Fysioterapeuter skal være brobyggere i psykiatrien

Hvordan ser vi egentlig os selv som faggruppe i psykiatrien? Og hvordan forestiller vi os, at vores rolle ser ud om 10 år? Disse spørgsmål har fyldt meget hos mig de sidste par år. For der hersker efterhånden ingen tvivl om, at psykiatrien har været udfordret og underfinansieret i mange år. Det har sat tydelige spor i den faglige udvikling og farvet psykiatriens renommé i den offentlige bevidsthed. Men nu er Folketinget gået i gang med en 10-års plan, der skal give psykiatrien et løft.

Men skal man se 10 år ud i fremtiden, så handler det måske ikke kun om økonomi, men i høj grad også om tilgang, tænkning og menneskesyn. Og her mener jeg, at vi som faggruppe skal være modige. Vi skal fremhæve (fysio)TERAPEUT og vise, hvordan vi kan agere brobyggere mellem kroppen og sindet, region og kommune, naturvidenskab og humanisme.

Det betyder også, at vi skal udfordre os selv og søge mod nye partnerskaber, f.eks. samarbejde med psykologerne. Det skal vi gøre, fordi psykiatri og mental sundhed er komplekse størrelser, hvor der sjældent findes ’one size fits all’.

Derfor kalder fremtidens psykiatri på tværfaglig forskning og multifacetterede indsatser. Heldigvis, så blomstrer der allerede mange spændende projekter frem rundt omkring i landet, og ser man mod udlandet, så sker der rigtig meget inden for feltet psykiatrisk fysioterapi – bl.a. i Norge, Sverige og Belgien – så vi er på rette vej!

Mit håb er: At vi om 10 år er blevet en profession, som skaber faglige rum, hvor berøring, krop, eksistens og fænomenologi kan diskuteres og debatteres, og hvor vi som terapeuter også tør 'tage livtag’ med de lidt mere vanskelige og eksistentielle begreber.

Eksempelvis så er det min oplevelse, at det kan være meget vanskeligt ud fra en naturvidenskabelig terminologi at beskrive nøjagtigt, hvad der er på spil, når berøring inddrages i den psykiatriske fysioterapi.

For mig at se er der en helt særegen kommunikation mellem patient og behandler, som kun vanskeligt lader sig verbalisere. Vi ved dog allerede nu, at fysioterapi kan mindske brugen af tvang hos psykiatriske patienter, men feltet kalder på endnu mere forskning og indsigt.

Og så håber jeg, at vi om 10 år har en psykiatri, hvor kroppens potentiale, betydning og eksistens værdsættes og anerkendes, og en psykiatri, hvor der sikres ordentlige faciliteter, fagligt råderum og gode udviklings- og karrieremuligheder for fysioterapeuter og øvrige faggrupper.