Det bliver en del af arbejdet

En god snak kan føre til meget. Det ved Thomas Weiss. For selvom han egentlig gik til jobsamtale på en stilling i et dagcenter som fysioterapeut, endte han alligevel med en kombineret stilling med både fysioterapi og plejeopgaver.

”Stillingen i dagcenteret var ikke noget for mig. Det var for meget bage boller og strikkeklub,” siger han.

Til gengæld havde lederen på plejecenteret et andet problem, hun gerne ville løse. Beboerne på plejecenteret var inaktive om eftermiddagen. Derfor tilbød hun Thomas Weiss en kombineret stilling, hvor han kunne hjælpe de ældre med at træne, men også skulle indgå i plejeopgaverne.

”Det var et job med meget mere opsøgende terapeutisk arbejde end det andet job, jeg fik tilbudt. Her går jeg ind og ser på deres funktionsniveau, og så træner vi det, som giver mening for dem. For eksempel så de igen kan gå en tur med deres familie,” siger han.

En intim barriere

Mens det er let at se det fysioterapeutiske i den del af jobbet, så tog det tid at vænne sig til plejeopgaverne. Det handlede både om, hvad Thomas Weiss egentlig måtte i forhold til de andre faggrupper i plejen, SOSU-assistenter, SOSU-hjælpere og sygeplejersker.

”Det var rigtig svært i starten, men jo mere vi arbejdede sammen, jo mere fandt vi ud af det og vænnede os til hinanden,” siger han. Og så krævede det noget at håndtere plejeopgaverne praktisk og fagligt.

”Det mest grænseoverskridende var nok, hvis en borger havde gjort i bukserne. Det var svært i starten. Dels skal man vænne sig til, at det er uhygiejnisk, dels er vi jo ikke uddannede til at bade folk og har som fysioterapeuter meget fokus på borgerens grænser, ”siger Thomas Weiss.

Fyldte meget

Fordi der var så meget nyt, fyldte plejeopgaverne også mentalt meget i starten.

”Men i længden bliver det en del af arbejdet. Fokus flytter sig fra din personlige grænse til, at du hjælper borgeren,” siger Thomas Weiss.

Jo bedre han blev til plejeopgaverne og i takt med, at han vænnede sig til dem, så fik han også overskud til at kridte banen op. Det betød blandt andet samtaler med lederen om, hvor plejekrævende de ældre, han skulle hjælpe, var.

”Det handler jo både om kompetencer og autorisation. Der er nogle ting, vi er uddannet til, og det må man jo også forholde sig til som leder. Det brugte vi en del tid på at snakke om i starten.”

Skeptiske kollegaer

Samtidig skulle SOSU’er og sygeplejersker vænne sig til, at der kom en fysioterapeut og tog plejeopgaver.

”Der var meget ‘kan en fys det’ – og der blev kigget lidt skævt til mig. Lad os bare sige, at de er blevet klogere,” griner Thomas Weiss og fortsætter:

”Jeg kan begge ting, og jeg har ikke glemt min egen faglighed. Jeg ser det mere som, at der er en kerne, og så er der også nogle satellit-ting udenom, jeg hjælper med.” Netop det nære samarbejde med andre faggrupper er i dag en af grundene til, at han er glad for, at han sagde ja til jobbet.

Billedtekst: Fysioterapeut Thomas Weiss arbejder på Ældrecenteret i en kombineret stilling med både fysioterapi og plejeopgaver. En af opgaverne på Ældrecenteret er blandt andet det pædagogiske måltid.

”Jeg fortryder ikke det valg. Jeg kan godt lide det der ‘hospitalsmiljø’, hvor man sparrer med andre faggrupper. Der er også mange andre ting end pleje i det – for eksempel at måle blodtryk og blodsukker. Det ville der ikke være i den anden stilling,” siger Thomas Weiss.

Det var ikke kun hans nye kollegaer, der lige skulle vænne sig til, at en fysioterapeut indgår i plejeopgaverne, det gjaldt også fysioterapeuterne fra kommunens genoptræning, der kommer ud til beboerne.

”De undrede sig lidt. Men jeg kunne jo så fortælle dem, hvor mange flere ting man lægger mærke til omkring borgeren, når man også er i plejen. Man ser, hvordan de har det om aftenen, og om de selv kan børste tænder og tage tøj af og forflytte sig. Det kan de sagtens se ideen i,” siger Thomas Weiss. Det betyder samtidig, at han kan støtte op, når de andre terapeuter ikke er på centeret.

En gevinst for borgerne

En af grundene til at han er glad for sit job, er, at det er til at se, hvilken forskel det gør. For eksempel var der en beboer, der blev liftet hele tiden. Kognitivt var han godt med, men det fysiske funktionsniveau var meget lavt. Der gik Thomas Weiss ind og talte med assistenterne og lederen om, hvorfor man ikke gik med ham?

”Svaret var ‘det kan han jo ikke.’ Så gik jeg ind og havde en samtale med ham om, hvad han gerne selv ville. Han ville gerne være sammen med sin familie og gå tur med dem i kørestol eller med rollator,” siger han. Et halvt år efter gik beboeren rundt med rollator – og de pårørende gik til lederen for at fortælle, hvor glade de var for, at der var sket noget.

”Det er især, når borgerne selv efterspørger, at vi skal træne, og når pårørende begynder at lægge mærke til, at borgeren lyser op og får noget livskvalitet tilbage, at det virkelig giver mening,” siger Thomas Weiss.

Solid ballast

Thomas Weiss blev færdiguddannet for to år siden, og bag sig har han blandt andet en detailuddannelse, en fortid som sergent i hæren og en drøm om at blive Falck-redder, som dog måtte opgives, fordi han var for gammel, da han søgte ind.

”Jeg har taget mig god tid til at finde ud af, hvad jeg gerne ville arbejde med.” Blandt de ting, han prøvede, var at følge hverdagen i en fysioterapi-klinik, og så var han solgt. Men selvom han nu har fundet sin rette hylde, har alt det andet han har med sig stor betydning.

”Jeg bruger alle de ting, jeg har lært i mit liv. Min baggrund betyder nok også, at jeg har lettere ved at kridte banen op og sige nej til nogle ting, end hvis man står og er nyuddannet som 23-årig,” siger Thomas Weiss.

Er det fysioterapi?

Selv har Thomas Weiss ikke tænkt så meget over, om plejeopgaverne ligger udenfor hans felt som fysioterapeut.

”Ærligt talt, nej det har jeg ikke. Jeg har mere tænkt, at det jo heller ikke er så populært at være tarmkirurg som at være hjernekirurg. Man er jo stadig fysioterapeut, selvom man løser opgaver inde i plejen. Det viser bare, at vi favner bredt,” siger han.

Billedtekst: Fysioterapeut Thomas Weiss fortryder ikke, at han sagde ja til en stilling på Ældrecenteret, der også involverer plejeopgaver. Stillingen betyder ikke, at han har glemt sin faglighed, han ser i stedet de ekstra opgaver som naturligt tilhørende omgangen med de ældre i centeret.

Den risiko, der er ved at gå ind i plejeopgaver som fysioterapeut handler mere om, at man kommer ind i nogle stærke faglige fællesskaber.

”Der er en risiko for at blive tromlet, når man kommer ind i en sammentømret gruppe af SOSU-assistenter og sygeplejersker. Der kan man hurtigt komme på glat is. Det oplevede jeg også,” siger han og fortsætter:

”Man skal være robust, hvis man skal arbejde sammen med de faggrupper. De forventer, at man kan noget pleje, og mange af dem er sindssygt dygtige, selvom de ‘kun’ er pleje-orienterede.”

Han håber, at flere fysioterapeuter vil gå ind og tage stillinger med både fysioterapeutiske og plejeopgaver.

”Det ville være fedt, både fordi det giver et løft for borgerne - og så kunne man lave netværk med andre i lignende stillinger,” siger han.

Det gode råd

Hvis andre overvejer at gå ind i en stilling med plejeopgaver, så vil Thomas gerne anbefale det, men peger samtidig på, at der er nogle ting, der skal være i orden.

”Man får virkelig mulighed for at prøve sine egne grænser af. Hold op, det har jeg gjort her,” griner han.

Derfor er hans bedste råd til andre, der overvejer en stilling med plejeopgaver, at man fra starten siger til lederen, hvad man kan byde ind med, men også gør det klart, at det skal kommunikeres ud til dem, man skal arbejde sammen med.

”Jeg tror, det er sundt at komme ud i sådan en stilling, men det kræver, at der er en leder, der ikke bare ser det som erstatning for en SOSU.”