Hjælp til planlægningen giver mere kvalitet

SELVOM ALLE PATIENTER opereret for hoftebrud mobiliseres allerede under indlæggelsen, forlader alle hospitalet med et lavere funktionsniveau end før bruddet. Næsten alle udskrives til genoptræning i kommunen, men der findes ikke nogen ensrettet tilgang til det specifikke indhold af genoptræningen. Det viser et studie, der for nylig er publiceret i Danish Medical Journal (1).

Mangler nedskrevne procedurer

Studiet “Municipality-based physical rehabilitation after acute hip fracture surgery in Denmark” er en spørgeskemaundersøgelse blandt 51 tilfældigt udvalgte kommuner.

Undersøgelsen viser, at den kommunale genoptræning af borgere, der er opereret efter et hoftebrud, bliver sat i gang inden for 1-2 uger efter modtagelse af genoptræningsplanen, og at det store flertal af borgerne træner 1-2 gange pr. uge i 8-12 uger eller 4-7 uger.

Kun lidt over halvdelen (57 procent) af de deltagende kommuner svarer ja til at have specifikke procedurer (forløbsbeskrivelser) og/eller træningsprogrammer.

72 procent af disse kommuner indsendte forløbsbeskrivelser eller træningsprogrammer til undersøgelsen. Indholdet af træningen var i flertallet af de indsendte programmer kun beskrevet i generelle vendinger. Kun tre kommuner indsendte specifikke beskrivelser af genoptræningsforløbet, hvad angår indhold, brugen af test samt intensitet og progression af træningen.

At næsten halvdelen af kommunerne svarer, at de ikke har forløbsbeskrivelser af genoptræningen til hofteopererede, og at de beskrivelser, der findes, for størstedelen mangler information om bl.a. intensitet og progression af træningen, antyder, at genoptræningen er baseret på den enkelte terapeuts vurdering i stedet for eksisterende evidens og best practise, mener Lise Kronborg, der står bag undersøgelsen.

”Jeg synes, at undersøgelsen rejser spørgsmålet, om vores praksis er, som den bør være. Der findes ingen nationale guidelines, så man kan ikke sige, hvad der er rigtigt eller forkert, men man kan i hvert fald konstatere, at de beskrivelser, der er, er meget lidt specifikke”, siger Lise Kronborg.

”Den enkelte terapeut bør, når hun tilrettelægger det individuelle forløb, tage udgangspunkt i nogle overordnede principper, der bygger på evidens. Patienterne er forskellige, og det handler ikke om standardprogrammer, men man kan godt beskrive, hvad det er, der skal trænes og hvordan - om det er quadriceps eller ryg/mave, og hvordan og hvor ofte der skal testes”.

Tester, men følger ikke op

Ifølge undersøgelsen er det almindeligt at teste patienterne ved træningens start, men der er begrænset information om re-testprocedurer. Og hvis man ikke re-tester, hvilket formål har det så at teste, spørger Lise Kronborg.

Selvom hun mener, nationale retningslinjer er at foretrække, glæder hun sig over, at flere kommuner har svaret, at de i er i gang med at lave deres egne beskrivelser af træningsforløb.

”Det er en start. Det vigtige er, at vi inddrager viden i takt med, at den produceres. Lige netop på det her område findes der en række studier, som viser effekt af en given træningsintervention. Vi skal blive bedre til at beskrive vores egen praksis, ikke for at gøre arbejdsgangene besværlige, men netop for at få en systematisk tilgang, så den enkelte terapeut ikke skal stikke hånden ned i en pose blandede bolsjer, hver gang hun får en ny patient. Jeg tror, at mange vil kunne se, at de får en bedre kvalitet i træningen, hvis de får hjælp til at planlægge indholdet ud fra en specifik forløbsbeskrivelse”.