Der er altid noget positivt

’De gør det godt i Aars’, står der i avisoverskriften på et ældre debatindlæg, der tikker ind som mms på mobilen fra fysioterapeut Hanne Knoblauch lige efter, vi har sagt farvel foran ’Børn i Bevægelse i Vesthimmerland’, netop i Aars.                              

Det gulnede avisudklip fra debatsiderne har fysioterapeut og leder Hanne Knoblauch fisket ud af en klar charteklomme i en af sine røde plastik-mapper på kontoret i ’Børn i Bevægelse i Vesthimmerland’. Hun har gemt det meste af det, der er skrevet i Fysioterapeuten og andre steder om hendes arbejdsplads og livsværk siden 1994, hvor hun har været chef for det nordjyske sundhedsprojekt.

Den positive artikel, som fremhæver indsatsen for børn og unge i Aars Kommune, bliver ikke, som man måske kunne tro, eftersendt for at styre artiklens vinkel eller for at prale. Det ville stride mod Hanne Knoblauchs overbevisning og beskedenhed. Hun vil bare være helt sikker på, at journalisten nu også får den vigtigste pointe med.

Nemlig at en tidlig tværfaglig indsats overfor børn med udviklingsmæssige udfordringer virker og gør en forskel. ”Der er færre funktionsnedsættelser i Vesthimmerlands Kommune end andre steder i landet. Vi så det endnu tydeligere før, hvor det kun var Aars Kommune, vi dækkede. Efter kommunesammenlægningen hører der så mange børn og forældre til i vores opland, at vi ikke kan nå at fange alt. Men før i tiden plejede mine kolleger Dorthe og Rikke og jeg jokende at sige til hinanden, når der blev henvist et børnehavebarn eller en skoleelev med vaskeligheder, at det ’garanteret var en tilflytter’. Sagt på en anden måde: Vi kendte de børn, der f.eks. var for tidligt født og havde en cerebral parese, og deres familier, fordi vi arbejder tæt sammen med sundhedsplejersker, læger og institutioner”, siger Hanne Knoblauch.

Var hun first lady, var der gratis fysioterapi til alle børn i Danmark i morgen, sådan som der er for børnene i Vesthimmerlands Kommune.

Det gode samarbejde

Den 61-årige ildsjæl har altid vidst, at hun skulle være fysioterapeut. Allerede dengang det hed Institut for terapiassistenter ved Aarhus Universitet og ikke UCN som i dag, og siden hun blev færdig har der været én grundlæggende mission for hende rent arbejdsmæssigt: At undersøge hvor meget stoffet i fysioterapeut-uniformen kan give sig i løbet af et arbejdsliv, og hvor langt man kan nå med sine faglige ambitioner om forebyggelse og sundhedsfremme. Langt, åbenbart.

Hanne Knoblauchs CV har krævet både globus, politisk tæft og evnen til at holde tungen lige i munden og altid, altid søge det gode samarbejde.

”Jeg har været vidt omkring og både arbejdet med polioramte børn i Afrika, haft job som hospitalsfysioterapeut på Færøerne, hvor min mand var læge, og undervist garvede fiskeriarbejdere i blå overalls i at lave bækkenkip, så de kunne håndtere tung indfrysning uden at overbelaste kroppen”.

”I dag handler mit arbejde om noget så livsbekræftende som at sende flest muligt supersunde vesthimmerlandske børn ud i verden. Det dækker over alt fra at fra at give en lille støttende hånd til en usikker mor, der har svært at få ordentlig kontakt med sit barn, over holdtræning af nybagte forældre til at gøre en forskel for skoleelever med overvægt i projekt ’Så letter vi’. For mig har fysioterapeutfaget altid været en bred vifte og medført vidt forskellige opgaver, men formålet har egentlig altid været det samme i alle årene – forebyggelse og sundhedsfremme - og vejen sådan set også. Når det lykkes, skyldes det nemlig altid godt samarbejde, ikke bare min personlige indsats”, siger hun både bestemt og beskedent.  

Selv om det ifølge kolleger passer, at hun dyrker samarbejdet, og altid har gjort det, får hun ikke sin vilje med den overskrift, hun ellers synes passer rigtigt godt til hende selv. ’Samarbejde er bedst for trivsel og udvikling’.

Desværre Hanne, det ville være alt for kedeligt.

Elsker at danse latin

De fornuftige, flade sommersandaler lempes af i entreen, og på ægte afrikansk vis bliver ’Børn i Bevægelse i Vesthimmerland’ fremvist rum for rum med et par solbrændte knoblauchske fødder i fortrop. Bevægelse er i det hele taget et ord, der er svært at komme uden om i nærheden af Hanne Knoblauch. Det gælder såvel børnenes som hendes egen.

Børnene først: ”Små børn skal ikke ligge under et aktivitetsstativ eller sidde passivt i en autostol. De skal om og ligge på maven, på siden, trille, krybe og kravle. Det er vigtigt for deres udvikling og for deres rygge senere i livet. Tænk engang, hvor mange voksne med rygproblemer, der kunne være fri for smerter, hvis de havde fået mors eller fars hånd lagt på det rigtige sted på hoften på det rigtige tidspunkt i deres liv, dér hvor musklerne udvikles. Det er det, jeg lærer forældrene på mine hold at gøre”.

Hanne Knoblauch demonstrerer med en blid, men fast og ’erfaren’ fysioterapeutisk højre hånd, hvordan det gøres. Indlysende og meget let, når man kan og ved, hvad der skal til, men rigtig svært for mange forældre, indrømmer hun.  

Derfor er hun særligt glad for bogen ’En krop i balance – støt dit barns motoriske udvikling’ (2004), som hun har udviklet og skabt. Hun er stolt på den måde, hvor man føler sig varm om hjertet ved at gøre en positiv forskel for andre. Udover den, der er kommet i 4. udgave, står hun som medforfatter til fagbøgerne ’Pædiatrisk fysioterapi’ og ’Observation af barnets sansemotoriske kompetencer’.  

Ud fra kropsbygning og hurtighed at dømme er Hanne Knoblauch typen, der har sværere ved at sidde stille end det modsatte.

”Jeg kan godt lide at bo i en lille by. Det eneste, der ærgrer mig, er, at Aars er for lille til, at vi kan mønstre et ’latin-hold’. Jeg elsker at danse og slugte ’Vild med dans’ i tv om fredagen. Thomas og jeg har tidligere gået til latin og standarddans hos en lærer fra Aalborg i fem år og snuppede som regel to timer, når vi var i tøjet. Vi varmede op på begynderholdet først, og når det var slut, dansede vi igennem på ’øvet’”.

Hanne Knoblauch vipper med de bare tæer under frokostbordet i køkkenet og snupper en vindrue, som hun selv har købt i Kvickly og taget med på arbejde for at gøre det ekstra hyggeligt.

Selvfølgelig har hun som alle fysioterapeuter forsøgt sig med den obligatoriske skridttæller i bukselommen for at sikre sig, at hun kom op på sine 10.000 skridt dagligt. Men i bund og grund er hun mere til at ’slukke’ hovedet og nyde naturen, f.eks. svømme i Limfjorden eller gå ture langs stranden i Trend, fremfor at tælle skridt i Hovedgaden.

Rød tråd fra Aars til Afrika

Aars er ikke stor. Slet ikke når man også nærmest er født og opvokset i byen. Hanne Knoblauch kender hver en krog og kan udpege sit livs vigtige pejlemærker med en vinklet håndkant pegende i retningen. Hun bor to minutters gang fra ’Børn i Bevægelse i Vesthimmerland’, og ned ad bakken ligger Vesthimmerlands Gymnasium, hvor hun og hendes mand Thomas mødtes i 8. klasse.

Hans lægepraksis ligger også i byen, lige rundt om hjørnet.

De har været gift siden 1980, har to børn og har sammen rejst verden rundt med deres jobs. Blandt andet til Zambia og Zimbabwe.

Selv om der umiddelbart er langt fra lille Aars til Afrika, er der for Hanne Knoblauch en klar rød tråd fra årene i Eastern Province til hverdagen i Vesthimmerland:

”Jeg har taget Afrika med hjem på mange måder, både personligt og arbejdsmæssigt. En af de ting, jeg har lært dernede, er struktur, for der var nemlig ingen, så vi var nødt til at skabe den selv. I et land, hvor der både er en enorm ressourceknaphed og en befolkning med et stort behov for sundhedsbistand i et område på størrelse med Jylland, lærer man tre vigtige ting: Overblik, struktur og at bruge fantasien. Hvis du ikke kan få en ordentlig protese til en patient, som har fået det ene ben amputeret, fordi han har trådt på en mine, finder du andre veje. Vi oplærte en mand, der lavede nogle næsten dogmeagtige skinner af to lange, tynde jernstykker og træ. Så kunne børn, der ellers ville have været ude af stand til at komme omkring pludselig humpe rundt. På den måde er Afrika en fantastisk læreplads for at forstå, hvor langt du kan nå med fysioterapi, selv om du ikke har ret mange hjælpemidler”, siger Hanne Knoblauch, der arbejdede med polioramte børn.

”Livsglæde og livsmod er nok den største menneskelige læring fra vores ophold. Når en polioramt dreng kan stråle af glæde, fordi han kan ’rulle’ af sted på en bumlet dirt road på ét ben, sådan som 12-årige James, er der håb for alle. Jeg leder efter det positive også i arbejdet med danske børn”, fortæller Hanne Knoblauch og understreger, at der bestemt også er ting, hun er glad for, hun ikke har fået med fra Afrika.

”Det er ikke sjov det hele. Overtro er en del af livet og dermed også en del af det, du er oppe imod som sundhedsfaglig. Selv om folk går til læge og i kirke, har de stadig deres egen trosagenda, som omfatter heksedoktorer og trolddom. James’ forældre var f.eks. sikre på, at det var naboens skyld, at sønnen havde fået polio, fordi hun havde lagt shima, majsgrød, på hans lår, og forhekset ham”, forklarer Hanne Knoblauch og husker også, at det kunne være svært at trænge igennem med behandling, fordi der var stammeproblemer, så patienter nægtede at lade sig behandle af en sygeplejerske fra en anden stamme eller omvendt.

Den første fysioterapeut i Aars nogensinde

Når man som Hanne Knoblauch er vant til at omgås ’store’ problemer, har man muligvis let ved at finde de argumenter, der skal til at overbevise en kommune om, at det vil være alle tiders investering at bruge 4 millioner kroner på sundhedsfremme til børn op til 18 år. I hvert fald er de fysioterapeutiske ambitioner, hun har haft, gået i opfyldelse:

”Jeg var den første fysioterapeut i Aars Kommune nogensinde, og før jeg blev leder af ’Børn i Bevægelse i Vesthimmerland’, var jeg f.eks. med til starte hoftehold, knæhold, parkinsonshold, apopleksihold, amputationshold og hold for personer med dissemineret sklerose. Det var specielt, at man genoptrænede hvert speciale for sig selv dengang, så rehabilitering må have været temmelig ustruktureret inden. Det med specialhold var godt for personer med apopleksi, for de kom i gang med fysioterapi med det samme”, understreger hun.

Selv om det er Hanne Knoblauch, vi skal tale om, lander samtalen alligevel på ’børn’ hele tiden. Hendes to egne børn har valgt at gå i forældrenes fodspor. De bor begge i Aarhus, hvor sønnen arbejder som fysioterapeut og datteren læser til læge. De børn, som hun møder til daglig i kraft af sit arbejde med børn, optager hende. I 2002 blev hun uddannet marte meo terapeut og har sørget for, at de andre seks fysioterapeuter også er uddannede og bruger metoden.

”Både fagligt og menneskeligt fokuserer jeg på det, der fungerer. Dér, hvor der er håb og muligheder. Og heldigvis er der altid et eller andet at tage fat i. Når du arbejder med marte meo, optager du 5 minutters sekvenser af f.eks. en leg, omklædning eller en anden situation for bagefter at kigge på, hvad sker der i relationen? Hvad viser personen med sin krop og sit ansigtsudtryk? Hvad siger hun eller han?

”En af mine solstrålehistorier er en mor, der kom med sit barn på fem måneder. Pigen kiggede ikke på hende, og moderen vidste godt, at det var et dårligt tegn. Jeg filmede hende, og hun havde ret – men til alt held fandt jeg et næsten usynligt klip. Det var nøglen til relationen. I et splitsekund tav moderen og lige dér kiggede pigen op på hende. Det var rørende, da jeg viste hende det. ’Jeg har lært, at jeg skal tie stille, når jeg vil have øjenkontakt mit barn’, reflekterede hun bagefter”.

Skilsmisser, tvangsfjernelse af børn og social ulighed rykker lidt længere væk hver gang, noget lykkes Hanne Knoblauch og hendes kolleger.

”Så sent som i fredags var der en far, der pludselig ’fik hul igennem’ i forhold til sit præmature barn. Det er lige stort hver gang”.