Portræt: Væk med tavshed, tvivl og tabu

’EN AF OS’ står der på et badge på Mads Trier- Bloms revers. Med underteksten ’væk med tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom’. Den høje smilende mand i stribet T-shirt under militærjakken har en psykiatrisk diagnose, og det er ikke en hemmelighed. Hverken når han går til forældremøde på sin datters skole på Frederiksberg, eller når han som denne eftermiddag slår vejen forbi sin stamcafe Salon 39 ved Søerne.

Mads Trier-Blom introducerer sig selv som linedanser. Han kan godt lide udtrykket, så godt, at han har fået ordet broderet henover lommen på sin militærjakke. Når hans psykiske sygdom er så synlig for andre, er det egentlig mest, fordi han gør opmærksom på, at den er der. Hele tiden.

”Ellers bliver man usynlig med sit svære liv. Da jeg arbejdede som fysioterapeut i Vallensbæk/ Ishøj blev der holdt en fest for at ryste os sammen i forbindelse med kommunesammenlægningen i 2007, og min nye chef bød mig op til dans med ordene: ’Du er jo en stille forsagt fyr, der altid står henne i hjørnet og gemmer dig, ikke?’, da vi svingede rundt på dansegulvet, som man nu gør til sådan en fest, svarede jeg ærligt, som jeg altid har gjort: ’Nej, jeg er ikke forsagt, jeg er bare maniodepressiv og inde i en lidt depressiv fase for tiden’. Sjovt nok sidder hun (Randi Bitsch, red.) og jeg nu begge to i bestyrelsen for Depressionsforeningen”, smiler Mads Trier-Blom over en af sine mange krøllede historier.

Hvis ikke det var tragisk, ville det jo være sjovt. Og Mads Trier-Blom er sjov og reflekteret, selv når han fortæller nogle af de triste historier fra sit liv. Hans evne til at beskrive sit eget periodiske vanvid er både underholdende og begavet og er paradoksalt nok blevet en ny levevej for ham. I de sidste år har han arbejdet i Region Sjælland, blandt andet med at holde foredrag om, hvad det vil sige at være bipolar affektiv. Han har optrådt med showet ’Større end os’ foran et stort publikum i Planetariet i København i efteråret.

Sygdom skal ikke fylde det hele

Mads Trier-Blom har bestilt blæksprutteringe, som han dypper i blandingen af majonæse og blæk, mens han forklarer, hvorfor han egentlig helst selv ville skrive artiklen, og hvorfor vi skulle mødes til tapas på Salon 39.

”Det er mit andet hjem. Jeg bor et par gader herfra i en lille lejlighed. Min kone Lotte, der også er fysioterapeut, og jeg bor i en toværelsers lejlighed, og da vores datter blev født i 2006, var jeg ved at få pip af stillekupé-stemningen, når hun sov, så der var indimellem brug for, at jeg gik en tur om aftenen”, fortæller Mads Trier-Blom.

’Fru Blom’, hvis efternavn han føjede til Trier for 12 år siden, og parrets to børn er tydeligvis den snart 40-årige fysioterapeuts ét og alt. Hans egne forældre blev skilt, så han ved, hvad det vil sige at være skilsmissebarn. Da hans eget ægteskab knirkede nogle år tilbage, mens han var indlagt på grund af depression, bad han overlægen om at blive udskrevet, så han kunne komme hjem og redde sit ægteskab.

Han fik selvfølgelig lov af overlægen. Den lille episode siger ret meget om Mads Trier- Blom og hans evne til at få ting igennem. Men først tilbage til, hvad han gerne vil fortælle om, og hvad han ikke gider skal fylde det hele.

”Jeg har oplevet mange gange, at historien om, hvordan jeg blev syg og årene i den tid, kommer til at fylde det hele. Måske fordi det er ukendt og interessant for de fleste, hvad det vil sige at være bipolar, maniodepressiv og psykotisk. Vi har jo mange farverige personer i ’familien’ som Kurt Cobain og Amy Winehouse, men jeg er holdt op med at nævne dem selv, for folk siger ’ja, men er de ikke døde?’, og det er ikke den bedste reklame for affektiv bipolar lidelse”, siger Mads Trier-Blom, der puster ud efter en hård dag, hvor han blandt andet har været i Sundhedsstyrelsen for at give sit besyv med i forhold til brugerperspektivet i nye nationale kliniske retningslinjer. Han vil gerne tale om den nye kurs i sit liv, der helt kort går ud på at afstigmatisere psykisk sygdom.

Blev psykotisk på vej hjem i flyet

Om halsen hænger et keltisk tegn. De store fingerringe på hans kraftige fingre ville ikke komme igennem hygiejnetesten på Hvidovre Hospital, hvor han startede sin karriere som nyuddannet fysioterapeut i 2000. Til gengæld ville ingen studse, hvis han sneg sig backstage til en koncert, for umiddelbart ligner han mere en rockstjerne og kunstner end en fysioterapeut. Håret stritter ekstra lige der på ørerne, hvor der kunne have siddet et par drilske små Wolverine-horn, mens han giver et resume over sit faglige liv som fysioterapeut, som har været de sværeste år i hans liv.

”Sygdommen brød igennem første gang, da jeg var nyansat på Hvidovre Hospital og var enormt stresset over at være i mit første job. Jeg var på ortopædkirurgisk afdeling og havde 60 kolleger, og jeg boksede for at omsætte det faglige, jeg havde lært på skolen, til praksis. Når jeg ser tilbage på det, gik jeg rundt med et stort afvæbnende smil hele tiden, fordi jeg var så bange for ikke at gøre det godt nok”.

Han tegner to opadgående og overdrevent glade mundvige i sit ansigt for at demonstrere pointen. Formentlig – har han siden ræsonneret sig frem til - var han nok allerede dér deprimeret. Manien indtrådte 14 måneder inde i jobbet i forbindelse med en kæresteferie til Ægypten.

”På vej hjem i flyet fik jeg angstanfald, hvor jeg troede, flyet ville falde ned og jorden gå under, men jeg forhandlede en aftale på plads mellem gud og djævlen. Jeg så mønstre og sammenhænge i alt og mente, at jeg havde en forståelse af alting. På den ene side var det fascinerende, men jeg kunne også mærke, at det var usundt. Jeg fandt den dybeste universelle sandhed, som jeg så skrev som et sætning øverst på et stykke papir, som jeg foldede, og nedenunder skrev jeg så andre sandheder, som var mindre konfronterende. Ideen var at jeg lagde afstand til indsigten ved at få den ned på papir, så jeg senere kunne læse det igennem stille og roligt. Jeg har siden kigget på det, og det er det rene volapyk”, siger Mads Trier-Blom, der ifølge sig selv var stjernepsykotisk og få dage senere blev indlagt for første gang.

”Lægen mente, at det var stressudløst, så jeg fik besked på, at jeg var sårbar og derfor ikke måtte blive for presset i jobbet, siger Mads. Det var i 2001, og de første otte år af hans sygdomsforløb, som den maniske episode blev startskuddet til, er nært beslægtet med hans faglige identitet.

”Da jeg søgte og fik mit næste job, var jeg helt åben om, at jeg havde været syg. Til ansættelsessamtalen fortalte jeg det til lederen og de tre kolleger, der ansatte mig, og bad dem efterfølgende om at sige det til de tre andre ansatte, så alle vidste det samme. Det var ikke en hemmelighed”, siger Mads Trier-Blom.

Både sund og kronisk syg

Mads og hans kæreste blev fysioterapeuter samtidig i 2000. I dag arbejder hun på en specialdaginstitution for autistiske børn i København, mens Mads mest har beskæftiget sig med rehabilitering af ældre borgere i sit faglige arbejde. Og nydt det.

”Jeg kan godt lide at ’oversætte’ teori til noget, der er let at forstå. F.eks. havde jeg i flere år næsten fast bundet et sjippetov rundt om livet med den ene ende pegende mod gulvet for at forklare de ældre, hvad lodlinje er for noget, og et sjippetov i en cirkel rundt om fødderne for at vise understøttelsesfladen, og hvordan man kan udvide den, hvis man f.eks. pludselig skal bruge en rollator”, fortæller han og lyser op.

”En anden ting, jeg har med fra fysioterapien, er viden om, at man godt kan være både sund og kronisk syg. De to ting er ikke modsætninger. Hvis du for eksempel tager en velbehandlet diabetiker, som passer insulin, motion og diæt; han er kronisk syg, men kan jo sagtens være sundere end de fleste gennemsnitsdanskere, som ryger, drikker, stresser og er overvægtige. Jeg mener faktisk, at jeg paradoksalt nok i kraft af min sygdom, er mentalt sundere end flertallet”.

De gode pointer står i kø i Mads’ mund. Mens han bestiller et par alkoholfrie cocktails, der ”helt apropos, hedder placebo”, fortæller han videre:

”Første skridt for mig var at erkende, at jeg var syg – og at jeg ikke ville blive rask. Da jeg fik medicin, tog jeg tyve kilo på og gik fra at være undervægtig til at være normalvægtig. Jeg prøvede, så godt jeg kunne, at skabe sammenhæng i mit liv i de ti år, jeg arbejdede som fysioterapeut. Men det var hårdt, også fordi jeg, udover at være syg selv og var indlagt flere gange, fik to børn og mistede begge mine forældre, så mit bæger var i den grad fuldt”, siger Mads Trier-Blom og husker, hvordan fuldtidsjobbet stressede ham. Bunkerne voksede, og selv om kollegerne var søde og gerne ville dække ham ind, var hans notater i perioder så upræcise, at det var svært for dem at overtage hans patienter.

”Indimellem stødte jeg også på patienter, hvor det kom lige lovlig tæt på min egen virkelighed. F.eks. havde jeg i 2007 en mand med bipolar lidelse, som havde pseudo-parkinsonisme. I 2013 blev jeg opmærksom på at jeg selv rystede mere, og med min tidligere patient i tankerne strøg jeg op til en neurolog og derfra videre til min psykiater, siger Mads Trier Blom, der i dag næsten er trappet helt ud af sin antipsykotiske medicin og heldigvis kan mærke, at bivirkningerne er aftaget. Han skal dog hele tiden være på vagt, ’danse på sin line’, for, at manien eller depressionen ikke banker på.

”Men også der har jeg gavn af min fysioterapeutiske uddannelse og et enkelt værktøj som VAS-skalaen, som jeg anvender til at måle mit stemningsleje. Jeg skal helst ligge omkring 5, hvor 10 er mani og 0 er depression. Men der er himmelvid til forskel på ’4,8’ og ’5,2’. Jeg noterer både morgen, middag og aften, også decimalerne, for at se, om jeg bliver mere agiteret i løbet af dagen og måske skal gå tidligt i seng”, siger Mads Trier Blom. På hans natbord står base-enheden til hans søvnmonitor, for ”søvn er helt afgørende for, at jeg kan holde min stabilitet i linedansen”, som han siger.

Sygdommen er en ledsager

Mads Trier-Bloms historie hopper og danser og er fuld af liv og engagement. Det liv slipper han løs som ambassadør for kampagnen ”En af os”, når han eksempelvis står på scenen foran en skov af mennesker i Planetariet med mikrofon og lysbilledshow for at fortælle om sit eget liv. Om, hvad det vil sige at ’falde i en skovsø’, som er et af de sprogbilleder, han bruger, når han skal forklare sit møde med psykiatrien.

”Jeg kom løbende hen ad en smuk skovsti og pludselig faldt jeg i mørk sø. Den var kold og klam og trak mig nedad. Jeg blev forskrækket, og i starten prøver man helt instinktivt at søge væk fra psykiatrien og sygdommen, kravler op på land og tænker ’jeg skal bare være rask igen’. To år senere faldt jeg i søen igen med samme reaktion, en instinktiv flugt. Ved min tredje indlæggelse i 2010 overgav jeg mig til søen, opgav at flygte og slap ideen om at blive rask. Jeg accepterede sygdommen som en ledsager i mit liv, dykkede ind i søen – og svømmede over den”.

Begge Mads’ forældre var psykisk sårbare, selv om det ikke var officielt, da han var dreng. Men i takt med sin egen sygdomsaccept, er han også blevet bevidst om de gener, han har med sig. Formentlig fra begge sider.

”Jeg kan huske, at min far skejede ud og sang sømandsviser alt for højt, når vi var ude. Han elskede ’Mandalay’, og jeg kan huske, hvordan jeg krympede mig og tydeligt kunne mærke flovheden over, at andre mennesker kiggede på ham, fordi han var så højrøstet. Den der barnlige flovhed og enorme opmærksomhed på, hvad omgivelser synes, og de småbitte tegn på, at man er for meget, har faktisk hjulpet mig med at navigere selv. Jeg er meget følsom overfor, hvordan folk reagerer, og kan se, når jeg er for meget”.

Omvendt mønsterbryder

Mads Trier Blom kalder sig selv en omvendt mønsterbryder.

”Begge mine forældre var veluddannede samfundsborgere, min far var advokat og min mor havde sin egen tandlægepraksis, mens jeg er psykisk syg fysioterapeut. Min far brugte helt klart sine manier til at køre sig selv op i forbindelse med vigtige sager, næsten bevidst, for så kunne han køre uden ret meget søvn og helt eksalteret. Da han døde, fandt jeg ud af, at han havde været meget aktiv på internetsiden Livsnettet, hvor han blandt andet havde skrevet om at gøre en ende på livet, men ikke ville være det bekendt over for familien”.

En af de ting, Mads Trier-Blom er særligt glad for, er, at han fik overtalt kommunen til, at han måtte være fysioterapeut for faderen og træne ham, så han kunne blive stærk nok til at gennemgå den nødvendige operation da han i 2011 lå på Hillerød Hospital med kræft i bugspytkirtlen og depression.

”De unge fysioterapeuter, som han havde haft, indtil jeg kom på, havde den der tilgang ’vil du træne i dag?’, og de fik jo bare et nej fra ham, fordi han var deprimeret og ikke havde kræfterne. Jeg fik ham gradvist op at sidde fra liggende ved at rose ham og lave diplomer med hans mål og delmål, som han kunne kigge på. Til sidst kunne han gå på trapper og gå 300 meter, hvilket var tilstrækkeligt til, at overlægen indstillede ham til operation. Desværre var det for sent, kræften havde spredt sig, men han endte med at dø en naturlig død”.

Mads Trier-Blom har naturligvis tænkt på de arvelige aspekter i sygdommen også i forhold til sine egne børn.

”Når man har en kronisk sygdom, tænker man over mange ting, som andre forældre ikke gør. Jeg besluttede for længe siden, at jeg gerne vil have børn uanset hvad. Konsekvensen af den tankegang, at et liv med en forælder med psykisk sygdom ikke er værd at leve, ville have været, at mine forældre havde valgt mig fra, og det ville jeg da være ked af”, siger han ironisk og tilføjer:

”Nej, min dagsorden er en anden. Jeg vil bidrage til at gøre tilværelsen for mennesker med psykiske sygdomme mindre tabubelagt og mindre smertefuld. Jeg kæmper bogstavelig talt for at gøre verden til et lidt bedre sted at leve i og for at afstigmatisere psykisk sygdom, så mine børn kan vokse op i verden og blive lykkelige – uanset om de er raske eller syge. Jeg håber, jeg gør en forskel for andre med mit eksempel.