Nina Ildvad

Da jeg i sommeren 2008 blev færdiguddannet som fysioterapeut var arbejdsmarkedet på sit højeste og alle der ville have et job, fik et job. Jeg har halvvejs i min graviditet med ønskebarnet. På trods af dette fik jeg et sommerferievikariat på en privatklinik. Alt var godt, og det var fedt at få nogle patienter i hænderne, inden man skulle på barsel.

Men mens jeg gik hjemme og nød kvalitetstiden med min lille guldklump ramte finanskrisen, og der blev sparet alle steder. Grundet personlige årsager havde jeg ikke fået meldt mig tidsnok ind i a-kassen, hvilket betød at jeg ikke kunne få dagpenge efter endt barsel, og da vi havde egen lejlighed og bil, kunne jeg heller ikke få anden støtte.

Min barsel udløb i august, men da der nu pludselig var kamp om de ledige jobs, følte jeg mig nødsaget til at komme på arbejdsmarkedet, inden der kom en flok nyudklækkede fysioterapeuter og meldte sig ind i jobræset.

Det gik egentlig forholdsvis hurtigt at få et job efter barsel, men usikkerheden var meget stor, når jeg skrev ansøgning. Hvad havde jeg at byde på? Jeg havde kun nået at arbejde i to måneder og havde herefter gået hjemme i ni måneder. Det var meget svært at tro på, at nogle ville ansætte en uden erfaring, når man ved ansøgning får tilbagemelding om, at der har været op til 90 ansøgere.

Jeg var så heldig at få et vikariat på sygehus pr. 1. juni 2009, og dette endte med at løbe i 11 måneder, hvor jeg stiftede bekendtskab med tre forskellige afdelinger/specialer. Det job elskede jeg ubetinget og oplevede at vågne om morgenen og ikke kunne vente med at møde på arbejde (jeg er ikke A menneske, så det er en uvant ting).

Men vikariatet lakkede mod enden, og da der også var langt til arbejde, fik familiemæssige årsager mig til at søge job tættere på hjemmet. Så fik jeg et vikariat på et lokalcenter. Her følte jeg mig aldrig helt tilpas, hverken fagligt eller personligt, men det gav mere tid til familien, og det kunne jeg godt lide.

Efter min første barsel havde jeg svoret, at jeg skulle have et fast job, før jeg skulle have barn nummer to. Det faste job kom bare ikke, og derfor måtte jeg endnu en gang gå arbejdsløs på barsel. Dette betød igen et afbrud i anciennitetsoptjening og udsigt til at skulle søge job igen efter barsel.

Denne gang tog det længere tid, helt præcis syv måneder at få job. Ca. 50 ansøgninger plus emails og op-rininger, samtaler med jobcenter og a-kasse, løntilskud og jobrotation i anden funktion en den, jeg var uddannet til.

Igen var man oppe imod op til 100 ansøgere, og det virkede fuldstændig uoverskueligt at slippe gennem nåleøjet til en samtale. Denne gang havde jeg dog mere erfaring, men det lå et helt år tilbage og uanset erfaring, så skal man skille sig ud på en eller anden måde for at man bliver set i den store bunke. Efter næsten syv måneder skrev jeg en meget personlig ansøgning, som jeg egentlig syntes lå et stykke fra de ansøgninger, jeg normalt skrev som en opremsning af mine faglige kundskaber. Dette faldt åbenbart i god jord, og jeg fik mit første faste job i et felt med 60 ansøgere, og lidt mere end fire år efter jeg blev uddannet.

Det var og er stadig ikke drømmejobbet her næsten 2 år efter. Men jeg elsker jobbet, fordi det giver nogle helt andre faglige udfordringer når man er fastansat. Man kan koncentrere sig om sit job, frem for at tænke på, hvad man skal når vikariatet udløber. Man får tilbudt kurser, man er med til at lægge linjen og ikke bare følge den. Kollegaerne og beboerne er vidunderlige, og man kan bedre danne nogle tætte relationer, når man ikke bare er en midlertidigt ansat.

Omvendt giver det også større organisatoriske udfordringer at være med til at lægge linjen. Det er ikke altid lige sjovt, men det lærer en at stå på egne ben.

Jeg føler ikke min rejse på arbejdsmarkedet endnu er slut, men jeg har fundet et længerevarende ståsted som har været med til at give faglig ro. Og uanset hvor frustrerende det har været at flytte rundt mellem jobs og være usikker på sine egen kunnen som arbejdsløs, så har jeg brugt det til at prøve forskellige fagområder af og blive klogere på, hvad de forskellige arbejdsområder har at byde på.

Fysioterapi er et meget bredt fag, og når man bliver færdig, har man kun være ude i den virkelige verden i to måneder ad gangen. Derfor kan det være virkelig svært at vide sig sikker på, hvad man gerne vil.