Jagten på det første job

I juni blev et nyt hold fysioterapeuter sendt ud på arbejdsmarkedet, og samtidig steg kurven over fysioterapeuters arbejdsløshed med ét dramatisk. Det gør den hvert år, og det samme sker i februar, når vinterholdene dimitterer. Hvor længe der kommer til at gå, før kurven flader ud igen, og hvor meget den flader ud, har vi endnu til gode at se, men en undersøgelse fra Danske Fysioterapeuter viser, hvordan det er gået dem, der er blevet færdige med uddannelsen de seneste par år (2011-2014).

De nyuddannede har først og fremmest fået plads i kommunerne, hvilket ikke kan overraske, da det er der, der er flest job til fysioterapeuter. Men også sygehuse og klinikker har i stort omfang slået dørene op for nyuddannede fysioterapeuter.

For nogle af de medvirkende i undersøgelsen har vejen til det første job været belagt med en lang række skuffelser, mens det er gået lettere for andre. På spørgsmålet om, hvor mange ansøgninger, der skulle til, før det første job kom i hus, er der således en, der skriver ”en million”, mens 17 procent slet ikke har skrevet ansøgninger overhovedet, før de havde et job på hånden, eksempelvis på et tidligere praktiksted.

Det skete for eksempel for Kristine Møller Christensen, der en uge efter, hun blev færdig med fysioterapeutuddannelsen i juni sidste år, kunne starte på sit tidligere praktiksted i et vikariat på fuld tid.

”Jeg opdagede allerede tidligt i uddannelsen, at jeg interesserede mig meget for neurologiske patienter”, fortælle Kristine, der valgte at skifte det valgfri 13. modul ud med en praktikperiode på afdelingen for højt specialiseret neurorehabilitering på Hvidovre Hospital. Praktikken gav anledning til et vikariat og endnu et, og efter et år var Kristine Møller Christensen fastansat. En blanding af held ihærdighed, mener hun selv.

Engagement erstattede erfaring

Også Mie Lenler-Petersen var heldig og fik job med det samme. Endda uden at have praktikerfaring fra området.

”Jeg ville rigtig gerne arbejde med børn, så da Aarhus Universitetshospital Skejby søgte en fysioterapeut til et vikariat i børnefysioterapien, søgte jeg jobbet, lige før jeg blev færdiguddannet, selvom der stod i opslaget, at man skulle have erfaring”.

Til gengæld for den manglende erfaring gjorde Mie meget ud af at forklare i sin ansøgning, hvad fordelen for arbejdspladsen ville være i at få en nyuddannet. ”Jeg skrev, at jeg var opdateret på den nyeste viden, og pointerede flere gange at jeg virkelig brændte for at arbejde med børn”, fortæller Mie, hvis engagement blev understreget af, at hun i sin valgfagsperiode havde taget, hvad hun kunne få af fag, der havde med børn at gøre – sågar også faget ergoterapi til børn.

Vikariatet blev forlænget igen og igen og igen, og de oprindelige fem måneder endte med at være halvandet år, og undervejs lærte Mie at slå koldt vand i blodet. ”Jeg nåede at søge noget andet en enkelt gang, inden jeg blev forlænget, men man vænner sig til usikkerheden ved at være i et vikariat”, fortæller Mie, der umiddelbart efter sin sidste periode som vikar fik fast job på børneafdelingen på Hammel Neurocenter.

Var ved at miste modet

Selvom både Kristine og Mie var heldige, er det ifølge undersøgelsen ikke spor ualmindeligt at måtte skrive mindst 10 ansøgninger, før der er gevinst, og en fjerdedel har været helt oppe over 30 ansøgninger.

Ida Tilgaard Hansen skrev mellem 25 og 30 ansøgninger og var til seks samtaler.

”Efter de første afslag trøstede jeg mig selv med, at jeg havde fået erfaring med at være til jobsamtale, men efter seks afslag var jeg ved at miste modet”, fortæller Ida, der dog var heldig alligevel at få et af de job, hun havde fået afslag på. Et job, som gav hende den erfaring, der skulle til, så hun i dag efter kun et halvt år efter, hun afsluttede sin uddannelse, sidder i sit drømmejob.

”Jeg arbejder nu med børn og nyder alle de grin og den glæde, jeg oplever hver dag. Det lyder som en kliché, men det her job var helt klart værd at vente på”.

Selvom der er skrevet mange ansøgninger, er flertallet af de medvirkende i undersøgelsen kommet i arbejde relativt hurtigt. 35 procent havde et arbejde på hånden, allerede inden de var færdige med studiet, og yderligere 45 procent kom i arbejde inden for tre måneder. De fleste job blev fundet via stillingsopslag, men 17 procent havde held med uopfordrede ansøgninger, og næsten lige så mange fandt jobbet via deres netværk.

Til gengæld er det en helt anden historie, hvor lang tid der er gået, før det første faste job er kommet i hus. Kun 13 procent er startet i en fast stilling, mens 54 procent har sagt ja tak til et vikariat, 7 procent til en deltidsstilling, 15 procent til en tidsbegrænset stilling og 6 procent til en stilling med løntilskud. 4 procent er startet som selvstændige.

To gange på barsel

For Nina Ildvad tog det 4 år, før hun fik fodfæste på arbejdsmarkedet.

”Jeg blev færdig i 2008, hvor arbejdsmarkedet var på sit højeste, og alle, der ville have et job, fik et job”, fortæller Nina, der på det tidspunkt var halvvejs i sin graviditet.

Hun fik med det samme et vikariat og glædede sig over, at hun dermed nåede at have patienter i hænderne, inden hun skulle på barsel. Men mens hun gik derhjemme, kom finanskrisen efterfulgt af sparerunder og ansættelsesstop mange steder.

”Det var svært at tro på, at nogen ville ansætte en med kun 2 måneders erfaring, når konkurrencen var så hård, men jeg var heldig at få et vikariat på Aarhus Universitetshospital. Det endte med at løbe i 11 måneder, hvor jeg fik stiftet bekendtskab med tre forskellige specialer”, fortæller hun.

Det næste job blev på et lokalcenter tættere på bopælen. Endnu et vikariat. ”Jeg havde ellers svoret på, at jeg skulle have et fast job, før jeg skulle have barn nummer to, men det faste job kom bare ikke, og derfor måtte jeg endnu engang gå arbejdsløs på barsel”.

Omkostningen blev, at det efter endt barsel tog 7 måneder, 50 ansøgninger, løntilskud og jobrotation at komme i arbejde igen, men i dag har Nina et job, som hun er rigtig glad for.

”Jeg føler ikke, at min rejse på arbejdsmarkedet er slut, men jeg har fundet et længerevarende ståsted, som har været med til at give faglig ro. Og uanset hvor frustrerende det har været at flytte rundt mellem jobs og være usikker på egen kunnen som arbejdsløs, så har jeg brugt det til at prøve forskellige arbejdsområder af og dermed også blive klogere på, hvilket arbejdsområde jeg brænder mest for".

Jobbet lå 200 km væk

At det første job ikke nødvendigvis ligger lige rundt om hjørnet fra bopælen vidner undersøgelsen også om. Halvdelen af de medvirkende har måttet mere end 20 kilometer væk hjemmefra, og 17 procent af dem har måttet tilbagelægge strækninger på mere end 50 kilometer.

Det gælder eksempelvis Anette Haunstrup, der i to år kørte de 200 km fra hjemmet i Aarhus til jobbet på en klinik i Sønderborg hver søndag for så at returnere til Aarhus fredag, når arbejdsugen på klinikken var slut. I dag har hun job på en klinik i Randers.

”Selvom jeg havde to trælse år i forhold til at være langt fra venner, kæreste og fritidsinteresser i hverdagene, var det muligvis det, der skaffede med det fantastiske job, jeg har nu”, mener hun.

Fakta om undersøgelsen

65 dimittender (2011-2014) har medvirket i undersøgelsen, der er gennemført af Megafon for Danske Fysioterapeuter.