Mie Lenler-Petersen

To dage før jeg skulle forsvare min bachelor i januar sidste år, var jeg til samtale på Skejby som børnefysioterapeut. Jeg havde været på jobnet i juleferien og set, at Skejby havde et ledigt vikariat. Der stod, at man skulle have erfaring fra børneområdet, men jeg tænkte, at hvis jeg ikke søgte, fik jeg det i hvert fald ikke, uanset hvad de så ønskede af ansøgerne.

Det føltes uvirkeligt at sidde til sin første jobsamtale, og de første par måneder i jobbet følte jeg det, som om jeg var i praktik. Jeg havde svært ved at fatte at det rent faktisk var mit job nu.

Men arbejdspladsen ved jo godt, at der følger oplæring med, når de ansætter en uden erfaring. Nogle gange kan denne oplæring rent faktisk skabe noget positiv dynamik blandt de rutinerede kollegaer, da de pludselig skal lære fra sig og gennemgå og forklare, hvorfor de nu egentlig lige gør, som de gør i en behandling, når spørgsmålene popper op hos den uerfarne.

Mit vikariat blev forlænget flere gange, men jeg lærte at slå koldt vand i blodet, og jeg nåede kun at søge noget andet en enkelt gang, inden min leder kom og sagde ”vi ved godt, du har søgt noget andet, men…”.

Man vænner sig til usikkerheden i jobbet, men man føler nok endnu stærkere, at man som vikar hele tiden skal yde sit bedste.
Den 31. maj sluttede mit sidste vikariat efter sammenlagt halvandet år, og så var der ikke mere at komme efter, men tilfældigvis var der så en ledig stilling på Hammel – også på børneområdet.

Jeg havde aldrig troet, at jeg ville kunne komme til at arbejde med mit drømmespeciale lige efter uddannelsen, men mit budskab er: Søg for dælen! Også selvom der står, at man skal have erfaring.