Fysioterapeuter har brug for mere sundhedspædagogik

Allerede i 2014, da du afleverede dit speciale, havde du fokus på en ubalance i fysioterapeuters færdigheder. Hvad var det, du kunne se?

Jeg undersøgte forståelsen af sundhed og sundhedsfremme blandt fysioterapeutstuderende. Der viste sig et billede af en overvejende medicinsk forståelse af sundhed, hvor det primært handlede om den fysiske tilgang. Undervisningen støttede sig i hovedsagen til epidemiologiske data, men handlede i mindre omfang om, hvad der lå bag statistikkerne, og hvorfor bestemte befolkningsgrupper for eksempel har en større tendens til overvægt og rygning. Derfor kom det i undervisningen meget til at handle om, hvordan man kunne få patienterne til at følge de klassiske KRAM-faktorer. Samtidig tog de studerende selv sundhedsrådene meget alvorligt. De fremstod selv fysisk sunde og blev på den måde repræsentanter for en bestemt sundhedsforståelse.

Hvordan påvirker den tilgang relationen til patienten?

Det medfører et meget individuelt perspektiv på patienten, hvor test og målinger har betydning for, hvordan den enkelte patient – i fysioterapeutens øjne – performer i forhold til sundhedsforståelsen. Med det fokus kan man nemt komme til at overse den virkelighed, som patienterne lever i. Fysioterapeuten glemmer at lede efter årsagen til, at de er blevet bragt i den vanskelige situation. Individet er taget ud af sin sammenhæng. Men det er ikke alene fysioterapeuternes ansvar, at det forholder sig sådan. Meget af det handler om de rammer, der skabes for mødet med patienterne.

Hvordan påvirker rammerne mødet konkret?

I mit ph.d.-projekt har jeg blandt andet kortlagt den måde, fysioterapeuternes arbejde er tilrettelagt, og her fylder de mange standarder, kliniske retningslinjer og procedurer relativt meget af den korte tid, de har sammen med patienterne. Det levner kun et lille spillerum til at vurdere den konkrete patient og se, om der kunne være andre faktorer, der spiller ind. I min seneste forskning, som ikke er publiceret endnu, har jeg blandt andet set på, hvordan sundhedsprofessionelle håndterer sårbare patienter med type 2-diabetes. Her kan man ofte opleve, at patienterne ikke følger de råd og vejledninger, som sundhedsprofessionelle giver, og derfor ofte bliver betragtet som patienter med få sundhedskompetencer. Men hvis man taler mere indgående med patienterne, opdager man, at de faktisk foretager sig en masse ting, men de må hele tiden tilpasse aktiviteterne til deres økonomi: Har de råd til at tage bussen ind til kontrol? Har de råd til at købe sunde fødevarer? Meget ofte får fysioterapeuten ikke øje på, at patienterne faktisk bruger en masse resurser inden for det råderum, de har, fordi der mangler tid, eller fordi det fokus ikke lige passer ind i standardpakken.

Hvad stiller man op? Der er jo ikke ligefrem udsigt til, at sundhedsvæsenet får tilført flere resurser?

Ja, det har jeg også tænkt meget over. Hvad angår fysioterapeuterne, er der de seneste årtier kommet et øget fokus på biomedicinsk viden i grunduddannelsen. Samtidig har de nye studieordninger fra 2016 efter min opfattelse medført en nedtoning af de humanistiske og samfundsvidenskabelige perspektiver. De kvalitativt betonede vidensformer bliver smurt tyndt ud over de øvrige fag og får derfor ikke den vægt, som jeg gerne vil advokere for. Hvis de får højere prioritet, får fysioterapeuter bedre kompetencer til at møde patienter med svære vilkår.

Men hvis vilkårene i sundhedsvæsenet ikke er til, at de studerende kan folde den humanistiske læring ud i virkeligheden, bliver de så ikke skuffede, når de kommer ud?

I et studie fra New Zealand, som jeg har været involveret i, og i danske dimittendundersøgelser, svarer fysioterapeuter med 2-3 års erfaring på arbejdsmarkedet, at de savner kompetencer inden for netop det relationelle og kommunikative felt. Derfor mener jeg, der er belæg for at sige, at der er behov for mere sundhedspædagogik og sociologi på grunduddannelsen.

Men netop de fag er efter din opfattelse blevet trængt i baggrunden de seneste årtier. Hvad tror du, er grunden til det?

Vores profession har kæmpet for at blive akademiseret. Vi vil gerne ligne lægerne, der er øverst i hierarkiet i sundhedsvæsenet. Derfor affilierer vi os i højere grad med lægevidenskaben. Det afspejler sig også i de professorater, som fysioterapeuter indtil nu har fået. Det er hovedsageligt kliniske professorater, og jeg vil gerne understrege, at jeg synes, det er superflot og godt gået. Men det kunne være herligt, hvis der fremover kom lidt mere balance, så det terapeutiske og kvalitative element kom mere i spil. Der er behov for at se vores fag lidt bredere og stimulere den kvalitative forskning. Hvis ikke vi gør det, vil andre forskere sikkert snart få øje på det – og sætte sig på det.