Angsten for at falde er den største modstander

“Uh! Uhada!” 80-årige Ingelise Laursen vakler og slår ud med armene. Hun går med lukkede øjne mellem en række kegler, med fysioterapeut Frederik Faurholt Raaby som en skygge lige bag sig. Han lægger en hånd på hendes ryg. Så fortsætter hun.

Hver mandag og onsdag tager Ingelise Laursen taxa ind til ‘Balancegang i livet’-holdet på Center for Faldforebyggelse i det gamle Marselisborg Hospital i Aarhus. Fysioterapeuterne Sofie Højmark Christensen og Frederik Faurholt Raaby udfordrer holdets deltagere med lege og små øvelser, der træner reaktionsevne, styrke i benene og hurtighed.

“Hos nogle er det balancen og styrken, der skal trænes,” siger Frederik Faurholt Raaby. “Hos andre fylder bekymringen for at falde så meget, at de bliver helt stive, og så falder de faktisk mere. Vi prøver at give dem troen tilbage på, at de kan nå at reagere, hvis de mister balancen, og vi siger ofte ‘godt reageret’ og ‘der var du hurtig’ for at styrke dem i det.”

Selvom Ingelise Laursen egentlig kan gå rundt uden krykker, tager hun krykkerne frem, når hun går uden for sin ældrebolig:

“Så føler jeg mig mest tryg. Jeg er faldet nogle gange, og min datter siger, at jeg skal have en rollator – men det vil jeg ikke. En rollator får mig til at føle mig så gammel,” siger hun og smiler, mens sveden perler på panden.

Hun kommer lige fra dagens hoppetur, hvor hun stod på en pude og holdt fast i barren, mens hun hoppede. Ikke mange centimeter over puden, men dog med afsæt. Eksplosionskraften er vigtig, hvis hun pludselig skal flytte foden og afværge et fald.

“Jeg havde aldrig troet, jeg skulle hoppe igen. Vi laver sådan nogle små, enkle øvelser – men efter en time er jeg dødtræt,” griner hun.

Mindre bekymring efter otte ugers træning

Center for Faldforebyggelse i Aarhus er i gang med et fireårigt projekt, ‘Balancegang i Livet’, som undersøger, om faldforebyggende træning i otte-ugers forløb får deltagerne til at tro mere på egne evner, falde mindre og være mere socialt aktive.

Der indgår fire træningshold i projektet med fire deltagere på hvert hold og træning to gange om ugen. Borgernes udfordringer afgør, hvilket hold de placeres på.

Tre af holdene træner både inde og ude, mens det sidste hold kun træner indendørs, og det er her, vi møder Ingelise Laursen og hendes holdkammerater Irma Lau og Birgit Munk.

De små projekthold er blevet fulgt tæt: 35 personer deltog i foråret 2024 i et af træningsforløbene. Evalueringerne viser, at tre måneder efter et træningsforløb deltog cirka halvdelen af deltagerne i aktiviteter, som de ikke var med i inden forløbet, og 93 procent var mindre bekymrede for at falde end før.

Leger sig til bedre balance

Tilbage i træningslokalet holder fysioterapeuterne konstant deltagerne i gang med lege og små øvelser. Sofie Højmark Christensen forklarer:

“Forudsætningen for at holde balancen er, at man kan reagere hurtigt, tage afværgeskridt og har styrke i benene til at rette op. Vi får de fleste i gang med at hoppe og løbe eller gå hurtigt, og vi træner rotation, styrke og laver reaktionsøvelser med bl.a. farvede lys, blazepods, som de skal træde på eller slå til. Det giver en masse leg og grin, og de forbedrer sig ofte på få uger.”

Det er helt afgørende, at her er én fysioterapeut til to deltagere. Så kan fysioterapeuten stå klar og skabe tryghed lige bag den ene deltager, der arbejder, mens den anden deltager puster ud.

“De har stor glæde af at se hinanden lave øvelserne, og de konkurrerer og giver hinanden gode råd om, hvordan man f.eks. kan rejse sig fra gulvet. Dét lærer de alle, inden de stopper her,” siger hun.

Når en deltager er færdig med forløbet, kan han eller hun få hjælp til at komme i gang med aktiviteter hjemme i lokalområdet. Det sker ved en samtale med kommunens brobygger. Målet er, at deltagerne hurtigt udbygger deres sociale liv, så de vedligeholder de nye kompetencer.

Input til alle sanser: Ingelise Laursen står på et vippebræt og placerer magneter på tavlen foran sig med med fysioterapeut Frederik Faurholt Raaby bag sig. Foto: Jesper Voldgaard.

Klamrer sig ikke længere til indkøbsvognen

Birgit Munk på 76 år har kun deltaget på holdet i to uger. Hun døjer med svimmelhed, formentlig som en stressreaktion efter flere år som pårørende til en alvorligt syg mand, og hun har været så stiv i kroppen, at hun ikke kunne dreje hovedet uden at dreje hele kroppen med.

“Før støttede jeg mig til indkøbsvognen, når jeg handlede, og jeg kunne ikke holde ud at kigge på varerne, mens jeg gik forbi dem – jeg rakte ud og tog en pose kartofler uden at se på den, for så svimlede det for mig,” fortæller hun.

“Nu laver jeg vores øjenøvelser hver dag: Jeg står op og kigger på et punkt, mens jeg drejer hovedet uden at dreje kroppen. Og nu kan jeg handle uden at klamre mig til vognen,” smiler hun.

For Birgit Munk er det væsentligt at møde forståelse:

“Både fysioterapeuterne og de andre deltagere ved, hvordan det er at være så bange for at falde. Jeg har prøvet at ligge alene i haven i to timer uden at kunne komme op, og min mand kunne ikke hjælpe. Her møder jeg forståelse og kan koncentrere mig om mig selv, og det betyder enormt meget,” siger hun.

Hun er vant til et aktivt liv med golf og har spillet håndbold tidligere, men de fysiske udfordringer sætter begrænsninger. Det glemmer hun dog alt om, da de tre kvinder bliver udstyret med hver sin ske med en bold på og skal gå om kap, mens de siger navne med A. De to andre går i stå, da de skal gå rundt om en kegle og gå tilbage til stolen, men ikke Birgit. Hun lirer Anders, Arne, Anna, Alfred og Alberte af sig og når først i mål.

“Du glemte helt at være bange! Du gik bare! Godt gået!” griner Frederik Faurholt Raaby.