Fra krop til kontekst

For tyve år siden kunne man blive ringet op af pædagogen i børnehaven: ‘Jens går altså mærkeligt på sine fødder. Kan du ikke lige komme forbi og kigge på ham?’ kunne det lyde. Så tog man ud og vurderede Jens’ fødder, uden nødvendigvis at se helhedsorienteret på barnet og dets motorik, og uden at forældrene nødvendigvis blev involveret forinden. Hvorefter man trænede med ham på en motorikbane nede i institutionens kælder og instruerede pædagogerne i nogle øvelser, de måske skulle gøre med Jens.”

Hanne Christensen bruger eksemplet til at illustrere, at der efter hendes vurdering er sket en stor udvikling indenfor børnefysioterapien gennem de år, hvor hun har været en del af området.

Som specialist i pædiatrisk fysioterapi, underviser på VIA University College Fysioterapeutuddannelsen i blandt andet pædiatri, og formand for Dansk Selskab for Pædiatrisk Fysioterapi fra 2012 til udgangen af 2019, har hun selv været en del af udviklingen fra sidst i 1990’erne til i dag.

Det brede blik

“Vi arbejdede mere på kropsniveau førhen, og der var hverken kliniske retningslinjer eller forløbsbeskrivelser at arbejde efter, ligesom der var mindre visitation og dokumentation. Der var forældreinvolvering, men slet ikke den bevidsthed, som der er i dag omkring barnets omgivelser og det at arbejde familiecentreret,” siger hun.

I dag foregår der intet, uden at forældrene er involveret, og arbejdet foregår i samspil med barnets omgivelser og gerne i den kontekst, børnene befinder sig i. Det vil sige ude på legepladsen, i skolen eller hvor barnet nu færdes.

“Vi har meget fokus på aktivitet, deltagelse, pædagogik, og det lidt snævre, behandlingsmæssige kropsfokus er erstattet af en bredspektret, bio-psyko-social tilgang, hvor vi kigger på hele barnet. Ikke bare en enkelt kropsdel, der måske ikke fungerer optimalt,” forklarer hun.

God karma

Hanne Christensen oplever, at børnefysioterapeuterne har været dygtige til at forstå deres rolle i den omstillingsproces, hun også selv har været en del af, og hun er stolt over den anseelse, børnefysioterapeuter generelt nyder.

Ikke mindst i en tid, hvor et stigende antal børn og unge med funktionelle lidelser, ADHD, angst og spiseforstyrrelser m.v. øger opgavernes kompleksitet og behovet for tværfagligt arbejde.

“Her er vi gode til at spille på flere strenge. Vi kan bidrage både i behandlingen, rådgivningen samt sundhedsfremme og forebyggelsen. Vi har en grundfaglighed, vi kan læne os op ad og et særligt klinisk blik, der gør os i stand til at opbygge gode relationer med børn i og med deres omgivelser, hvor vi også formår at arbejde ud fra en pædagogisk tilgang,” sammenfatter hun.

Så den tidligere formand synes med egne ord, at der er ‘god karma’ omkring børnefysioterapeuternes arbejde.

“Men det er ikke nok, at vi har fået en god anseelse. Vi skal hele tiden arbejde for at blive dygtigere og værne om vores berettigelse," siger hun og mener dermed, at arbejdet med at højne fagets faglige niveau og for eksempel udvikle nye målemetoder og skaffe mere evidens gerne må intensiveres.