Vi skal forsvare de centrale fysioterapiafdelinger

Direktionen på Odense Universitetshospital (OUH) vil nedlægge rehabiliteringsafdelingen og flytte fysioterapeuterne ud på de enkelte afdelinger. Her skal de ledes af afdelingssygeplejerskerne.

Direktionens argumenter for at slagte det faglige miljø i centralterapien har vi hørt før; vi skal tættere på patienterne, arbejde tværfagligt og specialisere os mere.

Det kan lyde besnærende. Men vi har især siden kommunalreformen set, hvad der sker, når specialiserede vidensmiljøer bliver sprængt til atomer. Værdifuld viden forsvinder, tilbud bliver afspecialiserede, og ikke mindst tabes patienterne på gulvet. Jeg mangler endnu at se det gode eksempel på, at det er gået godt.

Sandheden er jo, at vi i forvejen er ude hos patienterne. Vi er specialiserede – og specialiserer os langt mere, end hvad andre faggrupper præsterer. Og tværfaglighed fungerer kun, når den tager udgangspunkt i stærke monofagligheder, der spiller ligeværdigt sammen. Det får man ikke ved at lægge os ind under afdelingssygeplejerskerne. De er sikkert dygtige mennesker. Men de ved i sagens natur ikke meget om fysioterapi.

Det betyder rigtig meget, om man har en fysioterapeut som leder. Det er ikke bare noget, jeg mener. Vores medlemsundersøgelser viser, at det har positiv betydning for faglig sparring, prioriteringen af ressourcer og for om ens faglige bekymringer bliver taget alvorligt. Det sidste er især afgørende, for vores hospitalsvæsen er under pres – og når der også er masser af plejeopgaver, der mangler hænder, så skal der være nogen til at insistere på, at mobilisering og fysioterapeutisk behandling af patienterne er afgørende for deres førlighed og livskvalitet.

Vi er selvfølgelig i massiv kontakt med både direktion og ansatte på OUH – og alle de politikere, der har indflydelse på processen. For vi vil altid insistere på, at vi som fysioterapeuter ved noget, andre ikke ved – herunder hvordan man bedst udøver fysioterapi.

Jeg håber stadig, at topledelsen på OUH besinder sig og finder en anstændig løsning for såvel patienter som personale. Men jeg tror desværre ikke, truslerne mod de centrale terapiafdelinger slutter dér. Det er der flere grunde til: De nye supersygehuse, hvor der flere steder rent fysisk ikke er lokaler til en central terapiafdeling. De stadig kortere indlæggelser. Manglen på andre faggrupper i sundhedsvæsenet.

Bundlinjen er, at det er afgørende for os som stand, at vi bakker op om de 2.000 fysioterapeutiske kolleger, der er ansat på hospitalerne, når de bliver mødt med krav om at skulle splittes op og ledes af sygeplejersker.