Min arbejdsplads: Visitationen i Brønderslev Kommune

Der er ingen fysioterapeuter der søger

Hvad laver du?

Jeg er ansat som visitator i Brønderslev Kommune, hvor jeg har med borgere i alle aldre at gøre.

Den del af visitationen, der handler om hverdagsrehabilitering, det vi heroppe kalder ”FRI”, er blevet lagt ud i distrikterne, men resten går igennem vores centrale myndighedsafdeling, hvor jeg blandt andet har ansvaret for genoptræningsområdet og koordinerer og følger op – også i forhold til private leverandører.

Men jeg visiterer også mere bredt. Jeg passer blandt andet telefon og modtager ansøgninger vedrørende alt, hvad borgerne nu kan finde på at søge om. Desuden er jeg den sundhedsfaglige del af kommunens Rehabiliteringsteam i samarbejde med jobcentermedarbejdere, og her møder jeg nogle andre borgere, end dem, jeg har med at gøre til daglig.

Hvorfor blev du visitator?

Jeg arbejdede som distriksterapeut i den daværende Dronninglund Kommune. Vi havde ikke noget træningstilbud overhovedet, og i 2001 blev jeg frikøbt i et år til at kortlægge, hvordan vi skulle sammensætte et kommunalt tilbud. Det syntes jeg var så spændende, at jeg sagde ja, da jeg i 2004 blev tilbudt en stilling som visitator. Men hvis du, da jeg var ny i faget, havde fortalt mig, at jeg ville havne her, havde jeg sagt ”aldrig i livet!”

Er det relevant at være fysioterapeut i din funktion?

Ja, i allerhøjeste grad. Lige præcis det, jeg laver, laver jeg, fordi jeg er fysioterapeut, og jeg kan slet ikke se, at der kunne have siddet en med en anden faglig baggrund og lave det, jeg gør i forhold til visitation og opfølgning i forhold til genoptræning.

Jeg hører også fra de private leverandører i praksissektoren, at det gør kommunikationen lettere, at vi taler samme sprog, når vi for eksempel taler om en borger, der måske ikke når de opstillede mål, og hvad der så skal gøres i stedet for.

Jeg bliver også brugt meget til sparring i forhold til jobcenteret og på handicap- og psykiatriområdet. Vi har søgt efter en fysioterapeut mere, da det er sårbart, at vi i alt kun er to i afdelingen, men der er ingen fysioterapeuter, der søger. Jeg forstår godt, at man som nyuddannet vil ud og have patienter mellem hænderne, men når folk siger til mig, at jeg ikke er rigtig fysioterapeut, så holder jeg fuldstændig fast i, at det er jeg! Jeg sidder bare i en anden – meget relevant – niche af fysioterapien.

I begyndelsen var jeg nærmest den eneste visiterende fysioterapeut i hele Region Nordjylland, men nu er det jo helt almindeligt.

Ser du nogensinde en borger?

Ja, det gør jeg, men ikke så tit som mine kolleger. Jeg har meget administrativt arbejde og ofte sidder jeg ved telefonen, men i begyndelsen af næste uge har jeg en aftale med en borger, der skal fra et rehabiliteringsophold og tilbage i eget hjem, hvor vi sammen skal finde ud af, hvad borgeren har behov for af hjælpemidler og hjælp i hjemmet, og om hun overhovedet skal blive i eget hjem eller vi skal skrive en ansøgning på en plejebolig. Vi skal i det hele taget snakke om, hvad der nu skal ske i hendes liv.

Kan det være en utaknemmelig post at sidde på?

Visitation er jo et styringsværktøj, men det oplever jeg også, at borgerne accepterer. Hvor de tidligere næsten fik, hvad de bad om, ved de i dag, at vi er ansat til at prioritere ressourcerne, så de svageste får, hvad de har behov for.

Det er meget meget sjældent, at vi får klager. Hvis folk får en god forklaring, har de fleste forståelse for vores afgørelser.

Men nu er det ferietid (interviewet fandt sted i juli, red.), og der sker typisk det, at når de ældre har haft besøg af deres børn osv., er der pludselig ikke det, der ikke er galt, og ingen ende på, hvad de ældre har behov for.Men så må man jo ringe til fru Jensen og finde ud af, hvis behov det egentlig er vi taler om.

Der er meget rådgivning og vejledning i mit job, og selvom jeg ikke kan stille op med hjælp til borgeren, kan det være, at jeg kan vise, hvor hun så kan gå hen. Der er mange tilbud, folk ikke ved eksisterer.

Hvad nyder du mest ved dit arbejde?

Variationen. Jeg har jo både at gøre med børn med motoriske problemer, med ældre, med borgere med senhjerneskade osv. Jeg har med mennesker at gøre fra vugge til grav.

Det er fantastisk at få noget til at lykkes sammen med borgerne og de pårørende – at få en hverdag til at fungere igen. Det er jo også det, fysioterapi handler om: At få noget til at fungere ved at sætte ind med det rigtige på det rigtige tidspunkt.

Man kan jo ikke klare det med paragraffer alene. Det er mennesker, det handler om, og af samme grund kan det selvfølgelig også være tungt, når der for eksempel ringer en ægtefælle i opløsning, fordi hendes mand lige er blevet diagnosticeret med cancer. Så handler det om at møde mennesket der, hvor det er.

Man bliver aldrig udlært.