var mange af dem noget, de havde med hjemmefra. Da jeg kom hjem, blev jeg tilbudt en fast stilling i Forsvaret. Jeg sagde ja, ikke fordi jeg er specielt patriotisk, men fordi de soldater, der sætter livet på spil på internationale missioner, fortjener det bedste, vi kan give dem, og det vil jeg gerne være med til.

Og så er der jo tale om supermotiverede mennesker, der vil gøre alt for at sikre, at kroppen altid er deres stærkeste våben.