Patientrelation er vigtigere end almen fysioterapi

Fysioterapien og neuropsykologien er som udgangspunkt to forskellige fagområder. Men når en person erhverver sig en hjerneskade og skal udredes og efterfølgende behandles, bør fysioterapeuter i højere grad skele til psykologien for at opnå de bedste resultater. Fysioterapeuter, der arbejder med neurorehabilitering, skal nemlig også forholde sig til patienters følelsesmæssige og eksistentielle udfordringer med tilværelsen, da ikke alle patienter automatisk vurderes og behandles af en psykolog. Det betyder, at fysioterapeuten skal arbejde mere tværfagligt og beskæftige sig med sider af behandlingen, som ligger indenfor psykoterapiens felt.

Det er derfor beklageligt, at fysioterapeutuddannelsen har et særligt stort fokus på anvendelsen af og undervisningen i de evidensbaserede fysioterapeutiske interventioner i en sådan grad, at teori om relationernes betydning nedprioriteres. For netop opbygningen af en empatisk relation mellem patient og behandler er den grundlæggende katalysator for samarbejdet om forandring, udvikling og motivation.

Rehabilitering er mere end gangfunktion

Neurorehabilitering består på den ene side af en fagspecialiseret professionel form for hjælp såsom medicinsk genoptræning samt fysioterapeutisk behandling af sygdommen og på den anden side hjælp til patientens afledte lidelseshistorier. Med patientens lidelseshistorie forstås det sjælelige traume, som det er at få en hjerneskade. Det systematiske terapi- og helingsarbejde er en af de store forskelle på rehabilitering og på genoptræning samt behandling.

Neurorehabilitering i fysioterapien er i dag alt overvejende domineret af den medicinsk baserede genoptræning. Det betyder, at patientens identitetssammenbrud har lav prioritet. Det er spørgsmålene: ”hvem er jeg nu, og hvilken tilværelse kan jeg leve fremover?”, som fysioterapeuten skal hjælpe patienten med at afklare, selvom det i dag ikke sker i tilstrækkelig grad i praksis. Mange patienter har tidligt i forløbet brug for at kende prognosen for deres behandling, og fysioterapeutens svar er altafgørende. Det er en balancegang mellem ikke at give patienten urealistiske forventninger til fremtiden og samtidig motivere til en fortsat indsats og tro på, at træningen vil have en positiv effekt. Forståeligt nok er denne del udfordrende for fysioterapeuter, da der ikke undervises heri på grunduddannelsen.

Hvad kan læres af psykiatrien?

For at forstå hvordan fysioterapeuten bedst muligt hjælper en person med hjerneskade, som befinder sig i en eksistentiel krise, er følgende to begreber relevante at kende til: psykoedukation og neuropædagogik. De to dækker over det samme, men med forskellige indgangsvinkler - henholdsvis med en psykologisk/psykiatrisk og med en neuropædagogisk forståelsesramme. Nogle vil muligvis mene, at psykoedukation primært udføres af og bruges af neuropsykologer, psykologer og neuropsykiatere, samt at neuropædagogik udføres af og primært bruges af pædagoger, sygeplejersker og fysio- og ergoterapeuter. Dog er der hverken faglig konsensus eller holdbare definitioner, som understøtter dette.

I psykiatrien er der tradition for, at psykoedukation indgår som en fast bestanddel og udføres af de fleste faggrupper som et værktøj til gradvist at skabe øget indsigt og personlig udvikling. Psykoedukations primære fokus er efterhånden at katalysere personlig udvikling og selvindsigt hos mennesker med hjerneskade. Neuropædagogik kommer nemt til at foregå på teamets præmisser med henblik på at håndtere og kontrollere ”hjerneskaden”, hvilket sjældent bidrager til personlig udvikling af mennesket med hjerneskade og derfor let bliver paternaliserende og stigmatiserende.  Dette kan resultere i disempowerment. Psykoedukation er primært personcentreret terapi- og rehabiliteringsarbejde, som sekundært foregår på teamets og behandlernes præmisser. Et karakteristisk spørgsmål fra en patient med erhvervet hjerneskade er ”kommer jeg til at kunne gå igen?”. Fysioterapeutens svar er altafgørende, da mange ting er på spil i relationen mellem fysioterapeut og patient. Med en psykoedukativ tilgang skal svaret være motiverende, fagligt specifikt samt realistisk. Et svar kunne eksempelvis være: ”Så længe du har tid, energi og lyst til at træne, vil der altid kunne ske fremskridt”.

Manglende viden koster på kvaliteten

Systematisk neuropsykologisk og/eller neuropsykiatrisk udredning og beskrivelse af den enkelte patients behov er i dag langt fra virkeligheden på mange neurorehabiliteringsinstitutioner i Danmark. Dette er også tilfældet i efterforløbet som følge af indlæggelse, særligt hos kommunerne. Opgaven varetages regionalt og mere eller mindre systematisk ofte af den enkelte patients team; ergoterapeut, fysioterapeut, logopæd og sygeplejerske med flere efter bedste evne. Dette smitter af på journalføringen og er muligvis årsagen til den mangelfulde systematik, som eksisterer i journalerne. Manglen på viden om eller vilje til faglig refleksion over patientens følelsesmæssige situation smitter ofte af på den information, der gives til patienten og de pårørende. Det fører også til, at medinddragelsen i rehabiliteringen af disse følsomme og barske hjerneskadekonsekvenser bliver vanskelig og måske endda umulig. Konsekvensen er, at det tværfaglige og tværsektionelle samarbejde ofte i praksis blafrer i vinden og i værste tilfælde forringer kvaliteten i rehabiliteringen.

Derfor bør opfordringen være, at alle danske fysioterapeuter fremover klædes bedre på til at løfte denne opgave. Det starter ikke ved det første møde med patienten, men tidligt på skolebænken under grundforløbet. Vores patienter fortjener den højeste kvalitet af behandling, og vi er overbeviste om, at et større fokus på en psykoedukativ tilgang fremover vil sikre, at de rent faktisk også får det.

Jens Olesen
Fysioterapeutisk specialist i rehabilitering og medlem af Danske Fysioterapeuters Etiske Råd, MEd.

Michala Damsholt
Fysioterapeutstuderende

 Pauline Loumann Rønnov Andersen
Fysioterapeutstuderende