Fysisk træning skal være en kernekomponent i behandlingen af svær psykisk sygdom
Hvad forsker du i?
Jeg forsker i værdien af træningsfællesskaber for unge voksne, der er i behandling med antipsykotisk medicin. Det er personer i alderen 18-35 år, som har f.eks. skizofreni, bipolar sindslidelse eller svær depression. Psykisk sygdom og behandling med antipsykotisk medicin har en høj pris. Bivirkningerne er metaboliske og kardiovaskulære sygdomme, som har sammenhæng med tidligere død, ligesom ensomhed og stigmatisering er et stort problem. Så vi vil undersøge, om vi kan skabe nogle meningsfulde træningsfællesskaber, med lige vægt på fællesskab og træning.
Hvordan gør I?
Vi vil rekruttere 400 patienter i Projekt Vega, som foregår i København, på Vestegnen, i Aalborg og Aarhus. Vi vil tilbyde funktionel træning tre gange om ugen i et halvt år i kommercielle træningscentre. På Sjælland og i Aarhus udbydes træningen i ARCA, mens CrossFit North afvikler træningen i Aalborg. Det er med vilje, at træningen foregår i kommercielle træningsmiljøer, så det bliver så virkelighedsnært som muligt. Vi håber, at vi på den måde kan danne en bro ud i samfundet, så patienterne med tiden kan engagere sig i et aktivt fritidsliv, selvom de har en alvorlig psykisk sygdom. Det er et lodtrækningsforsøg med en aktiv og en ventegruppe. Ventegruppen får tilbudt samme træning senere af etiske årsager.
Helt konkret vil vi måle på livskvalitet, ensomhed, symptomer på psykisk sygdom, aktivitetsniveau, søvn, misbrug af alkohol og stoffer, og af fysiologiske outcomes måler vi muskelmasse, fedtmasse, kolesteroltal, kondition, puls og blodtryk.
Hvad håber du kommer ud af projektet?
Jeg håber, at en masse mennesker vil få en god oplevelse, og at vi kan hjælpe dem med at integrere sig i lokalsamfundet, så de kan få et bedre liv. Og så håber jeg, at projektet bliver en trædesten, så vi kan få etableret fysisk træning som en kernekomponent i behandlingen af svær psykisk sygdom. Forhåbentlig vil kommuner og forsikringsselskaber se værdien i projektet, så det kan blive et frit tilgængeligt behandlingstilbud. For vi ved, at det økonomiske også er rigtig svært for patientgruppen.
Om projektet
Tidshorisont
Rekruttering er i gang i Region Hovedstaden og i Aalborg og starter snart i Aarhus. De første deltagere opstarter træningsfællesskaber i oktober. De endelige resultater fra projektet forventes klar foråret 2026.
Finansiering
TrygFonden, Helse-fonden og Toyota-Fonden.
Samarbejdspartnere
Region Hovedstaden Psykiatri, Region Midt Psykiatri, Region Nord Psykiatri, og Fysioterapeutuddannelsen UCN.
Julie Midtgaard, professor i sundhedsfremme, er initiativtager til Projekt Vega.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.