Styrketræning er mulig umiddelbart efter operation for hoftebrud

Flere undersøgelser har tidligere vist, at patienter efter et hoftebrud er i større risiko for at falde og få et nyt brud, at miste funktionsevne, og at de derved har øget behov for hjælp fra det offentlige.

Patienter med hoftebrud tilbydes på Hvidovre Hospital et optimeret, multimodalt fast-track forløb med fysioterapeutisk genoptræning under indlæggelsen.

Alligevel har en tidligere undersøgelse vist, at patienterne på trods af daglig fysioterapi i gennemsnit mister halvdelen af styrken i knæekstensorerne i det opererede ben og deraf følgende nedsat fysisk funktion i løbet af den første uge efter operationen.

Patienter med pertrochantære brud mister i højere grad knæekstensionsstyrke, scorer dårligere i funktionelle test, og har flere gener fra smerter relateret til bruddet, sammenlignet med patienter med et collum femoris brud.

Det nye danske studie havde som mål at undersøge, om det var muligt at implementere systematisk styrketræning af det opererede ben lige efter operationen. I alt 36 patienter blev inkluderet; 18 med collum femoris brud og 18 med pertrochantært brud. Patienter over 65 år, boende i eget hjem, med en basismobilitet svarende til at kunne komme rundt indendørs med eller uden hjælpemidler før hoftebruddet, og i stand til at give samtykke til undersøgelsen indgik i studiet.

Alle patienterne fik afdelingens almindelige multimodale fast-track program, der inkluderede daglig fysioterapi (uden styrketræning) fra første til tredje dag efter operationen og 2-5 gange om ugen efterfølgende (oftest dagligt på hverdage).

Den fysioterapeutiske træning bestod af relevante øvelser ift. hoftebruddet uden standardisering af øvelsesvalg, -frekvens eller intensitet. Derudover trænede patienterne basismobilitet som forflytninger, gang og trappegang. Træningen progredierede fra aktivt ledede øvelser i sengen til siddende og stående øvelser med vægtbæring. Træningen foregik både på sengestuen og i fysioterapien. Ganghjælpemidler blev løbende tilpasset patienternes niveau.

Træning og test i studiet

Ud over den almindelige fysioterapeutiske træning i afdelingen gennemførte patienterne i studiet progressiv styrketræning en gang dagligt på alle ugens dage. Der blev trænet med en intensitet på 10 RM (repetition maximum) med 10 gentagelser i tre sæt med 2 minutters pause mellem sættene.

Træningen:
Patienterne sad på sengekanten med 90 graders fleksion i hofte og knæ, og måtte støtte med hænderne på madrassen. Foden på det opererede ben var ikke understøttet, mens foden på det raske ben støttede på en lav taburet.

Opvarmningen bestod af 5 gange knæekstension med hvert ben uden vægt. Herefter fik patienten en vægtmanchet på anklen, der matchede det niveau, patienten skulle træne på.

Fysioterapeuten løftede herefter underbenet til fuld ekstension, hvor patienten skulle holde stillingen i to sekunder, inden patienten langsomt (3 sekunder) sænkede benet. Herfra gennemførte patienten den koncentriske og excentriske træning indtil udtrætning, som blev defineret til at være det tidspunkt, hvor patienten ikke længere kunne gennemføre en fuld ekstension eller havde gennemført 15 gentagelser.

Fysioterapeuten guidede og motiverede patienten kraftigt under øvelsen, så der blev trænet helt til udtrætning. Hvis patienten kunne gennemføre flere end 12 gentagelser, blev træningsvægten øget i det følgende sæt.

Patienterne fik testet den maksimale styrke i knæekstensorerne med et fikseret håndholdt dynamometer ved start og slut af træningsforløbet. Desuden blev patientens smerter i hoften før og under træningen vurderet dagligt med Verbal Ranking Scale og funktionsevnen med Cumulated Ambulation Score.

Ved udskrivelsen blev patienterne testet med Timed Up and Go og 10-meter gangtest med rollator som standard, 3-step Tandem test blev brugt til test af balance og Short Falls Efficacy Scale International til vurdering af patientens bekymring for at falde.

Hvad viste undersøgelsen?

Træningsbelastningen blev i gennemsnit øget fra 1,6 kg til 4,3 kilo over 4,6 trænings-sessioner, hvilket svarer til en øgning på 188 procent.

Dette træningspotentiale viser ifølge forskerne, hvor vigtigt det er at øge belastningen fra sæt til sæt under træningen. Den samlede gruppe af patienter fulgte træningen i 86 procent af de i alt 212 mulige træningssessioner.

Over 80 procent af patienterne havde ingen eller kun lette smerter under træningen. Ved udskrivelsen havde alle der havde gennemført træningen, ingen eller kun lette hvilesmerter, og 89 procent havde lette eller ingen smerter under styrketest.

Ingen patienter havde på noget tidspunkt uacceptable smerter, og der var i øvrigt ingen problemer med at gennemføre den planlagte træning.

Sekundært viste studiet, at knæekstensions styrken i det opererede ben blev øget med 65 procent fra start til slut, og at styrketabet ift. tidligere vist blev reduceret med 20 procent. 

Forskerne konkluderer, at det er muligt for patienter med hoftebrud at styrketræne knæekstensorerne progressivt i det opererede ben umiddelbart efter operationen, og at gennemføre træningen dagligt under indlæggelsen.

Styrken i knæekstensorerne blev øget signifikant, og øvelsen ser ud til at bidrage til at imødegå det styrketab, der normalt ses efter et hoftebrud. Da øvelsen er simpel og ikke kræver specialudstyr, er det ifølge forskerne let at indføre træningen som en del af den fysioterapeutiske behandling i akutafdelingerne.

Den kliniske betydning af den specifikke styrketræning undersøges aktuelt i et RCT studie.

Studierne er støttet af IMK fonden, Danske Fysioterapeuter (Ph.d. legatet), Region Hovedstaden, Hvidovre Hospitals Forskningspulje, Lundbeck Fonden (UCSF).Studiet er frit tilgængeligt og kan downloades her

Lise Kronborg, Thomas Bandholm, Henrik Palm, Henrik Kehlet, Morten Tange Kristensen. Feasibility of progressive Strength Training Implemented in Acute Ward after Hip Fracture Surgery. DOI: 10.1371/jornal.pone.0093332.