Anette Haunstrup

Jeg har været uddannet i snart tre år, men de første to år startede jeg med at køre fra Århus til Sønderborg søndag og tilbage igen fredag for at arbejde dernede ca. 20 timer på klinik i hverdagene. Samtidig med at jeg kørte et sideløbende vikariat og endte med fuld tid på klinikken.

Jeg fik en masse erfaring i Sønderborg, men blev ved med at være vedholdende i min kontakt til en klinik i Randers, hvor jeg havde været til samtale. Jg skrev en mail til klinikejeren med jævne mellemrum og gjorde opmærksom på mig selv, og hver gang at jeg havde været på kursus, sendte jeg dem en mail med information om mine nye kompetencer.

Jeg fornemmede, at det gjorde, at klinikken havde mig i tankerne når der kom åbninger mht. ansættelse og fremtidsplaner. Samtidig var jeg så heldig, at klinikejeren også gav sig tid til hele tiden at sende information til mig omkring fremtidige planer, hvor jeg kunne passe ind og stillinger der muligvis kunne blive ledige.

Et års tid efter en samtale hos dem, tilbød de mig et job, hvilket var lige det jeg drømte om.
Så min erfaring her er, at selvom jeg måske har haft to trælse år ift. at være langt fra venner, kæreste og fritid i hverdagene, så er det muligvis også det, der har 'skaffet' mig et fantastisk job i dag.

Men det hører med til historien, at jeg synes, det har været usandsynligt svært at være nyuddannet på klinik. Man skal ud og prøve det af, man har lært på skolen, men finder ud af at patienterne jo altså desværre ikke altid reagerer efter lærebøgerne.

Fysioterapi er teori og evidensbaseret praksis, men det er bestemt også et håndværk, og håndværk er nu engang nogen, man til tider lære bedst ved at kigge på andre og afprøve selv, og dette mener jeg der er alt for lidt af på skolen. Jeg har ofte rystet på hovedet over hvor 'forrykt', jeg synes, det er, at man på klinik skal bruge en formue på at efteruddanne sig, for at føle sig rustet til arbejdet.