God evidens, men få tilbud

PATIENTER MED KRONISK nyresygdom slås med mange ting, ikke mindst træthed og nedsat funktionsevne. Studier har vist, at den fysiske funktionsevne er reduceret med 50 procent ved starten på dialysebehandling, og nyrepatienter i dialyse fortæller, hvordan de kan have svært ved at gå 100 meter.

Men der er også studier, der viser, at der er noget at gøre ved det, og at patienterne kan øge chancen for at leve længere og bedre med en nyresygdom, hvis de er fysisk aktive og træner muskelstyrke og balance.

Et Cochranereview fra 2011 anbefaler, at patienter med kronisk nyresvigt støttes i at gennemføre fysisk træning, og at træningen tilrettelægges individuelt ud fra den enkeltes formåen og præferencer. Dette review konkluderer, at jævnlig fysisk træning og aktivitet har gavnlig effekt på kondition, gangdistance, kardiovaskulære parametre så som blodtryk og puls samt helbredsrelateret livskvalitet.

I 2012 viste fysioterapeut Stig Mølsted med sin ph.d.-afhandling, at styrketræning til disse patienter kunne forbedre ikke bare muskelstyrke og fysisk funktion, men også give en bedre udnyttelse af kroppens insulin. Faktisk er dokumentationen for de gavnlige effekter af fysisk træning til mennesker med kronisk nyresvigt så overbevisende, at man i øjeblikket på det svenske universitetshospital i Lund undersøger, om træning ligefrem kan forsinke sygdomsudviklingen og udsætte starten på dialysebehandlingen.

Erfaringer fra projekt samler støv

Med andre ord peger alt på, at patienter med nyresvigt kan få et længere liv og en bedre livskvalitet, hvis tilbud om motion og styrketræning er en del af behandlingen, men et er evidens noget andet klinisk praksis.

Det har man blandt andet måtte sande på Aarhus Universitetshospital i Skejby, der på baggrund af den megen evidens har gennemført et implementeringsprojekt, hvor fysioterapeuter varetog fysisk træning som en del af behandlingen til patienter i dialyse. Projektet var vellykket, men erfaringerne ligger nu og samler støv i en bunke, fordi det ikke er lykkedes at skaffe penge til den halve fysioterapeutstilling, der skulle til for at køre videre med tilbuddet.

Og sådan står det formentlig til flere steder, gætter fysioterapeut og ph.d. Stig Mølsted, der har beskæftiget sig med patienter med nyresvigt i de seneste 15 år.

”Kronisk nyresyge patienter er en svært sårbar gruppe. De bruger tre gange fire timer pr. uge i en maskine, og oveni kommer så den tid, de bruger til at komme frem og tilbage til hospitalet. Deres sygdom optager mere tid end et halvtidsjob, og de er voldsomt trætte. De har et abnormt muskelproteintab og kommer ind i en dårlig spiral, hvor de ikke orker at være fysisk aktive og taber endnu mere muskelprotein, og de bliver usikre på egen formåen og på, hvad de kan tåle. Der er nogle dialysecentre, der mener, at det med fysisk aktivitet er folks eget problem, men i forhold til de enorme summer, der bliver brugt på at holde de her patienter i live, vil et tilbud om superviseret fysisk træning og aktivitet i sygehusregi være en forsvindende del af det samlede budget. Ansvaret for den fysiske træning kan derfor ikke bare overlades til nyrepatienterne selv”, mener Stig Mølsted.

Læs også artiklen "Patienterne fik en anden farve"